Tale ved Folketingets åbning

Det er næppe sandsynligt at Grønland vil blive et terrormål, men vi er selvfølgelig bekendt med at Danmarks øgede beredskab også omfatter Grønland og Færøerne. Hvad konkret det øgede beredskab går ud på ved jeg imidlertid ikke. Og i virkeligheden er det nok også bedst at regeringen ikke løfter sløret for meget om de faktiske tiltag. Imidlertid bringer det tankerne hen på, analog Anden Verdenskrig, hvem der vil tage sig af forsyningen af Grønland, dersom Danmark ikke kan?

Torsdag d. 4. oktober 2001
Ellen Kristensen
Emnekreds: Erhverv, Infrastruktur, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Siden den 11. september i år har Verden set anderledes ud. Den katastrofe, som terrorister påførte det amerikanske folk har medført at alle demokratiske lande må revurdere den frihed som vi over mange år har opbygget i vore samfund. Sammen med Udenrigspolitisk Nævn var jeg tilstede i Washington da det skete, og mildt sagt var det en grim oplevelse.

Selv om det er svært at udlede noget positivt af denne menneskelige tragedie, er der alligevel nogle få lyspunkter, nemlig at samtlige medlemslande i FN nu fordømmer terrorisme, og at alle ansvarlige regeringer og politikere har udtrykt, at situationen ikke må føre til øget racisme, religionshad og hellig krig.

Grønland er ikke alene nabo til USA, men geografisk set også en del af det amerikanske kontinent. Desuden er Grønland også værtsland for den amerikanske Thule Air Base. Vi kender selv til mennesker, som har mistet deres kære. Derfor vil jeg gerne udtrykke min dybtfølte sympati med ofrene og deres familier.

Det er næppe sandsynligt at Grønland vil blive et terrormål, men vi er selvfølgelig bekendt med at Danmarks øgede beredskab også omfatter Grønland og Færøerne. Hvad konkret det øgede beredskab går ud på ved jeg imidlertid ikke. Og i virkeligheden er det nok også bedst at regeringen ikke løfter sløret for meget om de faktiske tiltag. Imidlertid bringer det tankerne hen på, analog Anden Verdenskrig, hvem der vil tage sig af forsyningen af Grønland, dersom Danmark ikke kan?

Samtidig bringer det også tankerne hen på, hvilket beredskab der egentlig findes, dersom et af de mange transatlantiske fly, som dagligt passerer Grønland - i værst tænkelige tilfælde - skulle forulykke i grønlandsk luftrum, eller om et af de mange krydstogtskibe, som hver sommer sejler rundt i vore isfyldte farvande, skulle komme i nød. Hvad stiller man op med 1200 mennesker i havsnød? Hvad stiller man op ved en fatal nødlanding i Kangerlussuaq? Der er end ikke en læge i Kangerlussuaq! Findes der i det hele taget en risikoanalyse?

Vi er jo alle bekendt med de amerikanske planer om at opbygge et missilskjold, og vi ved også at Thule Air Base vil få tildelt en central rolle i denne sammenhæng. Hverken Grønland eller Danmark har været direkte involveret i forhandlinger om basens fremtidige rolle. Fra grønlandsk side er vi bekymrede på grund af den russiske modstand, som går på at missilskjoldet strider mod ABM-traktaten. Imidlertid sker der noget nyt. Selvom vi endnu ikke ved hvad der sker, ser vi et Rusland i bevægelse. Så meget i bevægelse at landet måske vil blive en allieret nation i nær fremtid. Dermed opgives den russiske modstand måske? Måske vil USA revurdere tanken om at opbygge missilskjoldet, fordi det kan være mere hensigtsmæssigt at anvende en så stor investering til at forebygge terroraktioner som et missilskjold alligevel ikke kan forhindre? Vi er havnet i en ny situation efter den 11. september, men vi blot endnu ikke i hvilken.

I den anledning vil jeg gerne opfordre den danske regering til fortsat at holde nær kontakt til det grønlandske landsstyre, således at Rigsfællesskabet kan forholde sig enstemmigt til et kommende amerikansk eller måske et pankontinentalt udspil. Vi har i mere end 50 år haft alt for mange Thule-sager!

Den allerseneste Thule-sag: lufthavnen i Qaanaaq. Ja, hvad er der egentlig at sige om den? Politisk makværk! Statsministeren har udtalt sig om at han følte sig politisk presset af den tidligere Landsstyreformand. Jeg er sikker på at det er korrekt, men dersom regeringen - og i øvrigt også tidligere regeringer - havde taget situationen i Thule ganske anderledes alvorligt var denne situation aldrig opstået. Havde viljen været tilstede kunne der have været forhandlet sig frem til en civil løsning - således som man i sin tid havde i Kangerlussuaq.

Som grønlænder er det alvorligt belastende at se, hvor forstående Danmark på den ene side er overfor begreber som humanisme og menneskerettigheder, og på den anden side helt og aldeles underkender de samme hos Thules befolkning. Det er ikke få ressourcer, som Staten har afsat på at forfægte gammel uret. Erkend det dog - Danmark har gjort Thules befolkning uret. Lad os dog få dette uvæsen bragt ud af Verden. Lad os komme videre, og helst sammen!

Lad mig gå tilbage til lufthavnen i Qaanaaq. Anlægsudgifterne tårnede sig op, driftsudgifterne er enorme, og resultatet er at Grønlandsfly har indført så rasende dyre billetpriser, at befolkningen i Qaanaaq igen er blevet isoleret.

Det er et grønlandsk anliggende vil de fleste mene. Jeg mener imidlertid at det er et rigsanliggende, idet SAS og staten har den største ejerandel af Grønlandsfly. Og når nu Statsministeren har ladet sig presse en gang, kunne jeg passende spørge, om han er villig til at lade sig presse - bare lidt - til at finde en mulighed for at reducere billetpriserne?

Når jeg taler om Rigsfællesskabet, så lad mig atter udtrykke, at Atassut er tilhænger af et Rigsfællesskab mellem rigets tre dele. Vi har dog brug for at indtage en mere central rolle. Første store skridt var indførelsen af Hjemmestyret i 1979. Nu har vi nedsat en Selvstyrekommission. Formålet er ikke at forlade Rigsfællesskabet, men at afsøge vores muligheder for at styre og forvalte os selv. Det interessante er jo i virkeligheden, om vi skal få eller tage den. Jeg tror tiden er inde til at vi skal påtage os, hvad vi formår.

Når Selvstyrekommissionen om et års tid afleverer sine anbefalinger til Landstinget vil vi få en langvarig diskussion om, hvorledes man gradbøjer begrebet selvstændighed eller selvstyre. Denne afklaring er ikke så ligetil endda. Blandt andet fordi mange ikke evner at forvalte den personlige selvstændighed. Vi ser det desværre i statistikkerne, at mord, selvmord, vold og misbrug af børn er et ganske alvorligt samfundsproblem.

Dette til trods, må vi dog påtage os ansvaret for yderligere opgaver. Hvad Selvstyrekommissionen næste år vil anbefale, kan jeg af gode grunde ikke vide. Ligeledes ved jeg ikke, hvad de efterfølgende forhandlinger i Landstinget vil medføre. Men ét er sikkert, der vil blive lagt op til ændringer i forholdet mellem Danmark og Grønland. Blandt andet kan jeg forestille mig, at en revideret Hjemmestyrelov skal udformes således at den, når det bliver aktuelt, kan indpasses i den Grundlovsændring, som vel snart er nødvendig.

Jeg taler om fremtiden, og man hører meget om det arktiske miljøs kritiske tilstand, og man får at vide hvorledes de levende ressourcer bliver knappe. Vi ved også at biologerne advarer mod overudnyttelse af visse dyregrupper, men bemærk at der ikke er tale om dyrearter. Vi er godt klar over at der visse steder finder en uhensigtsmæssig naturforvaltning sted, og der bliver også gjort noget ved det. Grønland er for tiden under et voldsomt og helt usagligt angreb for at vi helt har mistet kontrollen med vores ressourceudnyttelse. Det er ikke korrekt. Der mangler en årsagsforklaring på, hvorfor visse ressourcer forsvinder fra vores område. Jeg kan hér nævne, at grænseoverskridende forurening og den globale opvarmning har stor indflydelse på såvel flora som fauna. Men der er også andre faktorer. Lad mig blot nævne at det enorme antal sæler, som nu befinder sig i vore farvande, så rigeligt spiser af de fødeemner, som er livsgrundlag for andre dyr, som f.eks. fugle og fisk. Derfor er det ikke blot et usagligt, men også et usmageligt angreb, der er iværksat mod den grønlandske befolkning.

Vi har for få af visse ressourcer, og vi har rigeligt af andre. Fiskeriet er vort bærende erhverv og fangst vores traditionelle erhverv. Det at spise traditionel grønlandsk mad betyder meget for os. I Danmark er det næsten en umulighed at få adgang til de traditionelle madvarer. For den femtedel af den grønlandske befolkning, som bor i Danmark, gennem kortere eller længere tid, har EU påført os handelsrestriktioner, idet hver person kun må medbringe fem kg. kød. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at gøre en indsats for at få fjernet disse urimelige restriktioner.

EU opererer jo med Den Nordlige Dimension. Grønland har foreslået at EU også burde operere med et Arktisk Vindue. Sidstnævnte bliver vel først en realitet, når Danmark overtager EU-formandskabet næste år. Både EU og Nordisk Ministerråd har observatørstatus i Det Arktiske Råd, hvorfor Nordisk Råd har taget initiativ til en ny arktisk politik, hvor også de oprindelige folk skal tilgodeses - ikke blot i Norden og i de nordiske landes nærområder, men i hele Arktis. Det er en god nyhed, fordi den passer godt med den politik som Danmark fører overfor oprindelige folk. Danmark var således et af de første lande, der indførte en strategi vedrørende støtte til oprindelige folk.

Under forespørgselsdebatten F33 den 4. maj 2000 besluttede et enigt Folketing at revidere denne strategi. Revisionen skulle muliggøre at der ydes støtte til oprindelige folk i lande, som i bistandssammenhæng ikke betragtes som ulande. Ruslands oprindelige folk blev hér særligt fremhævet.

Udenrigsministeriets Øststøttesekretariat afsatte efterfølgende 2 mio. kr. til projektarbejde til fordel for de russiske oprindelige folk. Erfaringen har nu vist, at midlerne har svært ved at blive anvendt, fordi Udenrigsministeriet ikke vil ændre på den ret strikse forvaltningspraksis, hvor man først udbetaler projektmidlerne efter indlevering af reviderede regnskaber.

Denne praksis er f.eks. ikke gældende for projektmidler fra Dancea, og den viser sig uhensigtsmæssig for små non profit NGO’er og mindre konsulentvirksomheder fordi de er afskåret fra at benytte sig af projektmidlerne. I praksis betyder det, at projektmidlerne bliver monopoliseret til fordel for de få store NGO’er og konsulentvirksomheder, som har mulighed for selvfinansiering.

De små NGO’er har ved flere lejligheder gjort opmærksom på problemet, blandt andet på det seminar som var arrangeret mellem strategiens evalueringsgruppe og den danske ressourcebase i juni i år. Den 6. september rettede de små NGO’er en fælles henvendelse til Udenrigsministeren for at gøre ham opmærksom på problemet. Udenrigsministeren svarede den 20. september, at han ikke ønskede at ændre det generelle princip om efterfølgende udbetaling af støtte. Jeg har svært ved at acceptere det svar, og jeg mener, at det er strider mod hensigten i Folketingets beslutning.

Ligeledes er det blevet påpeget, at der i Øststøttesekretariat kun findes en meget begrænset viden om de faktiske forhold i de områder og regioner, hvor de oprindelige folk er bosiddende.

De faktiske omstændigheder har gjort, at der er en del ubrugte midler i Øststøttesekretariatet til arbejdet med de russiske oprindelige folk. Jeg vil gerne have sikkerhed for, at disse midler finder sin rette anvendelse - helst i indeværende finansår - men hvis ikke, at de bliver overført til det kommende finansår.

Vi er i en forhandlingens tid, og jeg vil derfor opfordre partierne til, at vi sammen revurderer både de uhensigtsmæssige procedurer vedr. udbetaling af projektmidler, og om midlerne måske vil kunne administreres bedre i en afdeling, hvor der i forvejen findes faglig ekspertise vedr. NGO-samarbejde og arbejdet med oprindelige folk.

Danmark har en stor ressource i sine mange NGO’er. Flere store NGO’er, som beskæftiger sig med miljø, økologi, humanitær bistand og oprindelige folk, er at finde på Finansloven. Små non profit NGO’er som f.eks. INFONOR og Natur og Folk i Nord har imidlertid, på trods af deres betydningsfulde og indflydelsesrige arbejde, ikke opnået støtte til deres almindelige drift via Finansloven. Det betyder at de er særdeles sårbare i perioder, hvor de ikke har en projektportefølje, som er stor nok til at opretholde den almindelige drift. For at undgå en situation hvor deres erfaringer og ekspertise går tabt, vil jeg gerne opfordre partierne til at tilgodese disse NGO’er på Finansloven for 2002 og frem.

Bevæger man sig fra Udenrigsministeriet ned ad Strandgade slutter man på Grønlandske Handels Plads. Hér er der taget et konkret initiativ, som afspejler et behov og basis for at samarbejde omkring Det Arktiske Vindue. Island, Færøerne og Grønland er gået sammen om at etablere både deres officielle repræsentationskontorer og et kulturelt fællesskab på de samme arealer, som i århundreder var udgangspunkt for de danske forbindelser med Nordatlanten. Det understreger Københavns fortsatte centrale placering for vore lande som et vindue til den øvrige verden. Jeg synes det er en flot ide, og jeg er tilbøjelig til at sammenligne den med de nordiske landes samarbejde om en fælles ambassade i Berlin. Derfor vil jeg også gerne ønske bestyrelsen for den Nordatlantiske Brygge, med Islands tidligere præsident Vigdis Finbogadottir i spidsen, alt held i bestræbelserne for at skabe et levende og differentieret miljø på stedet.

I den forbindelse er det imidlertid beskæmmende at erfare, at statens ejendomsselskab Freja er den største forhindring for bestyrelsens bestræbelser. Freja, hvis formål er at sælge de omkringliggende grunde, har tilsyneladende overdraget sin ejendom til bestyrelsen på den betingelse, at indsigelsesretten mod Freja’s fremtidige planer overdrages til Freja selv. Så vidt jeg ved kan borgerlige rettigheder, hverken sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Konstruktionen falder således heller ikke i tråd med ånden i planlovgivningen.

Et andet sted i København, nemlig på Vesterbro, findes der et sørgeligt miljø, hvor en række grønlandske kvinder og mænd lever i illusionen om at Danmark er et Slaraffenland. Realiteterne er ganske anderledes og illusionen om et bedre liv, er endt i en social katastrofe. Vi ved noget om deres hverdag, men det er faktisk omkring 30 år siden der sidst er blevet lavet en tilbundsgående undersøgelse af grønlænderes liv i Danmark. Jeg vil gerne opfordre regeringen til at iværksætte en ny undersøgelse.

I 1994 nedsattes Retsvæsenskommissionen. I følge dens kommissorium var forudsætningen at den inden for 3-4 år skulle afslutte sit arbejde. Som jeg tidligere har forespurgt hér i Folketinget: Hvornår kan man forvente en afslutning af arbejdet?

Der har på det seneste været politisk turbulens i Landstinget. Siumut har haft formandsskifte og som konsekvens heraf har der også været udskiftninger af nogle Landsstyremedlemmer. Det ser ud til at landsstyrekoalitionen fortsætter, men vi i Atassut er dog bekymrede for hvilken politik, som skal føres. Derfor har vi forlangt at der udskrives et hurtigt valg. Imidlertid bliver dette ikke til noget, og Atassut er derfor fortsat i opposition. Jeg mener at der er brug for en ny politik i Grønland.

Under afslutningsdebatten før sommerferien, ved jeg at det kom bag på Statsministeren, at den grønlandske økonomi har det dårligt. Jeg var imidlertid glad for at min kollega Hr. Hans-Pavia Rosing delte dette synspunkt med mig. I tirsdags talte Statsministeren igen om at "Økonomien er i fornuftig gænge". Men, hvad er egentlig denne vurdering baseret på?

Det går fortsat ikke godt med den grønlandske økonomi! Mit parti mener at fri markedsdannelse og fri konkurrence er en forudsætning for vækst i samfundet. Derfor er vi modstandere af den altdominerende offentlige styring af Grønlands erhvervsliv. Vi arbejder for en privatisering af de mange Hjemmestyrevirksomheder. Det er ikke nok at omdanne disse til aktieselskaber, når Hjemmestyret oftest har aktiemajoriteten, og hvor bestyrelsen består af en blanding af politikere, landstyrets egne embedsmænd og partipolitisk håndplukkede erhvervsfolk.

De grønlandske eksportindtægter er i al væsentlighed baseret på fisk og skaldyr. Hjemmestyrevirksomheden Royal Greenland står for den største del af disse eksportindtægter, men virksomheden kæmper med et enormt underskud. Naturligvis drejer det hele sig ikke om dårlig ledelse og fejldispositioner. En stor del af den dårlige økonomi skyldes også at verdensmarkedspriserne på fisk og skaldyr for tiden ikke er særligt gunstige. Hertil kommer at visse fiskebestande ikke har det særlig godt, og at disse derfor ikke kan tåle en udnyttelse. Disse faktorer påvirker hele samfundets økonomi.

Det er imidlertid meget bekymrende at Statsministeren ikke er vidende om denne situation. Jeg er helt sikker på at Statsministeriet, Udenrigsministeriet og de andre fagministerier har udmærkede og fagligt kompetente rådgivere på grønlandske spørgsmål. Jeg kunne dog afslutningsvis tænke mig at spørge Statsministeren om det ikke var på tide at supplere denne rådgivning med mennesker, som i det daglige står i nær kontakt med de grønlandske realiteter?