Halvårsmeddelelse fra Royal Arctic Line A/S

For godsmængderne ud af Grønland ses en mindre stigning på 900 kubikmeter i forhold til samme periode sidste år. Internt i Grønland er de transporterede mængder faldet med 9000 kubikmeter i forhold til samme periode sidste år. Nedgangen skyldes mindre intern transport af råvarer indenfor fiskeindustrien.

Fredag d. 27. august 2010
Royal Arctic Line  
Emnekreds: Erhverv, Transport, Økonomi.


Royal Arctic Lines halvårsregnskab viser en forbedring i forhold til sidste år. Fremgangen er båret af indtægter der ikke relaterer sig til koncessionen.


Royal Arctic Lines koncernresultat for 1. halvår 2010 viser et underskud før skat på 37,8 millioner kroner mod 40,4 millioner kroner før skat i 2009. Efter skat er resultatet for 1. halvår forbedret med 2,1 millioner kroner fra et underskud på 27,3 millioner i 2009 til 25,3 millioner kroner i år.

Koncernens samlede indtægter i 2010 er på 340,7 millioner kroner (330,3 millioner i 2009).

Godsmængderne viser en svagt stigende tendens - både til og fra Grønland. Gods til Grønland viser en stigning på 6.000 kubikmeter sammenlignet med samme periode i 2009. Gods der er omfattet af Royal Arctic Lines koncession er på niveau med 2009, mens der er en svag stigning i det ikke-koncessionerede gods.

For godsmængderne ud af Grønland ses en mindre stigning på 900 kubikmeter i forhold til samme periode sidste år. Internt i Grønland er de transporterede mængder faldet med 9000 kubikmeter i forhold til samme periode sidste år. Nedgangen skyldes mindre intern transport af råvarer indenfor fiskeindustrien.

Forventninger til resten af 2010
Royal Arctic Line forventer, at de svagt stigende godsmængder vil fortsætte resten af året. Derfor forventes det, at der i 2010 bliver transporteret omkring 820.000 kubikmeter til, fra og internt i Grønland, hvilket medfører en samlet fremgang i mængderne på 10.000 kubikmeter i forhold til 2009.

På baggrund af 1. halvårs realiserede resultat og forventningerne til 2. halvår forventes et resultat før skat på 20-25 millioner kroner. Dette er en forbedring på 5 til 10 millioner kroner i forhold til de udmeldte forventninger ved aflæggelsen af årsrapporten for 2009.