Skandalen i fiskeriet

De 10.000 tons, som ikke bliver indhandlet i år, har en værdi af omkring 70 millioner. De penge mangler i samfundet, de mangler i fabriksbyerne, Royal Greenland mangler dem, fiskerne mangler dem, fabriksarbejderne mangler dem, skattemyndighederne mangler dem og så videre. Det betyder mindre forbrug, mindre omsætning, og de mennesker, som ikke får løn, skal i stedet hente penge på socialkontoret

Fredag d. 12. oktober 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Vi risikerer ikke at kunne indhandle 10.000 tons rejer til fabrikkerne i år. Samtidig truer fabrikker med at lukke, fordi de mangler råvarer. Hvad F..... er problemet.

Alle klager - og alle kræver at politikerne skal løse problemerne. Men hvem er det, der ikke kan tage sig sammen og få gjort noget.

Det er dem, der har ansvaret for at rejerne bliver fanget, kommer ind til fabrikkerne og bliver produceret.

Politikerne løber også fra ansvaret og lader fiskeriet sejle sin egen sø og griber desværre ikke ind. Derfor må parterne nu selv finde ud af det. Der er alt for store værdier på spil til, at man kan tillade sig at blive ved med at lege børnehave. KNAPK og Royal Greenland må tale sammen.

Problemerne skal løses, ellers er samfundet tvunget til at nationalisere hele fiskeriet og ansætte folk til at udføre arbejdet.

Vi har ikke råd til, at fiskerne ikke vil indhandle, at Royal Greenland ikke har is eller kasser, at Royal Greenland sender fiskerne på turne med fangsten, på grund af dårlig logistik og dårlig ledelse på den enkelte fabrik.

Men fabrikkerne har ikke hele skylden, fiskerne har også et kolossalt ansvar for, at rejerne bliver fanget.

Vi ved, der er fiskere som knokler, men som ikke kan få lov til at indhandle, men vi ved også, at der er fiskere som ikke gider eller ikke er i stand til at opfiske deres kvoter. De bør tages fra dem øjeblikkeligt og sælges til dem der kan og vil. Det er samfundets ressource, som fiskerne har et ansvar for at fange og indhandle.

Alle parter har et ansvar.

Indhandlingspriserne er lave. Men det er ikke en undskyldning for ikke at passe sit arbejde. Kvoterne skal fanges, indhandles og produceres.

Fiskerne kræver at få lov til at producere ombord, fordi de mener det er urimeligt, at de skal slås med fabrikkerne og have for lidt for produkterne i forhold til, hvad de ellers kan få. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at fiskerne ikke får mest muligt for deres fangst. Hvis det er i samfundets interesse, at råvarerne indhandles til produktion, kan det være at en af løsningerne, at indføre et indhandlingstilskud for at sikre, at rejerne kommer i land.

Men uanset om rejerne skal produceres ombord eller i land, skal mængderne fanges, produceres og eksporteres.

Det drejer sig om beskæftigelse, eksport og handelsbalance.

Alt for store værdier står på spil til at de kan overlades til mennesker, som ikke kan tale sammen, fordi de bliver fornærmede.

De 10.000 tons, som ikke bliver indhandlet i år, har en værdi af omkring 70 millioner. De penge mangler i samfundet, de mangler i fabriksbyerne, Royal Greenland mangler dem, fiskerne mangler dem, fabriksarbejderne mangler dem, skattemyndighederne mangler dem og så videre. Det betyder mindre forbrug, mindre omsætning, og de mennesker, som ikke får løn, skal i stedet hente penge på socialkontoret.

I ti år har vi talt om problemerne i det kystnære fiskeri - nu er det på tide, der sker noget.

Det er en skandale, at landets vigtigste erhverv på den måde får lov til at sygne hen på grund af politikere, der ikke tør tage en beslutning, utilfredse fiskere og dårlig fabriksledelse.

Nu har man igen haft en endeløs debat i landstinget og det bliver ved ordene. Fiskeriloven er udsat til foråret, og det skandaløse fiskeri får lov til at fortsætte uden at der gribes ind.