Lad domstolene afgøre Puisi-skandalen

Budgetterne holdt nemlig ikke, og efterhånden skulle der flere penge til. De blev efter ordre fra Jonathan Motzfeldt hentet hos Sulisa, SIKs beskæftigelsesfond skød penge ind, og i Nanortalik skød en håndfuld private erhvervsdrivende deres spareskillinger ind i det tvivlsomme projekt. Senere brugte virksomheden mafiametoder og fortielser over for landsstyret og Landstinget, da der var behov for en garanti foret millionlån

Fredag d. 15. november 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Love og konventioner, Politik, Puisi.

For nogle år siden fik belevne folk i Royal Greenland den indlysende tanke, at sælen ikke blot kunne anvendes i det grønlandske spisekammer og som pelsværk.

Kunne en industriel bearbejdning af dyret føre til nye produkter og dermed nye indtægter for det grønlandske samfund? Svaret var et positivt ja, og det blev understøttet af videnskabelige undersøgelser, som påviste, at sælolien havde helsebringende egenskaber på linie med den velkendte fiskeolie.

Den korte version af den efterfølgende historie er, at virksomheden Puisi A/S så dagens lys. Virksomheden skulle udvinde sælens olie og producere velsmagende pølser af dyrets kød. Olien skulle videreforarbejdes i Kina og sælges som piller på det enorme kinesiske marked - og pølsen, der var krydret efter kinesisk smag, skulle pryde spisebordene i Shanghai og Beijing. Markedsundersøgelser i Kina havde godtgjort, at markedet var til stede, kundgjorde virksomhedsprojektets bagmænd.

Hjemmestyret trådte vanen tro til med tilskudspenge til den nye virksomhed. Royal Greenland skød sin lukkede fabrik i Nanortalik ind i selskabet, for her skulle produktionen finde sted, og det medførte gyldne forhåbninger på byens borgmesterkontor.

Det er der ikke noget at sige til, for virksomhedens budgetter var guldrandede. Talkolonnerne afslørede, at virksomheden efter blot et par års drift ville få et trecifret millionoverskud. Grønlands nye guldåre! Eller Grønlands fremtid, som borgmester Nikolaj Ludvigsen stolt proklamerede, da han viste Sermitsiaq et prøveeksemplar af de sælpølser, der skulle vederkvæge millioner af kineseres smagsløg.

Den samme borgmester var dengang formand for virksomhedens bestyrelse. I dag, få år senere, er han gjort medansvarlig for en af Grønlands største erhvervskatastrofer.

Budgetterne holdt nemlig ikke, og efterhånden skulle der flere penge til. De blev efter ordre fra Jonathan Motzfeldt hentet hos Sulisa, SIKs beskæftigelsesfond skød penge ind, og i Nanortalik skød en håndfuld private erhvervsdrivende deres spareskillinger ind i det tvivlsomme projekt. Senere brugte virksomheden mafiametoder og fortielser over for landsstyret og Landstinget, da der var behov for en garanti foret millionlån.

Pengene fossede ud af Puisis kasse, uden at produktionen reelt kom i gang. Samtidig sørgede en charmerende amerikansk fantast for, at millioner af kroner blev overført til Kina - og her skete heller ingenting, bortset fra at amerikaneren blev nogle millioner rigere.

Puisi gik konkurs. Helt forudsigeligt. Og nu foreligger kurators endelige redegørelse, som placerer ansvaret for skandalen og milliontab. Det er forudsigelig, men rystende læsning, som maner til alvorlig eftertanke.

Redegørelsen er et lærebogseksempel på, hvordan ukvalificerede og groft uansvarlige mennesker kan smadre et grundlæggende lovende erhvervsprojekt.

Redegørelsen er samtidig et indirekte budskab om, hvor nødvendigt det er, at holde politik og erhvervsvirksomhed adskilt. Et budskab om, at politikerne fremover skal nøjes med at skabe rammer - også økonomiske - for erhvervsudviklingen. Og så derefter holde fingrene fra klejnekassen.

Endnu er ingen dømt, men kurators redegørelse antyder, at nogle af de involverede formentlig kan dømmes. Vi kan kun opfordre til at sagen kommer for en domstol. Alt andet vil være en alvorlig krænkelse af den almindelige borgers retsfølelse - og endnu et bevis på det velkendte fedtspil i grønlandsk politik.