Den rigtige vej

Det vil være en fordel, at endnu flere investerer i produktion her i landet. Det er værdiforøgelse og eksport, vi skal leve af, når vi ikke længere får bloktilskud fra Danmark

Fredag d. 10. maj 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv.

Alle taler om det, men Sisimiut og Maniitsoq gør det.

Forrige uge var det Maniitsoq, og i denne uge er det Sisimiut, der starter sin egen fabrik. Fiskerne bruger deres hårdt opsparede midler til investering i forædling af deres egne råvarer.

Det er den udvikling, vi har efterlyst i mange år. På privat initiativ skabes nye produktive arbejdspladser, hvor råvarerne forædles og sælges både lokalt og til eksport.

I flere år har Royal Greenland siddet på produktionen, så åbnede Polar Seafood sin fabrik i Nuuk, i Ilulissat investerede nordmændene i Arctic Fish, i Paamiut investerede Allan Idd Jensen og i Nanortalik investerede canadierne. Nu begynder fiskerne selv at investere i fabrikker, som indhandler andet end de såkaldte kommercielle arter rejer, krabber og hellefisk.

Vi aner ikke, hvordan disse nye fabrikker kommer til at gå, men initiativet er tegn på, at vi bevæger os mod en ny tid, hvor landets egen befolkning investerer i produktion i tillid til, at der er et marked for disse produkter.

Det er meget positivt, at folk ikke længere sidder med hænderne i skødet og venter på, at hjemmestyret skal gøre noget.

Det er også positivt, at man selv vil i gang med en produktion og en forædling af egne råvarer, så vi ikke kun klipper hinanden, som Elias Larsen udtrykte det, da han præsenterede det private initiativ omkring overtagelsen af fabrikken i Maniitsoq.

Baggrunden er tillid til egen formåen og tillid til samfundsudviklingen. Og så er man selvfølgelig træt af at se på, at udlandet løber med gevinsten, som vi har set i så mange andre tilfælde.

Det vil være en fordel, at endnu flere investerer i produktion her i landet. Det er værdiforøgelse og eksport, vi skal leve af, når vi ikke længere får bloktilskud fra Danmark

Om det lykkes det nye selskab i Sisimiut at starte tilsvarende produktioner længere nordpå, må fremtiden vise.

Men initiativet viser, at det ikke går så dårligt, som økonomerne påstår. Trods advarsler om, at vi er på vej mod en lavkonjunktur, er der virkelyst og lyst til investering her i landet.

På længere sigt viser disse initiativer også, at det vil være en fordel, når Royal Greenland kommer til at køre fornuftigt, at koncernen bliver privatiseret og eventuelt delt op i flere mindre virksomheder, som vil være en overkommelig investering for branchefolk her i landet.

Ejerkredsen skaber større forståelse mellem fiskere og den landbaserede produktion. Ejerskabet demonstrerer, at de to parter ikke er modstandere, men tværtimod dybt afhængige af hinanden.

Et interessant aspekt i denne sag er den lokale KNAPP formands gave til virksomheden. Aqqalunnguaq Mikaelsen gav et ur, som symbol på, at døgnet har 24 timer, og at det er vigtigt at kunne indhandle, når fisken er der.

Desuden gav han et termometer for at symbolisere, at temperaturen er vigtig for at kunne levere et godt produkt, og at fiskerne lover at gøre alt, hvad der står i deres magt for at levere fisk i god stand og i tilstrækkelig mængde til at alle kan være tilfredse.