Hvornår ser GA og HST realiteterne i øjnene?

Hvis vi ikke vil løbes over ende af superdynamiske globaliseringskræfter og markedskræfternes frie spil, er det på høje tid, at vi får Grønlands totale afhængighed af Danmarks investering i form af det såkaldte bloktilskud sat på dagsorden

Fredag d. 14. juni 2002
Josef Motzfeldt, Formand for Landstinget
Emnekreds: Erhverv, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Hvis vi ikke vil løbes over ende af superdynamiske globaliseringskræfter og markedskræfternes frie spil, er det på høje tid, at vi får Grønlands totale afhængighed af Danmarks investering i form af det såkaldte bloktilskud sat på dagsorden.

Inuit Ataqatigiit er glade og takker for den nødvendige debat om landets økonomi, som nu er igang.

Når det er sagt, er det partiets håb, at niveauet kommer på et højere, mere fremadrettet og mere konstruktivt niveau, end det snæversyn som direktørerne for GA og HST lagde for dagen som forsidestof i sidste uges "Inuussutit - Erhverv."

Egentlig undrer det ikke, at netop GA og HST er først på banen for at forklare os, at det gyldne æg i form af statens årlige investering på godt 2,8 milliarder kroner er tabu. Alligevel er det som om, at d’herrer Rud og Reiding ved, at det drejer sig om narreguld og at "alt, som skinner, ikke er guld."

For som Rud siger: "Bloktilskuddet kan være med til at skabe et billede af en blomstrende økonomi, selv om det reelle billede er, at vores økonomiske formåen og initiativkraft reelt visner hen."

Jamen herre Jemine! Ønsker GA fortsat at lege kong guleRUD på lånt krone?

Hvor er organisationernes evige råben op om markedskræfternes hellige frie spil og al den banden og svovlen over det offentliges dominans i erhvervslivet?

Det er for gennemskueligt, at Rud og Reidings filosofi mere går på den ikke særligt forpligtende "easy comes - easy goes"-lære. Hurtige og lettjente profitter for enhver pris er igen sat i højsædet på bekostning af den mere langsigtede økonomiske udvikling, som skal hvile på Grønlands egne præmisser og vor egen formåen.

Anlægs-, handels-, service- og transportsektorerne har den største import af materialer og arbejdskraft. Disse sektorer har hidtil kunnet disponere uden hovedbrud om de samfundsøkonomiske konsekvenser. For takket være Grønlands geografiske isolation, er det så som så med nysyn og konkurrence.

Nu behøver man ikke at være professor i nationaløkonomi for at konstatere, at der hvert år spildes millioner af kroner alene på anlægsområdet.

Under en rejse til de tre nordligste kommuner på vestkysten i den sidste halvdel af maj så jeg atter hvilke værdier, der dukker op af vinterens snedriver i form af byggematerialer og dyre maskiner. Det er tankevækkende, at et land, som selv kun skaber 2/5 af landskassens omsætning, har råd til denne fråds.

Årsagen er næppe entydig, men er anlægssektoren i det her tilfælde sit ansvar bevidst? Og i disse år, hvor bæredygtighedsprincippet er på hele verdens læber, spiller GA en rolle som ansvarlig deltager, rådgiver og medspiller.

Valgkamp får altid skylden, når man tillader sig en smule nytænkning eller blot udtrykker ønsket om ikke at blive løbet over ende af en omverden med turbo på.

Men der behøver ikke at være optræk til valg, før de reaktionære kræfter råber vagt i gevær.

Selvstyrekommissionen er snart færdig med sit analysearbejde. IA forventer, at kommissionen blandt andet vil fremlægge forskellige mulige modeller for den kommende økonomiske udvikling.

Skal partiernes deltagelse i kommissionen tages blot en smule seriøst, er det svært for IA at forestille sig, at den anbefaler status quo.

Under bloktilskudsforhandlingerne sidste sommer kæmpede den forrige danske regering for, at bloktilskuddet skulle nedtrappes allerede fra i år. Dengang havde landsstyret ikke mandat til at imødekomme ønsket. Dette med henvisning til netop Selvstyrekommissionens arbejde, som den daværende landsstyrekoalition havde orienteret de flæeste af Folketingets partier og regeringen om.

Lad os få indledt debatten om Grønlands økonomi, og om vi nu er parate til at tage hånd om udviklingen, selv om det eventuelt kommer til at betyde nedgang i den materielle levestandard.

Målet bør være ansvarlighed for vores handlinger på alle niveauer, og - for guds skyld - med æren i behold. I hvert fald den smule, der endnu er tilbage.

Den strukturpolitiske handlingsplan har for øvrigt det klare sigte, at hvis Grønland ønsker større politisk handlefrihed, så er forudsætningen en mere selvbåren økonomi.

Så luk øjnene op, Rud og Reiding. Lad os høre mere konstruktive udmeldinger fra jer. Hvad er jeres bud, når det handler om en mere selvbærende økonomi? Det er da det mindste, vi kan forlange af jer og jeres organisationer.