Siumut slår revner

Folk er ligeglade med den strukturpolitiske handlingsplan, når huslejen stiger, når børnene ikke kan få den uddannelse, som politikerne lover, når de ikke kan få en bolig, når socialvæsenet svigter, og når de ikke kan få den service i sundhedsvæsenet, som de forventer

Torsdag d. 18. oktober 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Siumut har store problemer. Lønmodtagerne vil i Landstinget. SIK’s forbundsformand Jess G. Berthelsen, der har et tæt forhold til Siumut, siger nu, at han overvejer, at danne et arbejderparti, fordi lønmodtagernes interesser ikke bliver varetaget.

Fisker- og fangerorganisationen, KNAPK, vil danne et parti, som varetager de kystnære fiskeres interesser.

Kvinderne, som traditionelt stemmer på Siumut, danner deres eget parti. Stillerlisten bliver afleveret i næste uge. Per Berthelsen danner et nyt midterparti, fordi han mener, der er opstået et tomrum, efter at Siumut med Hans Enoksen, Mikael Petersen og Jens Lyberth er trukket for langt til venstre på den politiske skala.

Siumuts problem er, at partiet ikke formår at varetager sine kernevælgeres interesser. Tilsyneladende er der for stor afstand mellem folks dagligdag på kysten og administrationen i Nuuk. Siumuts landstingsgruppe formår åbenbart ikke at trænge igennem og skabe bro mellem vælgerne og den tunge centraladministration, der bevæger sig i helt andre luftlag end den virkelighed, vælgerne slås med.

Der er stor afstand mellem Siumuts landstingsgruppe og partiets hovedbestyrelse, og ingen af de politiske meldinger, partiet kom med på landsmødet, har resulteret i konkret politik.

Ideerne i den "strukturpolitiske handlingsplan" er ikke blevet solgt til vælgerne. Planen er besluttet i den politiske inderkreds omkring landsstyret og topembedsmændene, og de har glemt at få befolkningen med.

Efter sidste valg var en af mærkesagerne, at informationen til befolkningen skulle være meget bedre. Befolkningen skal forstå, hvad der sker i landsting og landsstyre. Men det er heller ikke gennemført.

Politikerne lover alle de rigtige ting, når de taler i fuld offentlighed, men når politikken realiseres, opfylder man ikke løfterne, og utilfredsheden spreder sig.

Det sker inden for flytrafikken, den gode skole, uddannelserne, sundhedsvæsenet, fiskeriet, sælfangsten, bygdepolitikken, byggeriet, boligpolitikken og så videre.

Folk er ligeglade med den strukturpolitiske handlingsplan, når huslejen stiger, når børnene ikke kan få den uddannelse, som politikerne lover, når de ikke kan få en bolig, når socialvæsenet svigter, og når de ikke kan få den service i sundhedsvæsenet, som de forventer.

Politikken er stadig præget af hovsa-løsninger og zik-zak kurs.

Selv Hans Enoksen, der blev valgt på Siumuts landsmøde på grund af utilfredshed, er faldet til patten og gør, som der bliver sagt. Bygderne må selv tage initiativ eller dø, lød hans melding forleden i Landstinget, selv om han prøvede at glatte ud i Qanorooq om aftenen. Problemerne om fangernes skindindhandling har han ingen løsning på, og fiskeriet sejler stadig mod konkurs, uden han gør noget ved det.

At Maniitsoq-fabrikken lukker er konsekvensen af denne politik. Der er masser af rejer, der er skibe til at fange dem, men de må ikke. Royal Greenland må ikke bruge Imerigsoks kvote til at indhandle rejer.

Selv om trawlerrederierne har tilbudt at indsætte større skibe, som kan levere de nødvendige rejer til Maniitsoq, har de ikke fået lov.

I flere år har man anbefalet, at der skal større fartøjer ind i det kystnære fiskeri, men intet er sket. Man har indført et kvotesystem, der er så stift, at en fabrik må lukke.

Det har samfundet ikke råd til, og det er klart, at fiskere og kommuner bliver utilfredse. Løsningen for Siumut er at gennemføre den politik, man lover befolkningen, lytte til befolkningen og få befolkningen med på sin politik.