Royal Greenland skal rettes op

Det seneste årsregnskab pr. 30. september 2009 udviser et negativt resultat på 196 mio. kr. Året før kom koncernen ud med et negativt resultat på 78 mio. kr. Man skal tilbage til regnskabsåret 2006/07 for at finde et positivt resultat - dengang på 52 mio. kr. I juni 2009 indskød ejeren en ansvarlig aktiekapital på 250 mio. kr. og ydede et tilsvarende lån på 250 mio. kr. Dette har hjulpet selskabets økonomi, idet gældsætningen og de deraf høje renteudgifter således kunne mindskes, samtidig med at egenkapitalen bevaredes intakt i selskabet. Omsætningen er faldet til 4,7 mia. kr. i dette regnskabsår mod ca. 5 mia. kr. de foregående år.

Torsdag d. 18. februar 2010
Kuupik Kleist, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Royal Greenland i krise.

Trods det dårligste årsregnskab i selskabets historie med et underskud på 196 mio. kr. pr. 30. september 2009, har landsstyret fortsat tillid til Royal Greenlands ledelse. Ledelsen skal have arbejdsro til at rette skuden op.

De seneste fire måneder af regnskabsåret 2008/09 samt det første kvartal af det nye regnskabsår 2009/10 er den negative udvikling vendt og der er begyndende tegn på, at økonomien er inde i en positiv udvikling. Denne udvikling er bl.a. hjulpet på vej af det ansvarlige aktiekapitalindskud på 250 mio. kr. og et tilsvarende lån på 250 mio. kr. i juni 2009.

Landsstyret understreger, at tiden ikke er inde til at indlede en hastig privatiseringsproces for Royal Greenland. Selskabets økonomi skal styrkes og værdierne sikres.

Landsstyret bebuder, at man fortsat agter at følge med i selskabets udvikling via oplysninger fra selskabet, kvartalsrapporter m.v. Selskabet forventes at leve op til de mål som ledelsen og landsstyret har opstillet i en redegørelse. Det gælder både for de strategiske mål på kort sigt som på langt sigt, så udviklingen bliver vendt til gavn for både selskabet selv og hele det grønlandske samfund.

Landsstyret kommer også ind på sager, som koncernen anmodes om at forholde sig til, som er følgende:
  • Optimal udnyttelse af ressourcer skal tilstræbes. Udsmidsproblematikken af de levende ressourcer skal minimeres.
  • Royal Greenland skal revurdere sit engagement i finansiering af fartøjer og selskaber samt aktivt bidrage til omstrukturering af fiskerisektoren.
  • Royal Greenland skal også aktivt deltage i en foranalyse af regional planlægning af bygder- og anlæg.

Royal Greenland A/S kører med forskudt regnskabsår, fra 1. oktober til 30. september.

Det seneste årsregnskab pr. 30. september 2009 udviser et negativt resultat på 196 mio. kr. Året før kom koncernen ud med et negativt resultat på 78 mio. kr. Man skal tilbage til regnskabsåret 2006/07 for at finde et positivt resultat - dengang på 52 mio. kr.

I juni 2009 indskød ejeren en ansvarlig aktiekapital på 250 mio. kr. og ydede et tilsvarende lån på 250 mio. kr. Dette har hjulpet selskabets økonomi, idet gældsætningen og de deraf høje renteudgifter således kunne mindskes, samtidig med at egenkapitalen bevaredes intakt i selskabet.

Omsætningen er faldet til 4,7 mia. kr. i dette regnskabsår mod ca. 5 mia. kr. de foregående år.