Rejeafgiften

Når det gælder andre nationers reelle eller påståede plyndring af Grønlands naturgivne ressourcer, er der ingen grænser for den grønlandske offentligheds forargelse og protest ...Helt anderledes forholder det sig, når det internt i Grønland gælder fordelingen af landets naturgivne ressourcer. Her skal der uden blusel tages fra de fattige og gives til de rige

Fredag d. 19. april 2002
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik.

Fundamentalt bygger et hvert samfund på en opfattelse af, hvad samfundet bør eje, og hvad den private sektor bør eje.

I Grønland beskattes arbejdsindtægter hårdt, også dem, som har folk selv har tjent i deres ansigts sved. Når det gælder havets rigdomme, som på ingen måde er menneskeskabte, mener et flertal af de grønlandske landstingspolitikere, at disse næsten uden betaling til samfundet kan overlades til et mindretal af nationens befolkning. Det burde være omvendt således, at samfundets skattegrundlag blev flyttet fra arbejde til de naturgivne ressourcer.

I det gamle fangersamfund blev noget af fangsten delt ud også til dem, der ikke selv havde været ude for at hente den. Således kom naturens rigdomme alle til gode. Sådan skal det ikke være i dagens Grønland. Nu skal de, der i forvejen har meget, gives endnu mere. Så må resten af befolkningen klare sig, som de bedst kan. Solidaritet er ved at blive et fremmedord i det grønlandske sprog.

Når det gælder andre nationers reelle eller påståede plyndring af Grønlands naturgivne ressourcer, er der ingen grænser for den grønlandske offentligheds forargelse og protest.

Helt anderledes forholder det sig, når det internt i Grønland gælder fordelingen af landets naturgivne ressourcer. Her skal der uden blusel tages fra de fattige og gives til de rige. I dette lys skal man se reduktionen af rejeafgiften fra små forkølede tre procent til lusede en procent.