Annoncernes sprog

Her i Grønland er problemet ekstra stort, fordi nye firmaer ofte skal konkurrere med firmaer, som Selvstyret ejer og understøtter. For en del varer og ydelser er der i dag en anden mulighed. Denne mulighed er, at gå på internettet og finde en billigere løsning. Det er nemt, det er effektivt, men det kræver, at man taler mindst dansk. Derfor bliver det de forbrugere, som lovforslaget søger at beskytte, der kommer til at betale den højeste pris, hvis forslaget bliver til virkelighed.

Lørdag d. 30. oktober 2010
Michael Rosing, medlem af Landstinget for Demokraterne
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Efterårssamling 2010, Erhverv, Sprog, Økonomi.

Det lyder måske underligt. Og det er det egentlig også. Men forslaget om at annoncer og alt andet skriftligt materiale skal findes på grønlandsk, risikerer at stille forbrugerne dårligere. Det gælder ikke mindst de forbrugere, der er rent grønlandsksprogede. Det er en følge af ”loven om utilsigtede konsekvenser”. En ”lov”, politikere sjældent tager alvorligt. Derudover virker forslaget splittende på befolkningen. Man ville komme meget længere med at samle befolkningen omkring et fælles projekt.

Sværere for iværksættere
Hver gang man indfører en ny regel, som virksomheder skal følge, gør man det sværere for nye firmaer at etablere sig. Og for hver ny regel skal det offentlige kontrollere, at den bliver fulgt.

Det er nemlig sådan, at hvis samfundet gør det sværere for nye virksomheder at etablere sig, så bliver der færre virksomheder, og det betyder, at der bliver mindre konkurrence. Mindre konkurrence betyder færre valgmuligheder og dermed højere priser for forbrugerne. Her i Grønland er problemet ekstra stort, fordi nye firmaer ofte skal konkurrere med firmaer, som Selvstyret ejer og understøtter. For en del varer og ydelser er der i dag en anden mulighed. Denne mulighed er, at gå på internettet og finde en billigere løsning. Det er nemt, det er effektivt, men det kræver, at man taler mindst dansk. Derfor bliver det de forbrugere, som lovforslaget søger at beskytte, der kommer til at betale den højeste pris, hvis forslaget bliver til virkelighed.

Vi er klar over, at det argument er svært at forholde sig til, fordi vi stiller et diffust begreb som konkurrence op imod et konkret problem om at forstå en annonce. Et hurtigt kig i den nærmeste ugeavis viser, at problemet er reelt nok. Men hvad skal man gøre? Hjertet siger, at man skal gøre noget, mens hjernen siger, at hvis vi bruger den foreslåede løsning, skaber vi flere problemer end vi løser. Vi forsøger således at lade hjernen hjælpe hjertet med at træffe den rigtige beslutning.

Demokraterne vil hellere lade de markedskræfter, der styrer sproget i annoncerne løse det problem, som de selv har skabt. Hvis annoncering på begge sprog bliver et konkurrenceparameter, vil alle firmaer automatisk begynde at bruge dobbeltsprogede reklamer så snart, de har ressourcerne til det. Et påbud ender hurtigt i indviklede regler om, hvem loven skal gælde for, hvilke sanktioner der er rimelige, og hvem der skal overvåge om reglerne bliver overholdt. Vi mener, at det er bedre at bruge kræfterne på at overbevise de forretningsdrivende om, at det er cool at reklamere på begge sprog, og at kunderne uanset deres eget sprog foretrækker at handle i butikker, der reklamerer for alle. På denne måde ville det fungere som en samlende faktor omkring et fælles projekt i stedet for endnu et forslag, som splitter befolkningen.

Som det fremgår, er Demokraterne uenige i det konkrete forslag. Derudover er vi modstandere af hele tankegangen bag forslaget, da det er i modstrid med vores vision for det grønlandske selvstyre. Tanken om, at den lovgivende forsamling skal sidde og styre landet ned i detaljer – herunder hvilket sprog en forretning skal annoncere på – er os fremmed. Skal vi ende med at sidde i Nuuk og bestemme, hvilke forretninger der skal være hvor, bestemme hvilke fabrikker der skal bygges hvor, og hvad folk skal og ikke skal leve af? Den model har vi prøvet før. Den huskes som kolonitiden. Vi vil væk fra kolonitiden og dens tankegang om, at der sidder en Naalagaq og beslutter noget, som befolkningen bare har at rette sig efter. Kolonitids tankegangen kommer vi ikke væk fra ved at skifte København ud med Nuuk. Vi er nødt til i fællesskab at droppe enhver idé om at detailstyre vort land. I stedet skal vi skabe rammerne og stole på, at befolkningen nok skal fylde dem ud, når de får chancen. Det er forskellen mellem at ville styre landet på samme måde, som det før i tiden blev styret fra København, og at ville lede landet med grundlag i det selvstyre, som vi officielt indførte i juni 2009.