Statsministeren kom forbi

Selv om statsministeren klart blander sig i et internt hjemmestyreanliggende kan han bidrage med en ekspertbistand, som måske kan være med til at sætte skub i en udvikling, som alle er interesserede i. Men samtidig kan der kastes lys over områder, som er med til at forhindre den nødvendige økonomiske ekspansion i erhvervslivet.

Fredag d. 23. august 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Infrastruktur, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Forleden tilbragte det danske statsministerpar nogle hyggelige dage sammen med landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og fru Kristjana. På en fantastisk rejse fra Disko-området via Nuuk til Sydgrønland fik de danske gæster en ganske god fornemmelse for de turismemuligheder, som den enestående grønlandske natur byder på.

Statsministeren benyttede da også lejligheden til at notere, at turismen springer i øjnene som et erhverv, Grønland bør satse meget på. I det hele taget er erhvervsudvikling en forudsætning for økonomisk vækst, påpegede, Anders Fogh Rasmussen. Og han tilføjede, at først når Grønland via økonomisk vækst bliver i stand til selv at betale en større del af landets udgifter, begynder der at være realisme i et reduceret bloktilskud fra den danske stat.

Som et tilbud til landsstyret foreslog statsministeren, at en grønlandsk/ dansk arbejdsgruppe undersøger, hvordan der kan skabes økonomisk vækst i Grønland.

Står det til den danske regeringschef, skal dette arbejde igang så hurtigt som muligt. Den grønlandske reaktion er mere forbeholden. Landsstyreformanden var tydeligt overrumplet, og man må da også spørge, hvad den liberale statsminister vil med en sådan arbejdsgruppe, når han samtidig fastslår, at markedet skal styre udviklingen. "Markedssituationen bestemmer i hvilke erhverv og hvor, udviklingen skal ske," sagde Fogh og tilføjede, at arbejdsgruppen blandt andet skal identificere barriererne for denne udvikling.

Den har vi hørt før. Igennem årene har den ene rapport efter den anden skabt grundlag for masser af debat, men desværre meget lidt handling.

Måske har statsministeren ret i, at politisk udpegede vækstcentre er en forfejlet strategi. Men han har ikke ret i, at politikerne skal holde sig fra klejnedåsen. Politikerne skal blot lære at tænke sig bedre om.

De hyppigt fremhævede særlige grønlandske forhold har Danmarks statsminister muligvis ikke større indsigt i, men disse forhold nødvendiggør en vis politisk regulering og et snævert samspil mellem det politiske system, som unægteligt er noget mere håndgribeligt end "markedet."

Måske kommer væksten af sig selv i Danmark og andre begunstigede lande. Sådan er det ikke i Grønland, og derfor kan man ikke se bort fra politikerne. De skal blande sig, for ellers sker der ingenting; men de skal blande sig med omtanke.

Tag for eksempel de forestående beslutninger om havneudvidelser. Væksten har fundet sted i Nuuk, og så er det her kapacitetsudvidelsen må have førsteprioritet. Men det betyder ikke, at Landstinget skal undlade at forholde sig til, hvor man ellers ønsker vækst - måske hjulpet på vej med bedre havnefaciliteter.

Selv om statsministeren klart blander sig i et internt hjemmestyreanliggende kan han bidrage med en ekspertbistand, som måske kan være med til at sætte skub i en udvikling, som alle er interesserede i. Men samtidig kan der kastes lys over områder, som er med til at forhindre den nødvendige økonomiske ekspansion i erhvervslivet.

Arbejdsgruppen bør sætte fokus på udgiftsområder, som i dag ikke dækkes af bloktilskuddet, men som måske burde være omfattet af tilskud. Her tænkes på den meget dyre infrastruktur høje fragtrater, meget høje flybilletpriser, meget høje omkostninger til telekommunikation, som forhindrer den erhvervsudvikling, som er nødvendig for at Grønland på længere sigt kan blive økonomisk selvbærende. Selv om det ikke er meningen, kan arbejdet godt resultere i, at arbejdsgruppen anbefaler et højere bloktilskud - eller målrettede tilskud til at nedbringe de høje infrastrukturomkostninger.

Når det er sagt, så har statsministeren fuldkommen ret i, at Grønland og Danmark har en fælles interesse i at sætte en selvbærende økonomisk udvikling igang.