Nej til arrogance og tøset fiskeripolitik

Kapitaltilførslen er - så vidt vi har kunnet læse - begrundet i de seneste års voksende gæld i koncernen, og denne gæld kan vel næppe, med hånden på hjertet, begrundes med investeringer i fabrikker i Grønland og høje råvare priser, men er snarere et udtryk for investeringer i trawlere, EDB kram, og udenlandske aktiviteter

Fredag d. 25. januar 2002
Leif Fontaine, Formand for KNAPK
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik.

Baggrunden for at der sidste sommer blev nedsat et udvalg, som skulle komme med indstillinger til det politiske system, var et længe næret ønske fra politisk hold og erhvervet om at finde nye og bedre rammebetingelser for det indenskærs rejefiskeri med dets mangeartede problemer. Dette arbejde skulle blandt andet føre til en større grad af selvhjulpenhed rent økonomisk i erhvervet.

De problemer, der knytter sig til erhvervet, er først og fremmest manglende mulighed for at afsætte ferske rejer til fabrikkerne på tilfredsstillende måde, når fiskeriet er godt. Dernæst manglende mulighed for fartøjsfornyelser med de økonomiske muligheder, udøvelsen af dette erhverv kan frembringe. Og endelig de usandsynlig lave priser, der opnås for disse råvarer på Royal Greenlands fabrikker.

Specielt problemerne knyttet til de ferske landinger har givet næring til den meget store og voksende utilfredshed blandt fiskerne, fordi disse ikke har haft mulighed for at begrænse deres tab ved faldene priser med større landinger.

Den udvikling, der har fremkaldt disse problemer, er primært skabt af Royal Greenland selv. De fartøjer, man selv er engageret i, er blevet omlagt fra frosne rejer til isede rejer, og derved fremkaldt flaskehals problemet i fabrikkerne.

Royal Greenland har i den periode, hvor denne udvikling er foregået (understøttet af generelt større kvoter), ikke foretaget sig en snus for at tilpasse sig med produktionskapacitet.

Resultatet af ubalancen mellem fiskeriets muligheder og fabrikkernes formåen kender vi alle. Den er nemlig de senere år kommet til udtryk ved, at det kystnære fiskeri ikke har kunnet opfiske sin kvote med deraf følgende såkaldt olympisk fiskeri med de havgående både, et fiskeri Royal Greenland i øvrigt med fordel har deltaget i. !!!

Som det kystnære fiskeris repræsentanter i Enoksen-udvalget har KNAPK været meget fokuseret på, hvilke helt konkrete tiltag der kunne medvirke til at løse det indenskærs rejefiskeris problem med afsætning af de ferske rejer, for ikke at se os selv i samme situation til efteråret som de tidligere år.

Royal Greenland har over for alle og enhver givet udtryk for, at man ville tage så meget som muligt af den indenskærs kvote her i 2002, men der skal jo nok lidt mere på bordet, end smukke ord og kaffe, hvis vore leverandører skal have genskabt tilliden til Koncernens evner til at tage fra.

Indtil nu er eneste konkrete tiltag, vi med sikkerhed har kunnet konstatere fra Royal Greenland, at man har lukket rejefabrikken i Maniitsoq. En beslutning man næppe kan tage som udtryk for bedre muligheder for fiskerne til at komme af med deres fangster.

Det er os derfor magtpåliggende at udtrykke opbakning til den pågældende indstilling fra udvalget og den efterfølgende beslutning af landsstyret om omlægning af 10.000 tons til kvote med egenproduktion.

Det her er ikke et spørgsmål om arbejdspladser eller overordnet økonomi, men ganske enkelt en bydende nødvendig beslutning, så vore medlemmer gives mulighed for selv at udnytte deres kvote og ikke havner i samme situation som de foregående år, hvor Royal Greenland ikke har formået at tage fra og på den måde skadet beskæftigelse og økonomi hos vore fiskere.

Det er ikke udtryk for nogen form for slingrekurs i Landsstyret at følge Enoksen-udvalgets anbefalinger. Kapitaltilførslen på 200 mill. kan på ingen måde sammenkædes med vore medlemmers mulighed for at få deres rammebetingelser forbedret.

Kapitaltilførslen er - så vidt vi har kunnet læse - begrundet i de seneste års voksende gæld i koncernen, og denne gæld kan vel næppe, med hånden på hjertet, begrundes med investeringer i fabrikker i Grønland og høje råvare priser, men er snarere et udtryk for investeringer i trawlere, EDB kram, og udenlandske aktiviteter.

Vi føler os med andre ord ikke medansvarlige for disse dispositioner. Ej heller vil vi finde os i, at denne gæld skal begrænse vore medlemmers udfoldelsesmuligheder.

Keld Askær påberåber sig i artiklerne i Sermitsiaq retten til at kommentere rapporten fra Enoksen-udvalget og udtrykke såkaldte særstandpunkter forud for en fremsendelse til Landsstyret.

Vi finder den pågældende fremgangsmåde og holdning noget arrogant, i lyset af det omfattende arbejde, der er udført af udvalget (med Royal Greenlands deltagelse), og de personer der har været involveret.

Vi må derfor på det kraftigste advare Landsstyret mod på nogen måde at tillade Royal Greenland en særlig rolle i fiskeripolitiske spørgsmål, ud over den indflydelse som et medlemskab af et udvalg berettiger til. Vi er trætte af en ledelse, der med arrogante udtalelser påberåber sig at være hævet over en normal beslutningsproces, der sviner Landsstyret til for at tage beslutninger, der nyder opbakning fra brede kredse i erhvervet, i et forsøg på at kalde på landsstyrets ansvarlighed som ejer af Royal Greenland.

De trusler, som pressen endnu engang beredvilligt videresender fra Keld Askær om fabrikslukninger og fortsat dårlige priser, må vi på det kraftigste tage afstand fra. Disse vil naturligvis kun forværre den samlede situation for fiskerierhvervet. Helt ærligt kan det vel heller ikke være særligt motiverende for løsning af alvorlige problemer, når chefen stort set hver anden uge kommer med udtalelser til pressen af den karakter.

Løsningerne på de grundlæggende problemer i det kystnære fiskeri skal indeholde garantier for, at det kystnære fiskeri skal kunne komme af med deres varer (det betinger åbne og ikke lukkede fabrikker), og den pris, der skal betales for rejerne skal op (kr./kg ), så vore medlemmer kan få økonomien til at hænge sammen. Ellers vil disse kvoteandele selvfølgelig til slut ende med at blive produceret til søs. Men netop disse to meget væsentlige forhold har Keld Askær al den indflydelse på, man kan tænke sig, og dermed også medansvarlig for at den negative spiral brydes.

Når man nu kigger på de faktiske tal i fordelingen af tac’en på den samlede rejekvote i Grønland, der er således: 85.000x43% = 36.550 til det kystnære erhverv og 85.000 x 57% x 25% (landingspligt for udenskærsfiskerne) = 12.112,50.

Så når man altså frem til et tal på 48.662,5 tons, som skal landes til fabrikkerne på land.

I følge Enoksen-udvalget anbefaling skal man så se bort fra 7.500 tons som går til egenproduktion i det kystnære erhverv.