Fangere og fiskere i Upernavik forbigås

Lavindkomstgruppen bliver hårdt ramt af de beslutninger, som de politisk ansvarlige tager. For en fanger med en årsindkomst på 40.000 kroner er én fugl meget værdifuld. Sådanne begrænsninger på livets opretholdelse medvirker til udryddelse af fangererhvervet

Fredag d. 9. august 2002
Ole Thorleifsen
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Fiskeri, Infrastruktur, Jagt.

Direktøren på Grønlands Naturinstitut har svaret på mine indlæg i Atuagagdliutit og Sermitsiaq i juni måned, og der fremgår det klart, at han følger lovgrundlaget for sin administration, men det fremgår også, at han kun har haft skrivebordsarbejdet som grundlag i sin rådgivning angående lomvier i Upernavik distriktet til beslutningstagerne, nemlig politikerne.

Der er nemlig ingen lomvier i Upernavik distriktet under islægsperioden. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at vi har fået tilladelse til lomviejagt i perioden fra september til februar - en periode, hvor der ikke findes lomvier i området.

Om foråret i maj måned findes der lomvier i flokkevis uden for Upernavik, 20 kilometer fra kysten. De bliver aldrig undersøgt af biologerne aldersmæssigt, ligesom der aldrig foretages tællinger af disse bestande. Det er meget ønskeligt at få dokumenteret, hvor stor en del af disse lomvier, der yngler, og hvor stor en del af disse der bliver kønsmodne. Jeg ønsker een gang for alle at erfare, om de alle eller halvdelen af disse kommer til Upernavik distriktet for at yngle, idet Naturinstituttet har udtalt, at man ikke kan acceptere en reduktion af antallet af ynglende lomvier.

Før jeg har set pålideligt talmateriale kan jeg ikke tro på snakken om, at lomvierne er ved at være udryddet. Her i sommer er ornitologerne endnu engang igang med lomvietællinger, men de tæller kun lomvier på fuglefjeldene. Og man nævner aldrig med et eneste ord alle de lomvier, der kommer til området ud for Upernavik om foråret. Man har ligeledes aldrig nævnt hvilke konsekvenser 1970’ernes indhandling af lomvier har haft for de nuværende lomviebestande. Det nuværende jagttryk er nemlig minimalt i forhold til jagttrykket dengang. Det daværende jagttryk på ynglefuglene synes heller ikke at have haft nogen indflydelse på bestandene i de følgende årtier frem til i dag.

Det er uacceptabelt, at man end ikke har åbnet for mulighederne for kvoteret lomviejagt for fangerne. Der er nemlig ikke så mange erhvervsfangere i Upernavik distrikt og by. Jeg tvivler på at en begrænset jagt til erhvervsfangerne vil kunne resultere i udryddelse af lomvier.

Jeg er overrasket over, at det er Naturinstituttets direktør og ikke politikerne, der har svaret på mit indlæg. I må forstå, at det administrative arbejde og det politiske arbejde er adskilte.

Lavindkomstgruppen bliver hårdt ramt af de beslutninger, som de politisk ansvarlige tager. For en fanger med en årsindkomst på 40.000 kroner er én fugl meget værdifuld. Sådanne begrænsninger på livets opretholdelse medvirker til udryddelse af fangererhvervet.

Jeg forstår, at det offentlige følger godt med i samfundet. men jeg bemærker også at de ikke lægger mærke til, hvilke konsekvenser sådanne fejlagtige beslutninger kan resultere i. Såfremt de skal servicere befolkningen på en retfærdig måde må de i højere grad dygtiggøre sig selv i deres arbejde.

Gennem de seneste år er det blevet tydeligere, hvor stor betydning Naturinstituttet har for samfundet. Som brugere af naturen ønsker vi at bevare dyrelivet, og vi vil samarbejde altid med instituttet.

Jeg har dog svært ved at forstå, hvorfor man ikke udnytter situationen, hvor der er samlet så mange lærde på dette sted. Naturinstituttet er nemlig et videnscenter, og derfor bør man udvikle instituttet til en læreplads. Vi sender biologistuderende til Danmark og Norge, skønt der kunne være en mulighed for dem at studere her i landet. Hvis de kunne studere herhjemme, vil de kunne følge med i den daglige debat i samfundet, og derved blive bedre egnede til at servicere befolkningen med henblik på at styrke vore værdier og identitet.

Fra midten af 1980’erne startede overgangen fra fangererhvervet til fiskerierhvervet i Upernavik kommune, og som følge af det er antallet af erhvervsfangere reduceret. Der kom produktionsanlæg i alle bygderne, således at bygdebefolkningen i højere grad begyndte at ernære sig af hellefiskefiskeriet.

Imidlertid har man i de seneste år nedlagt produktionsanlæggene i Søndre Upernavik, Kangersuatsiaq, Tasiusaq, Nuussuaq og Upernavik, således at man kun kan indhandle hellefisk i Innaarsuit og Nutaarmiut. Der er begrænset indhandling til Aappilattoq og Kullorsuaq, da frysekapaciteten på disse steder er begrænset. Upernavik kommune er meget udstrakt, således at jollefiskere eller andre med mindre både nu kun har begrænsede muligheder for at tage på fiskeri langt væk hjemmefra for at kunne forsørge deres familier. Man må derfor hurtigst muligt sørge for at få genåbnet produktionsanlæggene i Upernavik distrikt.

Man kan nok sige at de er urentable, men befolkningen bør basere deres indtjening på de anlæg, som får tilskud af Grønlands Hjemmestyre, idet skatteindtægterne på den måde også kan gøre gavn til landet. Samfundet må yde en indsats for at få befolkningen i arbejde.

Det er endnu mere beklageligt, at man har nedsat tilskuddet til sælskind så kraftigt, fordi det har bevirket et kraftigt fald i erhvervsfangernes indtjening. Jeg synes at man bør rette op på det, så vi også i fremtiden kan have glæde af erhvervsfangere. Hvis vi skal undgå at reducere vores særegenhed som befolkning, som vi også baserer vores identitet på, til ingenting fordi vi ser ned på det, må vi gøre en indsats for at rette op på det.

Biolog Aqqaluk Rosing Asvid har skrevet et udmærket og værdifuldt indlæg til aviserne om indhandlingstilskuddet til sælskind. Han påpeger, at svagheden ved tilskudsordningen er at tilskuddet bliver udhulet fordi tilskuddet også anvendes til det administrative arbejde og driften i Great Greenland, og fremsætter et ønske om at tilskuddet tildeles direkte til fangerne, således at tilskuddet anvendes til selve formålet. Vi bør ikke ignorere sådanne gode ideer, men bør gøre brug af dem.

Jeg tror på at man vil give passende muligheder til familieforsørgerne. Såfremt befolkningen skal kunne udnytte naturressourcerne i Upernavik distrikt, bør politikerne give egnede muligheder for dette. Det er nemlig, som om de blot har været inaktive iagttagere til de forhold, der er blevet endnu mere alvorlige, og måske har svært ved at forstå uviljen hos fiskerne til at tage på fiskeri. Det er derfor yderst nødvendigt, at man genåbner de lukkede produktionsanlæg - det er på tide at man igangsætter et arbejde for at give familieforsørgerne, der ernærer sig med fiskeri, bedre mulighed for at udføre deres hverv.