Eksporterhverv i modvind

De hidtidigt helt frie afskrivningsregler har medført udskudt skat, og denne udskudte skat kan i mangt og meget karakteriseres som en samfundsfinansieret kredit. Rederierne har hidtil benyttet denne kredit til at foretage hyppige investeringer i nye fartøjer

Fredag d. 3. maj 2002
Peder Munk Pedersen
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik.

Meget tyder på, at Landstinget under indeværende samling beslutter sig for at nedsætte rejeafgiften med 2 procentpoints fra de nuværende 3 til 1 procent af de producerende rejerederiers bruttoomsætning. Der er tale om en beslutning, som vil være omkring 15 millioner kroner værd for de 7 tilbageværende rederier i branchen, og der er slet ingen tvivl om, at en sådan håndsrækning vil være en både nødvendig og rigtig beslutning. Spørgsmålet er bare, om denne nedsættelse er nok til at redde et erhverv, der - foruden at tegne sig for landets største valutaindtægter - er i dyb krise.

Regnskabstallene fra rederierne er efterhånden ved at være kendte, selv om ikke alle tal er gennemreviderede, og selv om ikke alle selskabers generalforsamlinger har godkendt resultaterne. Fra at have stået for et overskud efter skat i 2000 på cirka 55 millioner kroner er resultatet i 2001 nede på under 4 millioner kroner. Det er i denne sammenhæng lige så interessant at kigge på, hvad der tidligere fik rejefiskeriet til at køre godt, som det er at finde frem til, hvad der nu plager erhvervet.

Helt afgørende er i øjeblikket de ekstremt lave verdensmarkedspriser på alle rejeprodukter. Over perioden fra 2000 til første kvartal af 2002 er kilopriserne på skalrejer droppet med næsten 7 kroner fra cirka 23 til cirka 16 kroner, hvilket svarer til 30 procent. Hertil kommer, at den grønlandske eksport af rejer til Kina er kommet i klemme i en uheldig og sandsynligvis langvarig veterinær strid mellem Kina og EU. Endeligt er såkaldte miljøorganisationer med WWF i spidsen ude med en anbefaling til forbrugerne om ikke at spise grønlandske rejer, fordi fiskebifangsterne i rejefiskeriet angiveligt skulle være for store.

To "hjemmelavede" handicaps trækker i samme negative retning, nemlig de ændrede afskrivningsregler og rejeafgiften.

De hidtidigt helt frie afskrivningsregler har medført udskudt skat, og denne udskudte skat kan i mangt og meget karakteriseres som en samfundsfinansieret kredit. Rederierne har hidtil benyttet denne kredit til at foretage hyppige investeringer i nye fartøjer. Dette har medført to ting: For det første har den grønlandske flåde af fabriksrejetrawlere været Verdens mest moderne og dermed også den, der leverede den højeste kvalitet. For det andet har flådens relativt beskedne alder været en sikkerhed for, at vedligeholdelsesomkostningerne blev holdt på et beskedent niveau.

Med de strammere afskrivningsregler, som Landstinget allerede for længst har vedtaget, vil vi i de kommende år opleve en stigende alder på grønlandske fartøjer og dermed stærkt forøgede reparationsudgifter. Hvor meget samfundet vil beslaglægge i kraft af rejeafgift, er i øjeblikket et åbent spørgsmål, der først hen imod midten af maj afgøres af Landstingets flertal.

Spørgsmålet er således: Vil Grønlands hovedindtægtskilde i eksportmæssig henseende kunne overleve en situation, hvor priserne er lave, hvor selskabsskatten malker den likviditet ud af rederiernes kasser, som hidtil er blevet anvendt til nyinvesteringer, og hvor rejeafgiften stadig forringer bundlinieresultatet med en vis procentdel? Det er i virkeligheden dette spørgsmål, som Landstinget skal tage stilling til. Svaret er med meget stor sandsynlighed nej!

Forhåbentligt er det klart for vore politikere, hvad der egentligt står på spil i øjeblikket, og forhåbentligt viser de sig at kunne og ville tage de rigtige beslutninger.

Set fra landets hovederhvervs standpunkt er der ingen tvivl om, at den helt rigtige beslutning ville være en fuldstændig fjernelse af rejeafgiften.