Det svageste led II

Set ud fra en grønlandsk vinkel, er det ligeså nødvendigt, at fokusere på forholdet mellem direktion, bestyrelse og hjemmestyrets rolle som aktionær og ofte eneejer af aktieselskaber

Fredag d. 8. februar 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik.

Det er vigtigt, at virksomhederne har retningslinier, som sikrer god ledelse. Det er nødvendigt at stille større krav til bestyrelsesmedlemmers kvalitet og arbejdsindsats i selskabsledelse.

Sådan skrev landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen i sidste uge i et indlæg i Sermitsiaq. Wæver slog et slag for, at bestyrelser og direktioner hvert år evaluerer deres egen indsats.

Det er indlysende rigtigt. Men set ud fra en grønlandsk vinkel, er det ligeså nødvendigt, at fokusere på forholdet mellem direktion, bestyrelse og hjemmestyrets rolle som aktionær og ofte eneejer af aktieselskaber.

Vi er dagligt vidne til, hvordan politikere af alle observanser nærmest opfatter disse selskaber som deres egne. Ikke en dag uden politikerkommentarer om først og fremmest Royal Greenland A/S. Ikke en dag uden krav til virksomheden og dens drift, og det uanset at aktieselskabsloven i paragraf 65 gør klart, at "aktionærernes ret til at træffe beslutning i selskabet udøves på generalforsamlingen." Paragraffen skal næppe opfattes som et "hold kæft bolche." Politikerne er i deres fulde ret til at ytre sig om Royal Greenland og alle andre samfundsejede virksomheder. Men hvorfor overhovedet danne aktieselskaber, hvis politikerne alligevel vil bestemme over dem på samme måde, som det offentlige bestemmer over de nettostyrede virksomheder?

Godt nok modtager flere aktieselskaber i Grønland offentlige midler - og politikerne siger, at de mangler indsigt i selskabernes økonomi, driftsvilkår, investeringer m.v., selv om netop tilvejebringelse af denne indsigt er et væsentligt argument for at placere politikere i bestyrelserne.

Jeg er helt klar over, at det må være frustrerende for politikerne at holde fingrene fra fedtefadet, og jeg forstår deres afmagt, når Royal Greenland antyder, at bestemte fabrikker skal lukkes af hensyn til virksomhedens indtjening. Lukninger, som rammer byerne og borgerne meget hårdt.

Men aktieselskabslovens bestemmelser gælder vel alligevel. Når Hans Enoksen direkte blander sig i et aftaleforhold mellem virksomhed og fiskernes organisation, så blander han sig direkte i virksomhedens drift. Her tænkes på indhandlingen af vragrejer, hvor det er fiskernes egen organisation, som bærer ansvaret for en aftale, som ikke støttes af medlemmerne.

Måske skulle politikerne og aktieselskaberne ligesom Jørgen Wæver Johansen ty til anbefalingerne fra Corporate Governance, også når det gælder samspillet mellem aktionærer og ledelser i de offentligt ejede aktieselskaber.

Corporate Governance påpeger den fælles interesse i, at selskaberne til enhver tid er i stand til at tilpasse sig skiftende krav og dermed vedblivende er konkurrencedygtige og kan skabe værdier. Hvis vi bliver ved Royal Greenland, så er det netop dette krav - kravet om at tjene penge, altså at skabe værdier - som ejeren, Grønlands Hjemmestyre, har rejst krav om på gentagne generalforsamlinger i selskabet.

Men hvad nytter det at hjemmestyret giver virksomheden et "frihedsbrev" til at agere som en kommerciel spiller på det barske fiske- og rejemarked, når politikerne straks derefter spænder ben for de nødvendige initiativer.

Giv dog virksomheden en chance for fred og ro til den nødvendige genopretning. Har man sagt A, må man også sige B.