Hvordan får vi en reel diskussion om Alcoa?

Der er grænser for, hvor meget Grønland kan investere i projektet. Alcoa skal i lighed med andre virksomheder selv etablere faciliteter som personaleboliger, havnefaciliteter mv.

Onsdag d. 27. maj 2009
Grønlands Arbejdsgiverforening
Emnekreds: Erhverv, Råstoffer, Økonomi.

Grønlands Arbejdsgiverforening og Nusuka har længe været en aktiv debattør i udredningsarbejdet omkring Alcoa projektet. Det agter vi stadig at være, for vi føler fortsat ikke, at vi har fået en tilbundsgående dialog omkring kernen i problemet, nemlig hvad Grønland får ud af dette store projekt, når og hvis det realiseres. Vi vil ikke i denne sammenhæng beskæftige os med ejerskabsmodellen, idet dette emne vel må være uddebatteret. Langt de fleste har efterhånden indset det uholdbare i, at Grønland skulle påtage sig et medejerskab og dermed en gigantisk risiko, der kunne bombe vores håb om en selvbærende økonomi flere årtier tilbage.

Men tilbage står, at vi mangler at få belyst Alcoa projektets reelle værdi for Grønland. Vi er klar over, at Greenland Development (GD) arbejder på en række rapporter, hvilket vi naturligvis er meget tilfredse med - bortset fra, at det tager alt for lang tid at få dem frem. Vi må konstatere, at de menneskelige og økonomiske ressourcer, der er afsat til denne - efter vores mening vigtigste opgave i forundersøgelserne - desværre ikke er tilstrækkelige. Navnlig ikke set i forhold til de alvorlige problemstillinger, vi skal forholde os til og træffe beslutninger om.

Lad os tage en åben diskussion, men baseret på virkelighed - ikke på falske forhåbninger.

For at få lidt gang i debatten omkring økonomien i projektet, vil vi (på trods af den uvidenhed, som GD’s direktør for nylig gav udtryk for en af os har), alligevel forsøge at lave nogle enkle beregninger, som forhåbentligt kan sætte tingene lidt i perspektiv.

Det har ligesom været betragtet som en selvfølge, at projektet vil være en økonomisk fordel for Grønland, men tallene har hidtil været hemmeligholdt af GD. Vi vil derfor forsøge at anskueliggøre projektets indtægter for de offentlige kasser gennem nogle meget simple beregninger. De kan om ikke andet give et fingerpeg om, at det i hvert fald ikke er milliardbeløb, vi snakker om. Vi gør det ikke for at være lyseslukkere eller udtrykke en negativ holdning til Alcoa projektet, som vi gerne ser realiseret, såfremt det samlet set er en god ide for Grønland. Men for at få lidt fast grund under fødderne i diskussionen.

Hvilke indtægter kan vi forvente?
Vi vil gå ud fra den forudsætning, at de eneste indtægter vi får fra projektet de første mange år, er skat fra medarbejderne. Herudfra vil vi give vort bud på, hvor meget det vil bidrage til Grønlands økonomi. At det er en rimelig forudsætning bygger vi på, at GD - som hjemmestyrets forhandlingsenhed overfor Alcoa - tidligere har sagt, at man ikke skal forvente selskabsskat de første 15 år. I lighed med alle andre vil man naturligt nok bruge de muligheder, som vores skattelovgivning giver på dette område. Med hensyn til royalty for udnyttelsen af vandressourcen kender vi endnu ikke betingelserne herfor, men skal der være økonomi i projektet, skal vi nok heller ikke regne med kæmpe beløb herfra. Det nuværende marked for aluminium skal forbedres markant for at projektet giver overskud, og det vil være vanskeligt at få Alcoa til at etablere et smelteværk i Grønland, hvis vi på forhånd brandbeskatter projektet.

Hvis vi med disse forudsætninger går ud fra, at der i alt skabes ca. 1.200 jobs, som hver får 300.000 kr. i løn, vil der i alt blive udbetalt 360 mio. lønkroner om året. Vi vælger at antage, at hele dette beløb kan beskattes og at landskassen får sin andel på 11%. Den resterende del regner vi med vil blive anvendt til den service, som de mange nye beboere i Maniitsoq by skal have. Sådan gør vi i alle andre byer, så hvorfor skulle det være anderledes i Maniitsoq?

Den eneste ekstraindtjening til landskassen vil således være ca. 40 mio. kr.. Et tal som sikkert vil virke provokerende på mange, idet forventningerne jo er nogle helt andre. Det er klart, at man med andre forudsætninger når andre resultater, men det er vores vurdering at dette tal hverken er pessimistisk eller optimistisk, men derimod realistisk. Vi deltager gerne i en diskussionen af forudsætningerne, men med Landsstyrets og GD’s ulyst til at diskutere økonomien i projektet har det desværre lange udsigter.

Selv hvis man valgte at indregne det samlede skatteprovenu og gange mit resultat med 3, så der tages højde for fradrag m.v., er der for os ikke tvivl om, der er grænser for hvor meget Grønland kan investere i projektet. Det være sig i form af aktier, uddannelse, infrastruktur eller andre serviceforanstaltninger.

Det er derfor vores holdning, at såfremt projektet realiseres, skal Hjemmestyret - selvstyret - holde sig fra at blive aktionær, men kun investere i det minimum af infrastruktur, som man er lovmæssigt forpligtiget til. Faciliteter som personaleboliger, havnefaciliteter m.v. må Alcoa i lighed med andre virksomheder, der etablerer sig, afholde alle udgifter til. Ellers risikerer vi, at projektet i stedet for at skabe indtægter til Grønland skaber udgifter!

For os at se kan de relativt begrænsede indtægter betyde, at de øvrige borgere i Grønland reelt kan blive tvunget til at betale bidrag til projektet via borgernes skatter. Oven i købet i en lang periode. Det kan til gengæld godt tænkes at være en fornuftig investering i fremtiden. Især hvis det betyder, at nogle af vores landsmænd kommer i arbejde og vi på sigt får en bedre samfundsstruktur, der kan bringe os tættere på målet om større økonomisk selvbårenhed. Sagt med andre ord: Hvis vi kan hjælpe mennesker fra Kangaamiut, Kangerluk, Qasigiannguit eller andre steder til at få en bedre tilværelse, kan det i en overgangsperiode være fornuftigt.

Der er efter Nusuka’s og GA’s mening meget at gennemtænke, inden vi ukritisk kaster landet ud i et gigantisk industriprojekt - på andres betingelser.