Lapperier til fangerne

Det kan være vanskeligt at finde erhverv og beskæftigelse i de afsides byer og bygder. Men det er alligevel den eneste vej, der er at gå. Og politikerne, der lader sig vælge, mener vel, at de kan klare jobbet

Torsdag d. 20. december 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Sociale spørgsmål.

FANGERNES betrængte forhold, der blandt andet begrundes med de mindre skindpriser, har pirret til Atassuts medfølelse, og partiet stillede den betingelse over for Siumut, at et landsstyresamarbejde blandt andet kostede et tilskud til fangerne. Jamen, hvor er det dygtigt. Tænk at kunne tænke sådanne tanker. Tilskuddet til indhandlingspriserne sættes ned, og fangernes uundgåelige indtægtsfald modregnes delvist af et tilskud.

Jamen...

DER ER RIGTIGT, at fangerne flere steder i Grønland har det meget vanskeligt. De har brug for hjælp til erhvervsudvikling og måske omskoling, hjælp til selvhjælp, og i en lang overgangsperiode økonomisk hjælp til at klare sig for.

Men at skære et tilskud væk, fordi fangererhvervet skal tilpasse sig erhvervsmæssige vilkår og bagefter give et nyt tilskud. Det er Knold og Tot.

Hvad gør vi om en måned eller to? Problemerne løser jo ikke sig selv. Fangerfamilierne får igen økonomiske problemer, og lapperiet med tilskuddene kan fortsætte.

NÅR MAN har sagt A, må man også sige B. De økonomiske følger, der kommer af en ændret erhvervspolitik, skal ikke lappes med samme midler, man lige har afskaffet. Hvis vi skal have tillid til Landstingets lovgivning, må konsekvenserne af dets beslutninger løses fremsynet og velorganiseret.

Når borgerne ikke kan få indtægterne til at slå til, så træder vort sociale sikkerhedsapparat i funktion og løser de akutte problemer, mens arbejdsmarkedskontorerne gør deres arbejde. Det løser dog næppe alle problemerne, og derfor skal politikerne - både kommunalbestyrelsen og Landstinget sætte udviklingsprojekter i gang sammen med de fangere, der ikke kan få det til at løbe rundt.

Det bliver ikke spor nemt, for det kan være vanskeligt at finde erhverv og beskæftigelse i de afsides byer og bygder. Men det er alligevel den eneste vej, der er at gå. Og politikerne, der lader sig vælge, mener vel, at de kan klare jobbet.

DET ER DEN rene falliterklæring, når man med den ene hånd trækker et tilskud bort og med den anden giver et nyt.

På den måde kommer vi ingen vegne. Det bliver snarere tilbagegang eller en trampen rundt på stedet.

NÅR DET er sagt, så under vi her på redaktionen de fangerfamilier, som er ramt af prisfald og klimatisk modgang den julegave. Hvis den når frem.



Savissivik, juni 2000 (AN)