Behov for handling og nytænkning

Nu vi er ved effektiviseringer og den rigtige udnyttelse af kræfterne, foreslår GA, at man gennemfører den længe omtalte fusion af Greenland Venture og Greenland Development. Her kan med fordel desuden placeres erhvervsdelen fra Grønlands Turist- og Erhvervsråd, således at al erhvervsudvikling - udover turisme - samles i én enhed

Tirsdag d. 14. december 2010
Henrik Leth, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds: Erhverv, Minedrift, Olieefterforskning, Politik, Turisme, Undergrunden.

Vi bør blive bedre til at gøre omverdenen interesseret i at investere i Grønland. Vel at mærke på en sådan måde, at disse investeringer ikke blot gavner investorerne og de multinationale selskaber, men bidrager til at skabe indtægter for hele samfundet.

Ikke mindst inden for mineralefterforskning og minedrift er perspektiverne store, hvis vi udnytter mulighederne rigtigt. Men gør vi det? Får vi som samfund nok ud af disse aktiviteter? Efter min mening ikke i øjeblikket. Det gør vi nemlig kun, hvis vi sikrer langt større medvirken af grønlandske virksomheder og arbejdskraft allerede i efterforskningsfasen. Med den eksplosive interesse, der netop nu er for den grønlandske undergrund, mener jeg derfor, at administrationen bør styrkes inden for forvaltning og markedsføring af hele råstofområdet. Det nuværende Råstofkontor gør et stort og kvalificeret arbejde, men nu bør tiden være inde til at tilføre flere ressourcer for at sikre, at vores virksomheder og deres medarbejdere ikke skal blive tilskuere til en udvikling, der ellers vil betyde et stort skridt fremad. Det er ikke realistisk, at en i forvejen overbebyrdet forvaltningsenhed, fortsat kan varetage alle opgaver på en forsvarlig måde.

I GA bakker vi 100% op om medlem af landsstyret for Erhverv og Råstoffer, Ove Karl Berthelsen, når han siger, at det er målsætningen, at råstofsektoren skal udvikles til et bærende erhverv - og at en forudsætning for denne målsætning er, at der sikres den størst mulige anvendelse af lokale virksomheder og lokal arbejdskraft.

Der er i den nye råstoflov retningslinjer, som omhandler Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed, de såkaldte VSB-redegørelser. På den baggrund skal der indgås samarbejdsaftaler mellem selvstyret, den pågældende kommune og selskabet. I aftalen opstilles bl.a. målsætninger vedrørende inddragelse af grønlandsk arbejdskraft, involvering af grønlandske virksomheder og uddannelsesordninger, som sikrer kapacitetsopbygning og lokal forankring af kompetencer inden for mineindustrien.

Nu bør disse ord tages alvorligt, således at det ikke blot er vage hensigtserklæringer. GA anbefaler, at landsstyret nu gør en aktiv indsats for at udmønte de gode intentioner, som råstoflovens § 18 er udtryk for. Der fremhæves det, at grønlandske virksomheder og medarbejdere har en fortrinsstilling - en fortrinsstilling, vi indtil nu ikke har mærket meget til. Man fristes til at sige, at hvis grønlandske firmaer har fået glæde af de hidtidige efterforskningstiltag, er det på trods af den indsats, der gøres af selvstyret og deres forvaltningsenheder - ikke på grund af den. Det er vores opfattelse, at fremskridt bl.a. kan ske ved at oprette en særlig forvaltningsenhed, der kun har til formål at sikre de grønlandske virksomheders interesser langt bedre. I dag er det kun en bibeskæftigelse i et meget travlt råstofkontor. Normalt er det ikke GA, der anbefaler en større offentlig administration, men i dette tilfælde vil det være en god og perspektivrig investering.

Vi er også enige med Ove Karl Berthelsen, når han anbefaler grønlandske virksomheder at deltage i de internationale mineralmesser, hvor kontrakter indgås med leverandørerne til kommende mineralaktiviteter. Derfor betragter vi det som en selvfølge, at alle virksomheder, der vælger at deltage i disse aktiviteter, kan modtage den fornødne hjælp og information uden begrænsninger, ligesom de involveres tidligt i processen.

Lad os etablere et effektivt ventureselskab - Invest in Greenland

Nu vi er ved effektiviseringer og den rigtige udnyttelse af kræfterne, foreslår GA, at man gennemfører den længe omtalte fusion af Greenland Venture og Greenland Development. Her kan med fordel desuden placeres erhvervsdelen fra Grønlands Turist- og Erhvervsråd, således at al erhvervsudvikling - udover turisme - samles i én enhed. Det vil give den nødvendige økonomiske ballast til at få løst de problemer, som fx Greenland Venture har skabt, ligesom den nye organisation kan blive et egentligt og stærkt ventureselskab. Invest in Greenland kunne det hedde.

Udover at varetage udviklingsprojekter som fx aluminiumsprojektet, bør Invest in Greenland også stå for markedsføringen af råstofpotentialet, ligesom man kan sikre den nødvendige inddragelse af det lokale erhvervsliv i forbindelse med denne sektors fremtidige aktiviteter. Dette sker desværre - som tidligere nævnt - i alt for ringe grad i dag. Med sammenlægningen kan der dannes en slagkraftig organisation, som kan skabe nye, arbejdspladser til gavn for hele landet. Derved sikres også, at den kompetenceudvikling, som er så nødvendig, vil ske med størst mulig inddragelse af befolkningen.

Også turismen kan blive et væksterhverv, hvis branchen styrkes Når turismen derimod bør have sin egen organisation, skyldes det for det første, at denne branche har nogle specielle arbejdsvilkår, der er meget forskellige fra region til region. Og for det andet at de turistmæssige prioriteringer let risikerer at komme i klemme i forhold til den industrielt baserede erhvervsudvikling. Modsat er der - med de initiativer, der i denne tid tages på turistområdet - et stort potentiale i branchen, der oven i købet har beskæftigelsesmæssig betydning i lokalområder, hvor der ikke er de store muligheder for industriudvikling.

Det er over et halvt år siden, at landsstyret offentliggjorde planerne om at sammenlægge de offentlige erhvervsudviklingsselskaber, der har sammenlignelige arbejdsopgaver. Planer, som vi i Grønlands Arbejdsgiverforening har bakket op fra starten, da en sådan struktur efter vores vurdering forekommer både logisk og effektiv. Men siden er intet sket. Det er ikke alene hæmmende for planlægningen og gennemførelsen af en række samfundsvigtige projekter, men er efter GA’s mening direkte unfair overfor medarbejderne i disse selskaber.

Vi ved, at visionerne er der i Departementet. Hvorfor skal vi vente på at gøre dem til virkelighed.