Vejen mod selvstændighed

Et skridt på vejen vil være at blive selvforsynende i en endnu højere grad end vi er i dag - og i den forbindelse kan man f.eks. nævne produktion af byggematerialer, som allerede er i gang, og fødevareområdet

Torsdag d. 15. november 2001
Nuka Møller Lund
Emnekreds: Erhverv, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Mange af vore landsmænd snakker i denne tid om grønlandsk selvstændighed og man hører ofte om det i valgkampen, men hvad er det egentlig, det drejer sig om ...

For at opnå selvstændighed som en nation, skal man både kunne klare sig selv økonomisk og samtidig være i stand til at tage det store ansvar det er, at klare alle indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål selv.

I dag modtager vi det årlige bloktilskud fra Danmark, som betaler en stor del af alt, hvad vi foretager os - byggeri, drift af mange institutioner, fabrikker o.s.v. Hvis vi vil være selvstændige, skal vi selv kunne betale alt dette af egen lomme - og det kan vi ikke på nuværende tidspunkt.

Et skridt på vejen vil være at blive selvforsynende i en endnu højere grad end vi er i dag - og i den forbindelse kan man f.eks. nævne produktion af byggematerialer, som allerede er i gang, og fødevareområdet. Vi har vel verdens bedste natur her i landet og selv om en eller anden fra Danmark har snakket om, at der ikke er mange dyr tilbage, så kan vi, der ved bedre, bare undre os lidt over det, som han siger - vi ved jo, hvad vi ser, når vi er på tur. Måske er vi ikke så gode til at udnytte det vi fanger, som vore forfædre var - men det er blot et resultat af det man kalder "udviklingen af landet" i de seneste 50 år. Naturen og dens ressourcer bør vi fortsat udnytte til det maksimale i samarbejde med Pinngortitaleriffik - hvorfor skulle vi spise svinekød, når vi kan spise rensdyr, moskusokse, hval, sæl, fisk o.s.v.

Jo mere selvforsynende vi er, des flere penge bliver inde i landet og arbejder - og det er det, som er noget af det vigtigste.