Det røde guld er samfundseje

Rejebaronerne må derfor først og fremmest huske på, at der her - ligesom med de ikke-levende ressourcer, er tale om en samfundsmæssig ejendom, som samfundet har en legitim ret til at kræve lejebetaling for. Derfor er rejeafgiften opfundet. Og rederierne, som jo har fået gratis adkomst til rigdommens kilde, skal naturligvis også bidrage til den »fælles husholdning«.

Fredag d. 19. april 2002
Johan Lund Olsen
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik.

I Kirkespirdalen i Sydgrønland findes en lovende guldforekomst, som kan blive en betydningsfuld del af den grønlandske økonomi, og som kan indebære dels en betydelig direkte og indirekte beskæftigelse, dels store indtægter til myndighederne.

At det kan blive en stor gevinst for det grønlandske samfund skyldes først og fremmest, at der her er tale om en samfundsmæssig ejendom som efterforskningsselskaberne er pligtig at betale koncessionsafgifter samt andre gebyrer for. Betalingen skal ske til samfundet som koncessionshavernes bidrag til den "fælles husholdning" for deres leje af ressourcen og undergrunden. Det kræver råstofloven. Så enkelt er det, og sådan bør det være.

Til havs har det grønlandske samfund ligeledes en guldforekomst, rejebestanden, som er dagens røde guld.

Den er så indbringende for de havgående rederier og deres ejere, at de i folkemunde den dag i dag kaldes for rejebaronerne. Et kig på bilparken, størrelsen på lystfartøjerne ved Iggia og ved lystbådehavnene rundt omkring på kysten, villaerne m.m. bekræfter, at der er noget om snakken - også selvom rejepriserne, især det sidste år har svinget op og ned.

Rejebaronerne må derfor først og fremmest huske på, at der her - ligesom med de ikke-levende ressourcer, er tale om en samfundsmæssig ejendom, som samfundet har en legitim ret til at kræve lejebetaling for. Derfor er rejeafgiften opfundet. Og rederierne, som jo har fået gratis adkomst til rigdommens kilde, skal naturligvis også bidrage til den "fælles husholdning". I Grønland er der nemlig ikke en individuel, men kollektiv ret til havet og dets ressourcer. Det skal vi ikke glemme, men vi skal heller ikke glemme, at der især i det havgående rejefiskeri indtjenes overnormale profitter.

Fredag den 12. april første behandlede Landstinget landsstyrets forslag om en to procent nedsættelse af rejeafgiften, som er på tre procent. Forslaget indstilles vedtaget med tilbagevirkende kraft fra 1. januar i år, og landskassen kommer derfor til at mangle 15 millioner kroner.

Landsstyrets forslag er imidlertid en tand for groft, fordi landsstyret, som budgetregulativet ellers kræver det, ikke samtidig oplyser Landstinget om, hvordan det har tænkt sig at finansiere de 15 millioner kroner. Derudover kommer overskridelserne i år 2001 på omkring 55 millioner kroner fra Kultur- og Undervisningsdirektoratet samt Socialdirektoratet, som også skal finansieres.

Det er stærkt kritisabelt. Det er imidlertid endnu mere grotesk, at forslaget nu fremsættes al den stund, at rederiernes regnskaber for 2001 end ikke kendes endnu. Enhver landsdækkende forening eller organisation i Grønland skal aflevere revisorgodkendte regnskaber, hvis de overhovedet skal gøre sig håb om støtte fra landskassen. Det gælder åbenbart ikke for rederierne.

En oversigt over rederiernes 1999-2000-regnskaber, som enhver kan hente fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen viser, at det faktisk går godt og endda for godt for rederierne. De får større og større overskud og får opbygget en større og større egenkapital, samtidig med at de har udskudt skattebetalingen i omegnen af 200 millioner kroner som følge af de frie afskrivningsmuligheder. Afskrivningsmulighederne er siden skærpet men er fortsat meget favorable, også set i forhold til mange andre lande.

Samtidig ved vi, at såvel rejekvoterne som produktionsprocenterne blev væsentlig forøget i 2001. Kvoterne er fortsat historisk høje for i år og vi ved, at den havgående rejeflåde stort set opfiskede hele kvoten for 2001.

Der er derfor meget, der taler for, at kvoteforhøjelsen isoleret set har opvejet rejeprisfaldet, og derfor må have givet en forøget eksportindtægt til det havgående rejeflåde. Et fingerpeg herpå ser vi hos Royal Arctic Line A/S i dens for nyligt fremlagte regnskaber, som jo viste et bedre overskud end de tidligere år.

Når det regner på præsten - drypper det også på degnen, siger et dansk ordsprog. Det har ergo regnet med det røde guld og derfor bør rejeafgiften ikke nedsættes. Den bør nok i stedet forhøjes !

PS. I øvrigt er der vist nogle habilitetsmæssige problemer, hvilket jo nok er det mest interessante i denne sag set i betragtning af, at man nu forsøger at presse afgiftsnedsættelsen igennem Landstinget til trods for, at man som nævnt endnu ikke kender rederiernes regnskaber.

Nogen kender fidusen !