Arrogant lovgivning

Det er i sig selv en risikabel politik at foretage indgreb, der ødelægger investeringsklimaet, men at foretage indgreb, der river tæppet væk under investorer, der allerede har disponeret i tillid til de gældende regler, er uforskammet og udtryk for politisk kynisme og arrogance overfor de mennesker, der med deres initiativ og virkelyst holder samfundshjulene i gang

Fredag d. 28. september 2001
Arne Amstrup
Emnekreds: Erhverv, Politik.

Landstingets forslag til ændring i afskrivningsreglerne for selskaber m.v. foreslås gennemført med tilbagevirkende kraft, således at den også gælder for investeringer, der er foretaget inden lovens vedtagelse og sågar inden lovforslaget blev fremsat.

Det er uhørt i et retssamfund, at der vedtages love med tilbagevirkende kraft, som på afgørende vis ændrer forudsætningerne for økonomiske dispositioner, som den enkelte har foretaget.

Det er i sig selv en risikabel politik at foretage indgreb, der ødelægger investeringsklimaet, men at foretage indgreb, der river tæppet væk under investorer, der allerede har disponeret i tillid til de gældende regler, er uforskammet og udtryk for politisk kynisme og arrogance overfor de mennesker, der med deres initiativ og virkelyst holder samfundshjulene i gang.

Alene denne arrogance kan få investorer til at holde sig fra at investere i det grønlandske erhvervsliv, hvilket i sig selv sætter fart i den negative spiral.

Det ville ikke betyde ret meget for landskassen, hvis ændringerne alene får virkning for de investeringer, der iværksættes eller hvor der tegnes bindende kontrakt efter at loven er fremsat.

Men for den enkelte investor kan de foreslåede indgreb, hvis de gennemføres med tilbagevirkende kraft betyde økonomisk ruin, fordi en del af det beløb, der ellers skulle bruges til at betale investeringen med, i stedet skal gå i landskassen som skat.

Kære landsstyre eller landstingspolitiker: Hvis I virkelig tør gennemføre eksperimentet med at begrænse de skattemæssige afskrivninger, så lad i det mindste være med at gøre det med tilbagevirkende kraft.