Indsigt: Demokrati på vågeblus

Demokrati på vågeblus

Her på det seneste har vi - offentligheden, vælgerne - måttet opleve medlemmerne af landets fornemste forsamling, Landstinget, luske sig til Grønlandshistoriens største lønforhøjelse. Vi har samtidig måttet se landsstyret og dets håndgangne mænd gennemføre et frasalg af arvesølvet i KNI, som rejser flere spørgsmål, end landsstyret og embedsmændene kan eller vil svare på

Torsdag d. 8. november 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik.

DE CENTRALE politiske myndigheder har åbenbart besluttet at skrue ned for demokratiet. Som ved en stiltiende overenskomst har landsstyre, landsting og ledende embedsmænd besluttet at sætte demokratiske funktioner som åbenhed og information på vågeblus.

Her på det seneste har vi - offentligheden, vælgerne - måttet opleve medlemmerne af landets fornemste forsamling, Landstinget, luske sig til Grønlandshistoriens største lønforhøjelse. Vi har samtidig måttet se landsstyret og dets håndgangne mænd gennemføre et frasalg af arvesølvet i KNI, som rejser flere spørgsmål, end landsstyret og embedsmændene kan eller vil svare på.

Hvilken af de to affærer, der bedømt ud fra det demokratiske grundbegreb - offentlighed i forvaltningen - er den værste, kan være et spørgsmål om behag eller temperament. I bund og grund er de lige usmagelige.

DET ER KUN få indviede, toppolitikere, topembedsmænd og direktører, der ved, hvordan frasalget af KNI Pisiffik A/S egentlig er skruet sammen, og hvad vi - vælgerne i Grønland - egentlig får ud af den.

Det eneste, vi ved med sikkerhed er, at der er 16 ledende KNI-medarbejdere, der får noget ud af det. De har - med direktør Keld Askjær i spidsen - som de eneste i Grønland fået lov til at købe aktier - 17 procent af foretagendet. De har oven i købet fået lov at købe dem til en underkurs og er efter en hurtig kontakt til skattedirektoratet på toppen blevet lovet skattefrihed for den indbyggede kursgevinst. Til gengæld for skattefriheden, der ikke gælder andre aktionærer i dette land, skal de beholde aktierne i mindst tre år. Herefter kan de formentlig afhænde dem til hovedaktionæren Dagrofa som majoritetsaktionær med en pæn fortjeneste.

MED MUMMESPILLET omkring handlen af dele af det offentligt ejede selskab har landsstyret og de involverede embedsmænd givet frit løb for spekulationer om, hvordan handlen egentlig er finansieret, og hvem, der betaler for hvad.

I forbindelse med et beslutningsforslag om at bemyndige landsstyret til at foretage aktiekapitalindskud i Royal Greenland A/S på 200 millioner kroner og 40 millioner kroner i Nuka A/S, herunder Neqi A/S anføres det, at indskuddene skal finansieres af provenuet fra privatiseringen af KNI Pisiffik A/S.

Det giver unægteligt anledning til undren over, hvordan privatiseringen reelt er skruet sammen. Landsstyrets ejendommelige tavshed om salgsbetingelserne for et skatteyder-ejet selskab kan kun give anledning til gisninger. Men ud fra revisorvurderinger på baggrund af KNI-selskabernes seneste årsregnskaber må aktiefrasalget til Dagrofa og de begunstigede medarbejdere formodes at have indbragt landskassen et beløb i størrelsesordenen 75-100 millioner kroner. Men hvordan finansieres så de sidste 140-165 millioner kroner, der nu skal ledes over i Royal Greenland A/S og øvrige nødlidende selskaber.

Det kan ikke være KNI-koncernen selv. Den råder ikke over nævneværdig likviditet. Det er næppe heller de nye investorer i KNI.

Tilbage er der kun hjemmestyret selv med sine rigelige likvider. Naturligvis mod at det nye Pisiffik A/S lægger et gældsbrev i landskassen. Men som i al anden forretning vil gælden naturligvis kun blive tilbagebetalt i det omfang, selskabet tjener penge. Hvilken rente og betingelser i øvrigt, pengene er udlånt til, kunne det også være interessant for skatteyderne at vide.

I øvrigt er det ganske interessant og ganske betænkeligt at se, hvordan landsstyrets loyale embedsmænd i beslutningsforslaget slynger om sig med udtryk som udbytteskat og udlodning af egenkapital gennem nedskrivning af aktiekapitalen. Disse regnskabsmæssige dispositioner vil aldrig teknisk kunne udgøre et provenu i forbindelse med salget af aktier. Det er for det første landskassen egne midler eller aktier, man udlodder til sig selv, og udbytteskat har hjemmestyret krav på, uanset hvem der ejer selskabet, hvis altså der er noget udbytte.

HVORFOR DOG IKKE give offentligheden en gennemskuelig forklaring af, hvordan handlen er foregået og på hvilke betingelser. Den her manøvre, der er viklet ind i dårlig og mangelfuld revisorprosa, får handlen til at virke snusket, og den får nok engang den opmærksomme del af den offentlige opinion til at ønske, at landstingsmedlemmerne, når de engang er færdige med at gøre lønningsposen op, tager sig tid til at skabe de lovgivningsmæssige rammer for, at de hjemmestyreejede selskaber omfattes af de samme stramme regler, som børsnoterede selskaber.

Det ville klæde demokratiet.