Fiskeriets mand

Det er ham, der skal få erhvervet til at fungere - ikke ved tilskudsordninger og lappeløsninger - men ved at effektivisere fiskeriet, blandt andet med indskrænkninger af den kystnære flåde. Det koster arbejdspladser på havet, og det bliver ikke populært

Tirsdag d. 25. september 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Fiskeri, Politik.

DET VAR BÅDE formandsskiftet i Siumut og landsmødets lammende kritik af de to landsstyreområder, fiskeri, fangst og erhverv og boliger og infrastruktur, der op til weekenden førte til et nyt landsstyre. Simon Olsen og Stephen Ulrich-Lynge måtte rømme deres kontorer til fordel for Hans Enoksen og Jørgen Wæver Johansen. Ole Dorph kom ind udefra og overtog Jørgen Wæver Johansens socialområde og arbejdsmarked.

Det er svært at vurdere den udskiftning og rokering i landsstyret. Men er ting er sikkert: Hans Enoksen får det svært.

Det er rigtigt, at specielt fiskeriområdet har fungeret dårligt. I Simon Olsens korte "regeringstid" er der slet ikke været arbejdet på at løse fiskeriets voksende problemer. Der har manglet overblik. Der har ikke været nogen egentlig fiskeripolitik. Tilfælde har rådet.

Det er heller ikke gået særlig godt for Stephen Ulrich-Lynge. Heller ikke han har haft en klar politik at arbejde efter. Han har blandt andet ikke fået gang i renoveringerne, men har som den embedsmand, han vel inderst inde er, haft travlt med at spinke og spare og udsætte alle mulige anlægsopgaver.

Ingen af de to har haft gode arbejdsvilkår, og ansvaret for deres problemer ligger i lige så høj grad hos det øvrige landsstyre som hos dem selv. Men der er koldt på toppen, og nu er de begge udskiftet.

Spørgsmålet er så, om afløserne vil gøre det bedre.

HANS ENOKSEN er fangernes og fiskernes mand. Vel især kystfiskernes. Det er dem, hans hjerte banker for, og der er næppe grænser for alt det gode, han vil gøre for dem.

Det bliver et alvorligt problem. Især når de landbaserede erhverv er flyttet til landsstyreformanden, og Hans Enoksen ikke skal tænke på erhvervet som helhed. Han kan ensidigt overveje, hvordan han skal fremme fiskeriet, og dermed er der grundlag for konflikt mellem de to erhvervsområder. Vejen til at bedre erhvervsudvikling er hermed belagt med store og skarpe sten.

Og for at blive i terminologien, så kommer Hans Enoksen til at gå med bare fødder. Han bliver nemlig sårbar. Fiskere og fangere opfatter ham nemlig som deres mand, men han er landsstyrets mand. Det er ham, der skal få erhvervet til at fungere - ikke ved tilskudsordninger og lappeløsninger - men ved at effektivisere fiskeriet, blandt andet med indskrænkninger af den kystnære flåde. Det koster arbejdspladser på havet, og det bliver ikke populært.

Hans Enoksen får det bestemt ikke nemt.