Kommentar til åbningstalen ved efterårssamlingen 2009

Efter de mange begivenheder i foråret og hen over sommeren er det tydeligt, at vi som enkeltpersoner og som samfund som helhed har oplevet noget stort i vores historie ved at tage skridtet med indførelsen af Selvstyret - begivenheder vi altid vil huske og som helt sikkert vil give os mange kræfter til vort fremtidige arbejde.

Onsdag d. 30. september 2009
Juliane Henningsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit
Emnekreds: Bosætning, Erhverv, Fangst, Fiskeri, Socialt ansvar, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Regionerne i landet
Den ydre og den indre omsorg
Uddannelse
Erhvervsområdet
Fiskeriet
Fangererhvervet


Jeg vil gerne takke for at vi her i Landstingets mødesal som folkevalgte kan samles og fremkomme med vore forskellige meninger og målsætninger.

Efter de mange begivenheder i foråret og hen over sommeren er det tydeligt, at vi som enkeltpersoner og som samfund som helhed har oplevet noget stort i vores historie ved at tage skridtet med indførelsen af Selvstyret - begivenheder vi altid vil huske og som helt sikkert vil give os mange kræfter til vort fremtidige arbejde.

Under Inuit Ataqatigiits uforglemmelige landsmøde her i sommer i Paamiut traf vi en række beslutninger om forskellige politiske målsætninger, og disse beslutninger udgør pejlemærkerne for vort arbejde i den kommende tid.

I Inuit Ataqatigiit er vi er nu 14 medlemmer fra Østgrønland, fra Vestgrønland, fra Nordgrønland, fra Midtgrønland og fra Sydgrønland i Landstinget, og vi ønsker alle at sige tak for valget af os. Vi føler os ydmyge over for vælgernes tillid til, at vi kan realisere vort løfte om at arbejde for vort samfund. Efter vælgernes dom ved valget til Landstinget har vi i Inuit Ataqatigiit påtaget os den forpligtelse og det ansvar at påtage os ledelsen af vort land med grundlag i en fortsættelse med styrke og et bredt fundament med fornyelse i højsædet. Vi opfatter meldingen fra den grønlandske befolkning som entydig. Der er behov for fornyelse i ledelsen af vort land. Netop dette ønske fra befolkningen om forandring bruger vi som ledetråd og som vores overbevisning, hvilket formanden for landsstyrett i sin åbningstale gav klart og tydeligt udtryk for.

Vi dannede i Inuit Ataqatigiit det nye landsstyre sammen med Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat d. 12. juni 2009. Denne nye koalition med et klart flertal bag sig giver os både muligheder og forpligtelser i vort fremtidige arbejde. Jeg synes, at det vil være på sin plads her over for befolkningen at fremlægge indledningen til den nye koalitionsaftale omkring vort samarbejde i de kommende år.

(Citat:) ” Vores vision og fælles mål er at skabe et samfund, hvor der er brug for alle, og der er plads til alle. Med vilje og håb vil vi bygge et samfund, hvor vi gensidigt styrker hinanden som individer og folk.

I dialog og samspil med befolkningen skal vi skabe grundlaget for er værdigt liv, hvor alle har mulighed for at udvikle sig og opretholde livet ved aktiv selvforsørgelse.

Sammen med befolkningen vil vi med et solidt lederskab skabe rammerne for et sundt samfund i forandring.

Med solidaritet og lighed som grundsten skal vi alle bidrage efter vore evner og formåen, ligesom de som har behov for hjælp skal modtage støtte.” (citat slut)

Vi må alle samarbejde for gennem de næste fire år at opnå en mere tilfredsstillende udvikling og en bedre og stærk position for vort land og for borgerne i dette land. Vort ønske er, at vi som et helt samfund og som politikere gennem en helhjertet indsats og gennem fælles indflydelse skal bruge tiden til at udvikle vort fælles ansvar.

I det politiske arbejde og gennem vore prioriteringer skal vi huske, at det kræves af os at den øjeblikkelige økonomiske situation tilsiger os at gennemføre en stram styring. Dette, selvom det er helt tydeligt, at alle partier meget gerne ville fremsætte buketter af ønsker, dersom vore økonomiske midler udsprang fra en uudtømmelig kilde.

Imidlertid blev vi i formanden for landsstyrets åbningstale mindet om, at dette ikke er virkeligheden. Vi tager derfor meget gerne meldingen fra landsstyrets formand om en nøje prioritering på en ny måde, og vi tager også meldingen om en stram økonomisk styring til efterretning og kan således kun støtte dette krav. Hver en krone skal bruges med omhu. I den forbindelse ser vi med glæde frem til førstebehandlingen af finanslovsforslaget, og vi vil til den tid fra Inuit Ataqatigiit benytte lejligheden til at fremsætte vore egne prioriteringer.

Én ting er dog sikker: de forhold hvor man bare har ladet stå til - heriblandt de områder, hvor befolkningen udelukkende har måttet stå i venteposition. Vi må begynde at sætte spørgsmålstegn ved forhold, hvor vi tidligere har ladet stå til, fordi vores udvikling i forhold til verden omkring os kræver det. Vi skal optimere og forbedre de kræfter, vi er i besiddelse af og gøre os konkurrencedygtige over for omverdenen.

Under dette møde i Landstinget vil der blive fremlagt mange forskellige overskrifter og mange arbejdsopgaver. Der er en række lovændringer som konsekvens af indførelsen af Selvstyret - om sprogpolitik, om en rammelovgivning omkring kompetencen på råstofområdet - og de udgør kun et par af de beslutninger, vi skal træffe under denne samling.

Vi ønsker allerede på dette tidspunkt at sige, at vi blandt andet har bemærket, at landsstyret ønsker at tage sagen om ibrugtagning af grønlandske pengesedler op til revurdering. I en tid med en international finanskrise er det for os ikke det væsentligste problem, hvorledes de penge vi har i hånden er udformet, og vi ved jo allerede, at grønlandiserede pengesedler ikke kan anvendes uden for landets grænser. Anvendelsen af dem vil føre til unødvendige forhindringer for befolkningen. Imidlertid vil vi dog spændt afvente landsstyrets oplæg.

Regionerne i landet
Efter kommunesammenlægningen har overgangen været en stor udfordring. Fra Inuit Ataqatigiit støtter vi gennemførelsen af den nye ordning med tanke på den rationalisering og koordination, som gennemføres i øjeblikket. Gennem forenklingen ved, at landets hidtidige 18 kommuner er reduceret til 4 storkommuner har vi for første gang fået en enestående mulighed for en sammenhængende indsats over for borgernes vilkår. Det er et spændende og udfordrende arbejde. Det kan siges at realiseringen af den fine målsætning allerede er godt i gang – samtidig med kravet om en ny måde at tænke på og parathed til omstilling.

I Inuit Ataqatigiit lægger vi vægt på, at en åben dialog omkring forhindringer og spørgsmål i øvrigt mellem landsstyret og kommunerne kan fortsættes i fælles forståelse.

I tilknytning hertil håber vi, at Departementet for Indenrigsanliggender, som vi var med til at etablere, gennem en forbedret dialog kan understøtte og være med til at tage initiativer i forbindelse med overtagelse af ansvarsområder for både kommunerne og Selvstyret. Vi har tillid til, at man gennem øget selvbestemmelse i kommunerne kan højne niveaut for den nødvendige service over for borgerne. På den baggrund vil vi udtrykke vores glæde over at se, at medlemmerne af de fire nye kommunalbestyrelser, embedsmændene og borgerne generelt alle tager del i arbejdet for at opnå de bedste resultater.

I forbindelse med landsstyrets bestræbelser på udformningen af en regional udviklingsplan og udmøntningen heraf er kommunerne naturligvis placeret meget centralt. Vi satser i den forbindelse på en udvikling baseret på forskelligheden mellem alle byer og bygder, og vi byder allerede nu alle borgerne velkommen til at komme med deres bidrag til udformningen af denne udvikling. I denne plan lægger vi vægt på erhvervsudviklingen. Kommunerne må i samarbejde med deres bygder og byer finder frem til nye veje, og vi vil i denne sal i videst muligt omfang udstikke brugbare retningslinjer og skabe grundlaget for en vellykket udmøntning af planerne. Den til tider højlydte diskussion om et forsøg på at splitte by- og bygdebefolkningen er efter vores opfattelse både ubetryggende og ikke til nytte for nogen.

Vi har tværtimod brug for en planlægning baseret på den viden, vi er i besiddelse af, og det er derfor glædeligt at landsstyret specielt satser på planlægningen af en erhvervsudvikling, på uddannelse og på anlægsområdet i byer og bygder i yderdistrikterne. Herigennem får vi for første gang skabt redskaberne til et reelt samarbejde og en fælles planlægning - ikke mindst også med et langsigtet perspektiv for øje.

Den ydre og den indre omsorg
Alle mennesker har forskellige medfødte evner, og vi har alle det til fælles, at vi kan fremkomme med vores bidrag til samfundet. Det er i Inuit Ataqatigiit vores grundlæggende opfattelse, at borgerne i fælles flok skal sikre retten til uddannelse, retten til god behandling i sundhedsvæsenet og enhver nødvendig støtte på basis af den enkeltes behov skal til hver en tid være en mulighed.

Her er det vigtigt at bemærke sig forskellen mellem en ensartet støtte og ligeværdige vilkår, eftersom mennesker, uanset de vilkår de lever under, ved en ensartet hjælp ikke vil opnå en lige værdig støtte eller vilkår.

Ligeværdig service betyder individuel hjælp og støtte på grundlag af og med respekt for den enkeltes vilkår. Baggrunden herfor er, at vi alle har et forskelligt udgangspunkt i vort liv. Vi mener derfor, at vort arbejde for borgerne skal ske med basis i den enkeltes behov.

Derfor er vi også enige med landsstyret, at midlerne fra børneopsparingen kan bruges bedre til tiltag for vore børn og unge, der har de største behov for hjælp. Vi er endvidere enige med Landsstyreformanden i, at vi ikke kan leve med at vores børn har trivselsproblemer. Børnene i vores samfund ER vores vigtigste ressource og værdi i vores fælles fremtid. Derfor er det absolut nødvendigt, at vi sætter fokus på omsorgssvigt blandt børn, og vi er glade for at høre, at landsstyret har påbegyndt en sammenhængende og koordineret indsats på børne- og ungeområdet.

Ligeledes har vi store forhåbninger til igangsættelsen af landsstyrets bebudede ”Skatte- og Velfærdskommission”. Det har vi, fordi det er nødvendigt med en fordeling af goderne i samfundet, og fordi det er nødvendigt, at konsekvenserne af skatte- og afgiftssystemet sammen med vores viden og en samlet vurdering om varetagelsen af samfundets interesser i deres helhed kan danne grundlaget for de ændringer, der må foretages. Til dette hører også den faktor, som vi i de senere år i voksende omfang har fået påvist: eksistensen af de store lønforskelle her i landet og fattigdomsproblematikken, som vi alle i fællesskab skal bekæmpe. Det vil være en del af kommissoriet for kommissionen; vi glæder os til de næste skridt og den nye viden, vi får til rådighed.

Vi hilser det derfor også med glæde, at landsstyret allerede nu har en målsætning om hæve ydelsen til vore førtidspensionister med virkning allerede fra juli 2010, og da vi alle kender behovet hos netop denne gruppe borgere kan vi kun støtte dette tiltag.

Når vi taler om sundhedsområdet har vi som udgangspunkt, at det enkelte menneske har ansvaret for sit eget helbred. Vi har allerede her i landet fået det klart bekræftet, at hvis vi som enkeltindivider eller som en del af en familie påfører os forskellige livsstilssygdomme, er dette meget omkostningskrævende både for én selv og for samfundet. Samtidig fortsætter denne uheldige tendens. Der er derfor al mulig grund til, at vi fra nu af passer bedre på vort liv og vores krop gennem forebyggende foranstaltninger mod misbrug, gennem en øget udøvelse af idræt samt gennem en øget indtagelse af sunde madvarer. Da vi alle har et ønske om den bedste service fra sundhedsvæsenet uanset hvor i landet vi bor, kan vi kun støtte initiativerne til en reform af sundhedsvæsenet med henblik på en fortsættelse af bestræbelserne på en forbedring af kvalitetsniveauet – og vi sætter stor pris på, at landsstyret anser dette område som værende af stor betydning og har placeret det højt på deres prioriteringsliste.

På samme måde er det et af vore vigtigste målsætninger at sikre en prioritering af nødvendigheden af et stærkt samfund. Vi ønsker gennem en styrkelse af vort indre liv at medvirke til at bane vejen for at skabe et stærkt samfund gennem overbevisningen om, at vi gennem vores identitet og gennem en stadig videreførelse og udvikling af vores kultur kan nå dertil.

Vi vil fra Inuit Ataqatigiit i vort fortsatte politiske samarbejde med alle have dette som vores målsætning. Et af de mål, som vi har ihærdigt har arbejdet for - en teaterlov – har vi forstået, at landsstyret ikke har aktuelle planer om at fremsætte. Dette er vi kede af, fordi vi alle har brug for at tage et skridt videre i landets teaterliv – og her må landsstyret være med. Det vil derfor interessant at høre, hvornår landsstyret agter at tage dette skridt mod realiseringen af en grønlandsk teaterlov?

Kirken udgør her i landet et værdifuldt samlingssted, hvorfor vi også på dette område gør en selvstændig indsats for at udarbejde i en nyvurdering af hele den eksisterende struktur inden for kirkens område. Dette anser vi for nødvendigt for at gøre kirken lettere tilgængelig som samlingspunkt for alle. Hvis vi frigør os fra vore gamle forestillinger og laver en nyordning vil kirkens tilbud til os alle være mere mangfoldige – både for menigheden og for kirkens folk.

Et godt og trygt hjem som base i ens dagligliv vil udgøre et godt fundament for et stærkere og mere trygt liv. Vi må derfor ændre den gennem de sidste år gældende politik i boligbyggeriet, som har nedprioriteret målet om boliger til alle, men favoriseret den velstillede af befolkningen. Vi er af den overbevisning, at det nu er på høje tid at påbegynde et boligbyggeri, som tilgodeser alle borgerne.

Dette gælder i særlig grad den del af befolkningen, som ikke har de store muligheder for at investere i en bolig, endsige optage lån til en bolig. Den store majoritet af landets befolkning bor på lejemål - det være sig en lejlighed eller et hus. Imidlertid er det et godt tegn, at flere og flere er begyndt selv at bekoste byggeriet af egen bolig. Vi glæder os på den baggrund over, at landsstyret agter at øge takten af anlæg af almene boliger i de byer, hvor der er størst tilflytning. Ligeledes ser vi frem til den bebudede undersøgelse af behovet for en anlægsplan, for så vidt angår boliger med baggrund i det standende behov i landets forskellige regioner, og at man på baggrund heraf agter at foretage en grundig nyvurdering af behovet. Vi ser frem til resultatet af denne undersøgelse.

Uddannelse
En veluddannet befolkning er det samme som et samfund, som kan stå på egne ben. En uddannelse er en berigelse for det enkelte menneske og for samfundet som helhed.

Efter vores opfattelse er det et de vigtigste mål at sikre, at en udbygningen af uddannelserne resulterer i en øgning af vore kræfter til at støtte vore børn og de svagere grupper i vort samfund.

Initiativer inden for uddannelsesområdet har opbakning fra alle sider i Landstinget, og det er nu begyndt at vise sig tydeligt ved flere studerende, ved flere der fuldfører deres uddannelse, og således har vi i fremtiden flere til at varetage samfundets opgaver. Vi har således grund til at nære et positivt håb.

Vi har en forpligtelse til at udforme en ny uddannelsespolitik, som sikrer fremskridt på grundlag af samfundets behov. I Inuit Ataqatigiit betragter vi det af betydning, at alle uddannelser her i landet har fodfæste i den grønlandske virkelighed, i vores kultur og sprog og i vores historie, samtidig med at uddannelseniveauet kvalitetsmæssigt kan måle sig med verden omkring os. Vi ønsker at styrke uddannelsesområdet under ét, og vi støtter en harmonisk og samordnet struktur lige fra de endnu ikke skolepligtige børn i børnehaverne helt frem til de videregående uddannelser.

Det er imidlertid nødvendigt at revurdere hele området omkring uddannelsesformer og alle aspekter omkring en koordinering. I den forbindelse skal vi opfordre landsstyret til i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne samt de studerende at iværksætte initiativer med det mål i højere grad at minimere det eksisterende frafald fra uddannelserne.

Ligeledes skal vi anmode om, at man nøje overvejer at overflytte Piareersarfiit, som udgør et centralt led i bestræbelserne på at højne uddannelsesniveauet til Direktoratet for Uddannelse, som i forvejen varetager opgaverne omkring udviklingen af hele uddannelsesområdet.

Ligeledes ønsker vi at fremme den decentrale uddannelsesform i form af flere pilotprojekter og videreførelse af de eksisterende tilbud. Situationen er jo den at hvis bestræbelserne på at højne uddannelsesniveauet over hele spektret skal lykkes er det alene de forskelligartede forhold rundt omkring i landet, som forhindrer en ordentlig udmøntning af børnenes uddannelse; vi må gennem anvendelse af nye uddannelsesformer og ved brug af den eksisterende teknologi søge at udrydde disse begrænsninger.

På samme måde har vi brug for de erfaringer fra de lande, vi samarbejder med. Således vil vi anbefale landsstyret at kigge nærmere på de anbefalinger, der fremkom under sommerens seminar under Vestnordisk Råd med overskriften uddannelse. Disse anbefalinger er efter vores opfattelse ganske brugbare for det videre arbejde.

Erhvervsområdet
Hele erhvervsområdet og de områder, som akkumulerer og på sigt vil skaffe indtægter til Landskassen har ved indførelsen af Selvstyret udgjort en vigtig del af fokus omkring rammerne for fremtiden.

Råstofudviklingen, etablering af store virksomheder baseret på vandkraft, turisme samt produktion af nye produkter baseret på grønlandske råvarer udgør de søjler, som bør udvikles som et supplement til fiskeriet og fiskeindustrien, som hidtil har været placeret helt centralt i landets indtjening.

Vi glæder os ligeledes i denne forbindelse til, at vi under denne efterårssamling skal behandle et lovforslag fra landsstyret omkring udviklingen af landbruget som et egentligt erhverv. Efter vores opfattelse vil en yderlige udvikling inden for landbrug og dyrehold komme hele landet til gode. Det er ligeledes tydeligt at vi også her sidder med en del af ansvaret for en stabil udvikling af denne del af erhvervslivet.

En forskelligartet forgrening af virksomheder, hvor Selvstyret er medejer skaber en stor binding for samfundet - ikke alene økonomisk, men også med hensyn til hele handelsmønstret.

Vi ser på den baggrund med spænding på udmeldingen fra formanden for landsstyret: Er det rimeligt at samfundet for tid og evighed skal føre virksomhedsdrift som medejere af store og økonomisk tunge foretagender? Hermed er der ganske sikkert åbnet en lem med mange spørgsmål, men én ting er sikkert: det er et velvalgt tidspunkt at åbne op for en sådan diskussion – og det er velgørende at landsstyret påbegynder en kulegravning af alle relevante spørgsmål på dette område, således at vi med den fornødne ballast kan deltage i debatten og tilføje vores holdninger til diskussionerne.

Det er således også vores forhåbning, at vore medborgere ikke vil holde sig tilbage fra at deltage i denne vigtige debat, og at de vil fremkomme med deres egne holdninger.

Vi anser det i Inuit Ataqatigiit for væsentligt, at de omtalte virksomheder én for én kommer under luppen og på denne baggrund bliver vurderet.

Eksempelvis er vi tilbageholdende med at omdanne virksomheder med livsvigtige forsyningsopgaver over for samfundet til aktieselskaber. Vi ved at kontrollen med sikring af borgernes daglige livsfornødenheder vil blive mere vanskeliggjort, og at servicen over for borgerne vil komme i anden række, dersom der primært bliver satset på virksomhedens overskud som fokuspunkt. Denne situation kan vi ikke leve med.

Fiskeriet
En stor del af vort lands rigdomme befinder sig i havet, og det er vanskeligt at sætte en samfundsøkonomisk målestok for den handelsmæssige og forsyningsmæssige værdi for samfundet, hvad angår havet omkring os.

Til trods herfor er fiskeriet den dag i dag helt centralt i vores udenrigshandel. Vi følger i Inuit Ataqatigiit nøje med i de forhold og den udvikling, som fiskeriet gennemgår på samme måde, som andre fiskerinationer gør. Vi ønsker at fiskeriet drives rentabelt til gavn for samfundet. Samtidig er det vores politiske målsætning, at landets ressourcer som overordnet tilhører det grønlandske samfund kan give et yderligere økonomisk afkast til hele samfundet.

I denne forbindelse ønsker vi at smide det gamle tankegods over bord og tænke i nye baner. Landets levende ressourcer udgør store økonomiske ressourcer – og hidtil og stadig i dag er de blevet opfisket af havgående trawlere uden nogen form for betaling.

Vi har gode grunde til at videreudvikle det kystnære fiskeri, som vi ved indhandler til landanlæggene og bidrager til den økonomiske cirkulation i landet og samtidig sikrer arbejdspladser på land.

Vi er heller ikke fremmede for den tanke, at en mulig indtægtsmulighed for det grønlandske samfund udgøres af vore mineralske råstoffer. Vort forslag på dette område er, at den samme model, som gælder for fiskeriet og for udnyttelsen af andre levende ressourcer, skal anvendes.

Fiskeriet er konstant udsat for svingninger - i forbindelse med den verdensomspændende finanskrise, med nedgange i bestandene og med de altid varierende verdensmarkedspriser, og eftersom konkurrencesituationen er meget udsat sidder vi her i landet med en stor udfordring. Derfor har vi som repræsentanter for samfundet - som det vides - måttet yde et tilskud til Royal Greenland A/S for at sikre virksomhedens fortsættelse, og denne disposition har påvirket Landskassens finansielle situation.

På den baggrund er det nødvendigt at være meget varsom med arbejdet med den nye fiskerilov – det skal gøres med megen omhu. Vi har derfor stor forståelse for landsstyrets beslutning om nødvendigheden af at udskyde fremsættelsen af de lovforslag der skal være med til at reformere fiskeriområdet, eftersom en række grundige vurderinger og analyser nødvendigvis må gennemføres efter fremsættelsen af det færdige resultat fra Fiskerikommissionen.

Ligeledes er de, på denne samling fremlagte ændringsforslag til fiskeriloven et godt redskab for landsstyrets viderearbejde til den endelige fremsættelse de lovforslag som de agter at gøre senere hen.

Fangererhvervet
Fangererhvervet er ikke alene en motor til økonomisk cirkulation, men i lige så høj grad en del af vores kulturelle arv. Fritidsjægerne og deres familier bruger også denne mulighed for jagt til selvforsyning af kød. Dette er værd at holde fast i.

På samme måde spiller erhvervsfangerne et af de vigtigste roller i vores fødevareforsyning, men her i landet anses vores fælles forsyning af fødevarer og anvendelse af landets øvrige ressourcer som et sekundaerhverv, hvilket forhindrer den fulde udnyttelse. Situationen er den at vi importer 80 - 90% af de fødevarer, vi anvender. Dette udgør også en del af forklaringen på vores manglende økonomiske selvformåen, ligesom situationen udelukker vore fangere fra at opretholde et rentabelt økonomisk udbytte.

Fangererhvervet og den øvrige udnyttelse af vort lands ressourcer skal efter vores opfattelse i al tid fremover fortsættes på et bæredygtigt grundlag - ikke mindst med tanke på vore efterkommere. Det er derfor nødvendigt med en planlægning af, hvorledes vi opnår en målrettet forsyning af lokale fødevarer over hele landet. Mattak, kød, tørret kød og fisk og andre sunde produkter fra det nordlige, sydlige og det østlige Grønland, bliver i dag kun distribueret og sættes

til salg ved heldige sammentræf. Det er ikke tilfredsstillende, og der må derfor findes en løsning på en holdbar og struktureret metode.

Vi vil derfor igen rette en opfordring til restauranter og andre spisesteder her i landet om i videst muligt omfang at anvende vort lands ressourcer for også på den måde over for udlandet at slå på tromme for den rigdom, vi her i landet har på det kulinariske område. Hvis vi ikke foretager os noget er vi overbeviste om, at det økonomiske grundlag for fangererhvervet med tiden vil forsvinde, og at vores nationale madkultur og de ressourcer, vi er i besiddelse af efterhånden vil udgøre en fjern, eksotisk og sjælden specialitet. Vi må bruge alle vore kræfter for ikke at komme i den situation.

Vi følger med interesse de nye ordninger man har gennemført i flere byer langs kysten, hvor man som noget nyt har indført overskuelige ordninger i fangernes forsyning af forbrugerne, og efter vores opfattelse bør man udbrede ordningen i Maniitsoq til hele kysten. Denne ordning sikrer en kvalitetsmæssigt bedre håndtering af servicen mellem fangeren og forbrugeren.

Med hensyn til kvoterede fangstdyr tænker vi i Inuit Ataqatigiit, at en forbedring af erhvervsfangernes rettigheder vil være den mest fornuftige og hensigtsmæssige løsning. Kvoterede fangstdyr udgør i visse tilfælde de vigtigste kilder til en økonomisk gevinst og mulighed for forsyning af medborgere, hvorfor livsgrundlaget for det forholdsvis lille antal af erhvervsfangere her i landet må forsvares. Hvorledes dette kan føres ud i livet på den bedste måde vil vi meget gerne have undersøgt.

På trods af at importforbuddet mod sælskind i visse lande og specielt i EU ikke gælder for Inuit må vi konstatere de alvorlige konsekvenser for os og for følgerne for den maritime fødekæde. Vi skal udtrykke vores glæde over, at landsstyret har været vågne i situationen og har udtalt deres alvorlige misbilligelse af forbuddet. Det vil til stadighed være nødvendigt at gøre opmærksom på de realiteter, vi lever under.

Yderligere vil vi gerne takke for at samarbejdet med vore stammefrænder på dette område er blevet styrket, og der er efter vores opfattelse behov for en yderligere styrkelse af dette samarbejde. Det er nu tiden til, at Inuit i det arktiske område igen lærer hinanden at kende. Det vil være berigende for os alle.

Dette gælder også i forholdet til Den Internationale Hvalfangstkommission – IWC. Det er netop baggrunden for, at vi fra Inuit Ataqatigiit rejser dette spørgsmål under denne efterårssamling. Det er nødvendigt, at vi i Landstinget tager stilling til spørgsmålet om i et samarbejde med Danmark at gøre vores stilling op omkring forhandlingsprocedurerne i Hvalfangstkommissionen. Vi er klar over, at det tidligere Landsstyre har været inde på spørgsmålet om sondering af andre muligheder ved en udmeldelse af Hvalfangstkommissionen. Det er i Inuit Ataqatigiit vores opfattelse, at hvis vi skal have nogen form for indflydelse i Den Internationale Hvalfangstkommission, og hvis vi ønsker at præge de vurderinger, der foretages på grundlag af indhøstet viden, vil det mest fornuftige være at fortsætte vort medlemskab af IWC. Denne debat er dog stadig åben.

Det sidste område som vi fra Inuit Ataqatigiit ved denne åbningsdebat ønsker at knytte bemærkninger til gælder vores støtte til landsstyrets formands bemærkninger om FN-klimakonferencen samt bemærkningerne om de forestående forhandlinger med staten.

Vi er af den overbevisning, at vi her i Grønland i lighed med vore medborgere i verdenssamfundet har rettigheder til at gennemføre en industriel udvikling. De udviklede lande som gennem flere hundrede år gennem deres industrielle aktiviteter har forårsaget efterfølgende forurening må indse deres eget ansvar for den nuværende situation. Grønland har i dag efter Selvstyrets indførelse aldrig haft større muligheder for erhvervsudvikling, og vi kan på ingen måde acceptere, hvis vort land på baggrund af de udviklede landes forurening skal lægges hindringer i vejen for vort lands udvikling.

Den danske regering må derfor indse, at den på statens vegne må tage afsæt i alle de tre vidt forskellige dele af rigsfællesskabet og have dette faktum med i tanke og handling.

Det må kunne lykkes at opnå en aftale om klimaet, og vi her i landet sidder med et ansvar for at formindske forureningen. Dette ansvar påhviler alle os borgere.

Vi vil i Inuit Ataqatigiit sædvanen tro deltage i denne efterårssamling med vilje til samarbejde. Vi vil arbejde med viljen til at sikre en bred deltagelse, og vi vil tage de nødvendige beslutninger i demokratiets sande ånd.

Vi vil udtrykke vore forhåbninger til, at regeringskoalitionen og oppositionen vil arbejde sammen i fællesskab.

Vi vil arbejde med grundlag i den viden vi besidder, og vi vil udføre det arbejde, der er blevet os pålagt med åbne sanser og føling med situationen.

Vi ønsker at opfordre landsstyret til at fortsætte samarbejdet og dialogen med organisationerne og andre interessegrupper og på denne måde sikre befolkningens deltagelse i beslutningsprocessen om vitale spørgsmål, der angår os alle.

Det er altid sundt at holde øjnene åbne for, hvad der sker i verden omkring os. Lad det være en opfordring til os alle om, at vi ikke alene måler tilværelsen på vores egne lille verden - gennem et større og videre udsyn kan vi alle bedre sætte vores dagligdag i relief.

På denne måde vil vi alle være i besiddelse af vores gode fundament i dette efterår, og det er vort håb, at vi kan gennemføre denne samling i samarbejdets ånd.