Sælskind og sultne børn

Ud af en befolkning på 56.000, har blot 500 personer sælfangst som erhverv. Til gengæld er der mere end 9000 fritidsfangere. Fangsten er primært en fritidssyssel for skolelærere, politibetjente og kontorchefer.
Sælprodukter udgør langt under 10 procent af værdien af al Grønlands kød- og fiskeeksport. Eksporten bestemmes alene af verdensmarkedets frie kræfter. Grønlandske børns vilkår handler derimod om voksnes svigt. Om levebrødspolitikere, der i mere end 25 år har leget samfund, med Danmark som en umælende, men meget rig gaveonkel.

Fredag d. 27. februar 2009
Thor Hjarsen, Rådgivende arktisk biolog    
Emnekreds: Børns vilkår, Erhverv, Naturbeskyttelse, Sælfangst.

EU-parlamentarikeren Ole Christensen hævder 10. februar her i avisen (NordJyske), at den grønlandske sælskindseksport hænger sammen med landets sultne børn. Dette er i bedste fald en meget uheldig misforståelse.

I 2006 blev Grønland afsløret i dansk presse som mellemhandler af mere end 150.000 kølledræbte canadiske sælungeskind. Allerede i 2004 betegnede AG/Grønlandsposten denne handel for ”en helt ubegribelig dumhed, som ikke bare sætter Grønlands troværdighed på en hård prøve, men underminerer den”. Grønland er nu selvforskyldt sovset godt ind i EU’s mulige forbud mod sælskind.

De canadiske sælungefangster ser blodige ud på tv. I Grønland er fangstmetoderne en ren gyser. Ud over den årlige fangst af 180-200.000 sæler, anskydes og mistes op mod 50-60.000 sæler. I Grønland skydes på svømmende sæler med riffel fra en gyngende båd – naturligvis noget der giver mange sårede sæler.

I canadisk sælungefangst er tabene noget nær procent. Fangsten sker på isen, hvor der ingen flugtmuligheder er. Brutalt, men effektivt. Den canadiske fangst bliver overvåget af dyrlæger. I Grønland har ingen dyrlæger endnu ville lægge ryg til en undersøgelse.

Canadierne flår 250.000 sælunger årligt og efterlader enorme mængder kød på isen. Men i Grønland kasseres også enorme mængder frisk kød. Alene sidste år var der beretninger fra Østgrønland, hvor en hel flok narhvaler var blevet slagtet, men kun tænderne og spækket brugt. Og i Sydgrønland blev mere end 2000 sælkroppe smidt i havet på bare to uger. Kun skindene blev brugt. I Grønland skydes der enorme mængder dyr. På papiret er der dagligt en meget stor sæl- eller hvalbøf på middagsbordene i Nuuk og Nanortalik. 350-450 gram rødt kød til hver eneste grønlænder – fra spæd til olding – hver dag! Alligevel er der grønlandske børn, der sulter! Eneste forklaring, er det enorme misforhold mellem fangst og behov.

Ud af en befolkning på 56.000, har blot 500 personer sælfangst som erhverv. Til gengæld er der mere end 9000 fritidsfangere. Fangsten er primært en fritidssyssel for skolelærere, politibetjente og kontorchefer.

Der er ingen direkte kobling mellem indhandlingen af sælskind og eksporten. Hjemmestyret har i årtier opkøbt sælskind, selvom skindene ikke eksporteres. Årligt kasseres op mod 100.000 sælskind i Grønland. Heller ikke dette spild genfinder man i den canadiske sælfangst.

Sælprodukter udgør langt under 10 procent af værdien af al Grønlands kød- og fiskeeksport. Eksporten bestemmes alene af verdensmarkedets frie kræfter. Grønlandske børns vilkår handler derimod om voksnes svigt. Om levebrødspolitikere, der i mere end 25 år har leget samfund, med Danmark som en umælende, men meget rig gaveonkel.

Uanset om EU ikke laver forbud mod sælskind eller ej, vil Grønlands børn stadig gå sultne i seng, hvis ikke politikere som Ole Christensen snart griber ind.