Fangererhvervet og samfundsøkonomien

Reelt set har mange kommuner brugt fangererhvervet som en sektor, hvor man kan skubbe folk over for at mindske de sociale udgifter. Dette er sket helt uden hensyntagen til, om der var basis for så mange fangere. Det, der var et kommunalt problem, gør man så til et samfunds problem, som hjemmestyret skal varetage

Fredag d. 10. maj 2002
Aqqalu Rosing-Asvid
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Jagt, Kultur og samfund, Oprindelige folk, Politik, Sociale spørgsmål.

Da den grønlandske fiskerflåde i begyndelsen af 1990’erne blev for stor i forhold til fiske- og rejemængden, blev der resolut kondemneret i stor stil. Rentabiliteten blev dermed langt bedre for den resterede flåde, og man undgik overfiskeri, og de problemer det ville have medført.

Det betød dog også, at mange besætningsmedlemmer måtte gå i land. Der blev langt imellem jobbene i fiskerierhvervet, og da fiskerne havde ret til det, som dengang hed grønt jagtbevis (de rettigheder man har som fuldtidsfanger), valgte mange at tage imod de tilskudsordninger, der blev lavet til erhvervelse af jolle og fangstredskaber. Det samme gjorde iøvrigt også mange, som havde været arbejdsløse i mere end 125 dage, da det også af en eller anden grund gav ret til grønt fangstbevis.

Fangererhvervet fik derved tilføjet mange folk og materiel, selv om den del af fangstressourcerne, der var god afsætning på (eks. fugle og dem med mattaq og stødtænder), også viste tegn på for højt fangsttryk.

Dette har medført at mange fangere har gennemgået en række utroligt fattige år, og at nogle ressourcer er blevet overudnyttet. Det kunne måske være gået anderledes, hvis fangerne kunne afsætte de fangstdyr, der på et givet tidspunkt bæredygtigt kan tåle øget fangst. På nuværende tidspunkt vil det eksempelvis være storhvaler, sæler og rensdyr, suppleret med de forskellige fisk, der kan fanges indenskærs. Brætsalget rundt omkring er dog langtfra nok, til at alle kan tjene en ordentlig dagsløn, og KNAPK presser derfor ustandseligt hjemmestyret til at bygge fabrikker, der kan modtage deres fangst.

Der har så gennem tiderne været forsøgt utallige modeller for kødforarbejdning, der alle har slået fejl trods store tilskud. Det syntes noget nært umuligt at forrente og drive en fabrik med materiel og mandskab, når råvaretilførslen er så svingende, som den nu engang er, når man har med fangstdyr at gøre. Sælerne eksempelvis er de fleste steder væk i perioder, og når de er der, er de ofte kun få eller alt for mange. Storhval fangster kan man heller ikke helt planlægge, og rensdyrene fanger man jo kun i en kort periode. Produktionen må derfor nødvendigvis blive dyr, og hvem vil så købe en dyr klump frosset sælkød, når man jo de fleste dage kan købe det friskt på brættet?

Resultatet er, at hovedparten af alle de støttekroner,, der er pumpet i grønlandsk kødforarbejdning, er blevet brugt på investeringer i materiel, administration, transport og så videre, mens de penge, der bliver kanaliseret ud til fangerne, i regelen er meget små. Senest så vi hvordan Puisi-projektet nåede at bruge 50 millioner kroner, endnu inden de fik startet en produktion. Selv med hensyn til sælskind, som ellers nok er den største succes, så er hjemmestyrets tilskud væsentligt større, end det beløb der bliver udbetalt til fangerne. Med andre ord ville man kunne give fangerne mere, ved at de slet ikke skulle aflevere nogen skind.

Det er derfor på tide, at man prøver at gå nye veje, og ser nøgternt på, hvad der gavner fangerne, naturen og samfundsøkonomien mest muligt. En ny måde at støtte fangerne på kunne være følgende:

I alle de større byer overtager kommunen ansvaret for brættet. De fordeler mellem fangerne, hvad der skal bruges til salget, således at man undgår at der fanges for meget af noget (udsmid), og at fangerne ikke spilder deres tid unødigt. Kommunen betaler en fast pris til fangeren for de enkelte varer. Samtidig forpligtiger kommunen sig til at købe et månedligt kvantum fra hver enkelt fanger, som er stort nok til, at han kan holde en hæderlig mindsteløn.

Som tingene er i dag, vil kommunerne være nødsaget til at opkøbe langt mere, end det der kan sælges på brættet (til de nuværende priser), hvis fangerne skal have en hæderlig mindsteløn. Kommunen må så opkøbe af de arter, som man mener, det er forsvarligt at fange mange af, og sørge for at få det afsat, om det så er til ren foræring. Man kan starte med at forsyne alderdomshjem, børnehaver og andre institutioner som kommunen driver, og ellers sælge ud, kød til 5 kroner kiloet, hvis det er så langt ned man skal, for at få det afsat.

Hermed går tilskuddet direkte til fangeren, som sikres en afsætning, han kan leve af. Kommunen vil i første omgang bære udgiften, men bliver dog i høj grad kompenseret, fordi kødet bliver fordelt mellem byens institutioner eller solgt billigt til dets borgere, samtidig med at fangerne begynder at betale skat.

Samfunds-økonomisk set betyder det, at der ikke længere forsvinder penge til fabrikker, hemmelige pølseopskrifter, og hvad dertil hører. De mange fangeres effektivitet sættes kraftigt i vejret, og samfundet får stor nytte af deres arbejde, samt af de ressourcer, der i øjeblikket ikke udnyttes, fordi lønarbejderne ikke kan betale den pris fangeren forlanger (den er nemlig unødig høj, fordi han i reglen kun kan sælge en lille del af det, han kan fange).

Befolkningen vil spise langt mere grønlandsk mad af en friskere og bedre kvalitet end det, man finder i butikkernes kummefrysere, og derved kan mange penge spares på importen af danske kødprodukter.

På sigt vil kommunerne så enten være tilfredse med disse effekter, eller de vil som arbejdsgiver justere tilgangen til erhvervet, så antallet af fangere kommer til at harmonere bedre med det antal, der på en bæredygtig måde og uden tilskud, kan oprette en god tilværelse. Hvad der kan betale sig for den enkelte kommune, vil afhænge helt af, hvilke alternativer der er til dem, der ønsker at blive fangere. Er der mangel på arbejdskraft i nogle sektorer, er det en dum idé at ansætte flere fangere. Er der arbejdsløshed så vil det kunne betale sig for samfundet. Man kan måske endda opnå den maksimale situation; nemlig at fangere, i perioder med mangel på arbejdskraft i fiskerisektoren, kunne indgå der, uden at miste deres fangstlicens.

I bygder og yderdistrikter, hvor fangerne mangler et købedygtigt publikum, har man dog ikke disse muligheder, og her er hjemmestyreordninger, som eksempelvis kraftig støtte til skindopkøb stadig en nødvendighed, med mindre man finder bedre alternativer. I mange kommuner kan der dog med fordel opkøbes forskellige varer, der fanges eller forarbejdes i bygderne, men i øjeblikket mangler i brættets sortiment.

Reelt set har mange kommuner brugt fangererhvervet som en sektor, hvor man kan skubbe folk over for at mindske de sociale udgifter. Dette er sket helt uden hensyntagen til, om der var basis for så mange fangere. Det, der var et kommunalt problem, gør man så til et samfunds problem, som hjemmestyret skal varetage.

Hermed opstår et kæmpe tungt produktionsapparat, der trods god vilje, ikke kan tage højde for, at lodden i år begyndte at gyde i maj og ikke i juni, at der pludselig er grindefangst og så videre.

Alt det som burde gøre vores kostvaner varierede, men som ender i kyllingemix, fordi de færreste har råd til at købe varerne ferskt fra fangerne, og endnu færre har lyst eller råd til at købe produkterne i butikkerne to måneder senere.
Aqqalu Rosing-Asvid er biolog og har arbejdet en del år på Naturinstituttet med forvaltning af havpattedyr. Er i øjeblikket dels på Naturinstituttet dels på Københavns Universitet, hvor han arbejder med sæløkologi.