Grønlands klimapolitik – et fælles, men differentieret ansvar

Det er et urealistisk krav for landets begrænsede økonomi, hvis Grønland selv skal forsøge at tjene over 3,4 milliarder kroner mere årligt, uden at det må koste mere udledning. Det vil svare til, at Danmark skal tjene godt og vel 300 milliarder kroner mere årligt til statskassen og stadig nedbringe sin udledning.

Fredag d. 18. december 2009
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Erhverv, Klima, Selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Grønlands klimapolitik
Grønlands virkelighed
Bloktilskuddet er CO2-neutralt – det koster at erstatte det
Ingen krav til mulige industrier
I-land eller u-land
Grønlands fremtidige mål


I kølvandet på mit brev til Klima- og energiminister Lykke Friis om Grønlands klimamål er der rejst kritik fra pressen og visse miljøorganisationer af, at Grønlands mål på klimaområdet ikke er ambitiøse nok.

Jeg vil benytte lejligheden til her at uddybe og forklare baggrunden for Grønlands politik og visioner inden for klimaområdet.

Grønlands klimapolitik
Det er Grønlands klimapolitik, at det civile samfund skal reducere sin CO2 udledning med 5% i perioden 2013-2020, med 2007 som basisår.

Det er ligeledes Grønlands klimapolitik, at udvikling af energiintensiv industri, råstofsektoren og olieproduktion ikke er omfattet af reduktionsmålene. Vi er dog villige til at påtage os reduktionsforpligtelser for vores industri, hvis også lande, der producerede olie før 1990, bliver pålagt de samme forpligtelser – såsom Danmark, Norge og Saudi-Arabien. For eksempel bør alle olieproducerende lande stilles lige, og ikke som nu – at nytilkomne indenfor industrierne pålægges skrappere krav.

For Grønlands regering er det af største vigtighed og prioritet, at udviklingen af Grønlands mulige nye industrisektorer skal ske efter bedst tilgængelige miljø-, teknologi- og klimavenlige metoder som overhovedet muligt.

Klimapolitikken i Grønland skal ses i sammenhæng med det overordnede politiske mål om økonomisk selvbårenhed. En politik og vision, der passer godt med FNs rammekonvention af 1992 om klimaforandringer.

Grønlands virkelighed
Jeg vil kort gøre opmærksom på grønlandske forhold, som klimaaktører ofte har en tendens til at glemme, når de ser på Grønlands CO2-udledninger.

Et af de indlysende forhold er det kolde klima i Grønland, som blandt andet betyder, at der bruges relativt større mængder energi til opvarmning af blandt andet bygninger.

Udviklingen i Grønland over de senere år til et moderne samfund har medført en generel stigning i de materielle levevilkår. Det medfører uundgåeligt mere CO2-udledning og er vilkår, der hører med, når levestandarden højnes, som det sker alle steder på kloden.

Grønlands befolkning på kun 56.000 er spredt ud over et stort område, svarende fra Skandinavien til Afrika, og dækker et areal på over 2 millioner kvadratkilometer. Spredningen af befolkningen og de geografiske forhold betyder mange små energikrævende elværker, og at fly- og skibstrafik er den eneste transportform mellem byerne. Det medfører en markant højere basisudledning af drivhusgasser end i resten af verden.

Bloktilskuddet er CO2-neutralt – det koster at erstatte det
Landsstyret og det grønlandske folk har høje ambitioner om, at Grønland en dag skal være økonomisk selvbærende. I dag modtager Grønland bloktilskud på over 3,4 milliarder kroner fra Danmark. Det svarer til cirka 50% af den grønlandske finanslov. Bloktilskuddet er en indtægt som ikke ”koster” grønlandsk CO2-udledning at opnå.

Det er et urealistisk krav for landets begrænsede økonomi, hvis Grønland selv skal forsøge at tjene over 3,4 milliarder kroner mere årligt, uden at det må koste mere udledning. Det vil svare til, at Danmark skal tjene godt og vel 300 milliarder kroner mere årligt til statskassen og stadig nedbringe sin udledning.

Det er ikke realiserbart uden at introducere nye industrier i Grønland. Det er et faktum, at landets eneste realistiske indtægtsmulighed er etablering af nye miner, olieudvinding og energiintensiv industri baseret på vandkraft.

Når disse forhold tages i betragtning gør det de grønlandske ambitioner om et 5% reduktionsmål for det civile samfund desto mere ambitiøse og udfordrende.

Ingen krav til mulige industrier
Mine-, olie- og energiintensiv industri er ikke inkluderet i Grønlands reduktionsmål frem mod 2020. Baggrunden for at friholde disse industrier for reduktioner er ganske enkel. Hverken olieindustrien eller den energiintensive industri eksisterer i dagens Grønland. Derfor udledes intet CO2. Disse industrier skal have mulighed for at udvikle sig, inden vi kommer med eventuelle reduktionskrav overfor dem. Vi vil dog stadig fastholde højst tilgængelige teknologi- og miljøkrav i forbindelse med eventuel etablering af sådanne industrier.

I-land eller u-land
Grønland er på mange områder sammenlignelig med et u-land. Grønland har ikke gennemgået en industrialiseringsproces. Derfor har vi behov for at gøre landet mere økonomisk selvbærende med udbygning af nye erhverv.

Derfor kan man stille spørgsmålstegn ved det rimelige i at stille de samme CO2-reduktionskrav til Grønland, som der stilles til Danmark eller andre i-lande. De høje og rimelige reduktionskrav til i-landenes drivhusgasudledninger stilles som følge af, at det netop er de lande, der har det historiske ansvar for den massive udledning af drivhusgasser.

Grønlands fremtidige mål
For at det civile samfund i Grønland skal kunne efterleve et reduktionskrav på 5% af CO2-udledningen på 2007-niveau, vil landsstyret fortsætte med at udbygge den vedvarende energiforsyning via vandkraftværker. Sisimiut-værket vil åbne i 2009 og et Ilulissat-værk i 2014-15. Derved fortsætter vi med at investere mere end en procent af BNP i vedvarende energi – en fortsættelse af den målrettede indsats, vi har gennemført i de sidste to årtier.

I dag kommer over 40% af den samlede grønlandske elektricitetsforsyning fra vedvarende energikilder. Med åbningen af nye vandkraftværker stiger tallet til over 60% inden 2020. Det skal sættes i forhold til EUs mål om, at andelen af energi fra vedvarende energikilder skal nå op på 20% i 2020.

En af landsstyrets næste planer er at renovere en stor del af den forældede offentlige boligmasse ved at bygge bedre og klimavenlige nye boliger. Herved kan vi nedbringe udledningen af CO2 med to tredjedele pr. m2.

Et tredje fokusområde vil være fiskeriet, som skal analyseres og justeres med henblik på effektivisering og reducering af sektorens CO2-udledning.

Landsstyret er også i gang med at arbejde på skatte- og afgiftssystemet, således at vi gennem afgiftssystemet kan påvirke borgernes adfærd i retning af et mere klimavenligt forbrugsmønster.

For at vende tilbage til debatten om Grønlands reduktionsmål, har jeg endnu ikke set realistiske bud på, hvordan Grønland kan opnå en selvbærende økonomi med de muligheder, vi har, og samtidig nedbringe udledningen af CO2 betydeligt. Vi lever i virkelighedens verden, og borgerne i Grønland har akkurat samme behov, drømme og håb som i resten af verden. Dette kan vi kun realisere ved at udvikle de muligheder, der præsenterer sig for os.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Grønland vil udvikle sig med fokus på bæredygtighed, og vi vil arbejde videre med at styrke anvendelsen af vedvarende energikilder.

Grønland deltager under klimatopmødet COP15 og håber på en effektiv og retfærdig global klimaaftale. Vi går ind for en aftale, der afspejler et fælles, men differentieret, ansvar.