Turistpolitikken skaber øget afhængighed

Lad os i første omgang satse på et begrænset antal geografiske områder, så der hurtigt kan opbygges den kritiske masse af service og aktiviteter, som er nødvendig for, at turistudviklingen rigtigt kan komme i gang i de pågældende områder

Fredag d. 12. oktober 2001
Jesper Labansen
Emnekreds: Erhverv, Infrastruktur, Politik, Turisme.

Indholdsfortegnelse:
Subsidier er ødelæggende for turisterhvervet
Mere målrettet støtte
Ugennemtænkt succeskriterium
Bud på konstruktive succeskriterier
Konklusion


På det sidste har vi hørt mange positive udtalelser i medierne om turistudviklingen i Grønland. Forhåbningen med dette læserbrev er at bidrage til at skabe en mere kritisk og nuanceret turistdebat.

Med turistindustrien havde Grønland en enestående mulighed for at opbygge et nyt erhverv fra bunden uden "lig i lasten" fra tiden før hjemmestyrets indførelse. Det ser desværre ud til at Grønlands politikere gentager mange fejl fra andre erhverv.

Subsidier er ødelæggende for turisterhvervet
Billetpriser til urentable yderdistrikter og byer i Grønland bliver som bekendt holdt kunstigt nede, finansieret ved bl.a. at holde priserne over kostniveauet på de rentable ruter.

Begrundelserne herfor er, at skatteborgere i de mere rentable områder bør være solidariske med resten af befolkningen. I nogle tilfælde er forhåbningerne med sådanne subsidier desuden at få igangsat erhvervsaktiviteter, som på længere sigt vil være rentable uden offentlige subsidier via f.eks. trafikpolitikken.

Det sidste er i mange tilfælde utopi, specielt når man snakker om turistprojekter. Hvis turistprojekter i et stagneret område både på kort og lang sigt udelukkende kan holdes i gang via subsidier i f.eks. trafikpolitikken, vokser det pågældende lokalsamfunds afhængighed ironisk nok sammen med en voksende turistaktivitet!

Den seneste beslutning om at lave en fast lav pris for beflyvningen af Qaanaaq er et eksempel på et område, hvor turistprojekter utvivlsomt vil starte, og de vil være afhængige af urealistisk lave billetpriser.

Der kan gives gode argumenter for at være solidariske med vores landsmænd, men hvorfor skal befolkningen i Grønland og Danmark gennem skatten og bloktilskuddet sponsorere en stor del af turisters rejseudgifter til eksotiske yderdistrikter?

Uden de kunstigt lave priser vil en stor del af disse turister efter al sandsynlighed vælge andre destinationer i Grønland, hvorved i forvejen rentable ruter og turistprojekter vil kunne få en endnu bedre økonomi.

Mere målrettet støtte
Et bedre bud på en solidarisk trafikpolitik må være at lade billetpriserne afspejle de faktiske udgifter og lave en støtteordning, som er mere målrettet til den befolkningsgruppe, vi vil være solidariske med. Man kunne for eksempel etablere en fond, som dækker nogle af rejseudgifterne.

Beboere i stagnerede områder kunne for eksempel få dækket 50% af rejseudgifterne, og folk som er bosiddende udenfor de pågældende samfund med tilknytning dertil kunne få dækket en mindre andel. Et bedre alternativ til de dyre regelmæssige beflyvninger af yderdistrikterne med minimal belægning må være at arrangere billigere charterlignende rejser internt i Grønland.

Befolkningen i yderdistrikterne må være mere fleksible med hensyn til deres rejsedatoer, da omfanget af fast lønarbejde er meget begrænset. Man kunne for eksempel lave 1-2 årlige direkte forbindelser mellem Qaanaaq og hver af de større byer i Grønland. Behovet for tjenesterejser må kunne nedsættes kraftigt med en indsats på telekonferenceområdet, og ellers klares ved at planlægge ud fra de fastlagte charterflyvninger eller benytte mindre charterfly.

Nogle af de besparelser sådanne tiltag vil medføre kunne benyttes til at give støtte til erhvervsinitiativer i yderdistrikter, som har en realistisk chance for at blive uafhængige af subsidier for eksempel mere eksklusive turistprodukter, som ikke er afhængig af de billige flybilletter.

Ugennemtænkt succeskriterium
Siden landsstyret startede med at satse på turismen har man næsten udelukkende benyttet antallet af turister som et succeskriterium, hvilket efter min mening har været direkte skadelig for udviklingen.

Fra politisk side har man på det nærmeste ignoreret, at de menneskelige ressourcer er de vigtigste indenfor turisterhvervet. Derimod har man bevilget uhyggeligt store beløb til lufthavnsbyggerierne og hotelrenoveringer i turistudviklingens navn.

Der er også brugt store millionbeløb på at markedsføre Grønland som turistdestination, hvilket har skabt en efterspørgsel på turistoplevelser, som vi ikke selv inden for de næste mange år er i stand til at levere. Vi har med andre ord bygget en stor flot fabrik, som vi ikke kan drive selv.

Udenlandske turarrangører er begyndt at udnytte situationen, og forarbejder vores "råvarer" (naturen, kulturen og infrastrukturen) i vores "fabrik" som sælges videre med stor profitmargin.

De lokale, som trods alt er direkte involveret i turismen, servicerer hovedsageligt de udenlandske firmaer ved at udleje materiale (f.eks. kajakker som er finansieret af hjemmestyret) eller arrangere enkeltstående aktiviteter (eksempelvis hundeslædeture eller bådsejlads), hvor mulighederne for at skabe god økonomi er begrænsede.

I frygt for at mindske den "positive" vækst indenfor turismen, stiller vores politikere nærmest ingen krav til de udenlandske firmaer. Oplagte krav vil for eksempel være at indføre en turistafgift og kræve, at alle aktører, som har kontinuerlige aktiviteter i Grønland, skal have trainee- og praktikantpladser, som er forbeholdt lokalbefolkningen.

Bud på konstruktive succeskriterier
  • Procentdel af indtægter fra turisterhvervet som bliver i Grønlands økonomi.
  • Andel af turister som køber deres feriepakke af et Grønlandsk firma direkte fra deres hjemland.
  • Andelen af beskæftigede i turisterhvervet, som har fast bopæl i landet.
  • Bidrag pr. turist til drift og vedligeholdelse af Grønlands infrastruktur.
  • Udenlandske turistfirmaers investeringer i Grønland i forhold til deres omsætning.
  • Omsætningen i turisterhvervet i relation til omfanget af markedsføringstiltag fra offentlig side.
  • Lønniveauet blandt lokalbefolkningen som er beskæftiget i turisterhvervet i relation til gennemsnittet.


Konklusion
I stedet for at forhaste os med at udvikle endnu et erhverv som er baseret på "tilkaldt" arbejdskraft, så lad os for en gangs skyld tænke langsigtet og tage den tid det tager at få opbygget et erhverv, hvor den lokale befolkning er i centrum.

Lad os i første omgang satse på et begrænset antal geografiske områder, så der hurtigt kan opbygges den kritiske masse af service og aktiviteter, som er nødvendig for, at turistudviklingen rigtigt kan komme i gang i de pågældende områder.

Efter vi har fået startet sådanne vækstcentre, vil turistudviklingen i andre geografiske områder starte helt naturligt, da der altid vil være turister, som vil opsøge de mindre besøgte steder.

Med andre ord, i stedet for at hele Grønland skal have det lige dårligt på ubestemt tid, så lad nogle områder få det bedre på kort sigt, så hele landet kan få det godt i fremtiden.

Lad os skære ned på de mange millioner, der benyttes til den generelle markedsføring af Grønland, og bruge nogle af disse midler til at markedsføre og på anden måde støtte konkrete lokalt forankrede turistprojekter. Støtte til igangsætter skal ikke som nu nærmest kun begrænses til indkøb af materiale, udgifter til for eksempel research, forhandlinger med udenlandske sparringspartner og efteruddannelse skal også være støtteberettiget.

Indenfor uddannelsesområdet er der en farlig tendens til at satse meget ensidigt på grønlandske og danske turistuddannelser. Hvis vi skal være konkurrencedygtige i den globale turistindustri, skal en stor del af vores menneskelige ressourcer uddannes i udlandet på mere forskelligartede uddannelser.