Rensdyr- og moskusoksekød bør udnyttes bedre

I vore nabolande, som for eksempel Island, prioriterer man egne levende ressourcer højest. Landet har en selvforsyning på omkring 80 procent ved hjælp af egne levende ressourcer

Tirsdag d. 9. oktober 2001
Ludvig Hansen
Emnekreds: Erhverv, Jagt, Miljø og natur.

Som bekendt er der stor mangel på afsætningsmuligheder for rensdyrkød, og det må især være hårdt for erhvervsfangerne at være forsørgere og ikke at kunne afsætte kødet på grund af en forøgelse af rensdyrkvoten.

På baggrund heraf mener jeg, at man for alvor må begynde at arbejde for en bedre udnyttelse af rensdyr- og moskusoksekød.

Det ville være bedre for os, der er lønmodtagere og som næsten hver dag henter frokosten i delikatesseafdelingerne i KNI og Brugsen, hvis vi kunne købe grønlandske madvarer i disse forretninger.

Man kunne eksempelvis tilberede rensdyr- og moskusoksekød på utallige måder, men hidtil har det desværre ikke været muligt købe dette i delikatesseforretningerne, som har et udbud af svine- og oksekød, tilberedt på mange måder. Hvorfor er der ikke et lignende udbud af færdigvarer på basis af grønlandske fødevarer, såsom rensdyr- og moskusoksekød og lignende?

Det kan skyldes en utidssvarende lovgivning vedrørende levnedsmidler.

Man kan endvidere spørge, hvorfor vi grønlændere skal blive ved med spise madvarer fra udlandet, som plages så meget af dyresygdomme? Vi har jo trods alt økologiske fødevarer, som man ikke har indhandlingsmuligheder for.

I Paarisa’s tidsskrift kan man også læse, at grønlænderne generelt bliver federe. Ja, vi kan gætte os frem til årsagen til dette, nemlig at der spises alt for mange usunde madvarer, såsom svinekød og lignende, som har et stort fedtindhold.

I vore nabolande, som for eksempel Island, prioriterer man egne levende ressourcer højest. Landet har en selvforsyning på omkring 80 procent ved hjælp af egne levende ressourcer. Resten importeres fra andre lande, og afgifterne på disse bruges til at holde priserne på hjemmemarkedsprodukterne kunstigt lave.

Hvorfor gør vi ikke det samme og holder priserne på hjemmemarkedsprodukterne lave ved lægge afgifter på importen.

Der er storpolitik i dette spørgsmål, og derfor må interesseorganisationerne og politikerne, som berøres af dette, begynde at arbejde for at finde frem til en løsning, da vi ikke kan acceptere, at det i forvejen hårdt ramte erhvervsliv fortsat kører med uændrede forhold.

På den måde kunne vi forbedre vilkårene for det hårdt ramte fangererhverv, samt begynde at udnytte den del af vores levende ressourcer, som hidtil ikke er blevet udnyttet fuldt ud.