Fanden på væggen eller politisk skønmaleri?

Det er ingen hemmelighed, at de offentlige kassers betydning for samfundsøkonomien er enorm. Det er heller ingen hemmelighed, at denne betydning skal reduceres. Fremover skal væksten komme fra den private sektor, idet bloktilskuddet som motor ikke kan klare flere omdrejninger.

Tirsdag d. 8. februar 2011
Henrik Leth, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds: Erhverv, Uddannelse, Økonomi.

Jeg har tilladt mig at udtrykke GA’s betænkeligheder ved, at vi i Grønland risikerer at miste arbejdspladser, uddannelsessteder og dyrebar viden, hvis man ikke politisk er mere opmærksomme på vores egne virksomheders betydning for samfundet. Denne risiko er til stede, hvis vi benytter udenlandske virksomheder på områder, hvor det måske både fagligt og kommercielt ikke er nødvendigt. Denne diskussion mener vi i GA er vigtig ud fra mange samfundsmæssige perspektiver.

I et svar i Sermitsiaq.gl beskylder Medlem af landsstyret for Erhverv og Råstoffer mig for at male Fanden på væggen. Det mener jeg nu ikke, at jeg gør, og jeg vil til gengæld heller ikke kvittere med at beskylde Ove Karl Berthelsen for i givet fald at male Fanden over med et politisk skønmaleri. Nej, lad os overlade maleriet til malerne og i stedet koncentrere os om substansen i problemstillingen.

Jeg har på GA’s vegne anført, at det er væsentligt, at nye virksomheder reelt forankres i Grønland, således at den nødvendige viden bliver i landet - og at disse virksomheder bliver en aktiv medspiller i samfundet på lige fod med de eksisterende. Det gælder i princippet uanset om der er tale om rådgivere, teknologivirksomheder eller anden aktivitet i forbindelse med for eksempel råstofudviklingen. Denne forankring er desuden med til at øge motivationen til at tage en uddannelse, når man kan se, at de nye sektorer skaber varige grønlandske arbejdspladser. Det er GA’s opfattelse, at en sådan proces ikke stimuleres tilstrækkeligt fra politisk side. Tværtimod giver man nye industrier særregler, der ikke ansporer til at etablere sig lokalt - endsige ansætte lokale medarbejdere. Desuden sender offentlige instanser ofte rådgivningsopgaver ud af landet. Også opgaver, der i vid udstrækning og med fordel kunne løses i Grønland. Se blot på erfaringerne fra det nye byggeri på Sana.

Jeg og GA anerkender i allerhøjeste grad landsstyrets bestræbelser på at rette op på tidligere tiders forsømmelser inden for en lang række områder. Det har vi ofte givet udtryk for. I den forbindelse opremser Ove Karl Berthelsen forskellige eksempler på politiske initiativer, der skal styrke samfundet, herunder erhvervslivets muligheder. Initiativer som vi i GA sætter pris på og er gået aktivt ind i arbejdet omkring. Det ændrer imidlertid ikke på, at der er konkrete problemer flere steder, og det er dem, vores kritik er rettet imod.

Det er ingen hemmelighed, at de offentlige kassers betydning for samfundsøkonomien er enorm. Det er heller ingen hemmelighed, at denne betydning skal reduceres. Fremover skal væksten komme fra den private sektor, idet bloktilskuddet som motor ikke kan klare flere omdrejninger. Dette underbygges i øvrigt af de kommissioner, som Ove-Karl Berthelsen selv refererer til. Derfor er det essentielt, at det offentlige - med den dominerende rolle - gennem en målrettet politik både understøtter udviklingen af eksisterende virksomheder og tiltrækker nye. Her er næringsloven, og en konsekvent fortolkning heraf, et vigtigt instrument. Her savner GA, at Departementet for Erhverv og Råstoffer i højere grad vil medvirke til en løsning af spørgsmålet.

Et andet væsentligt problem er, at mange eksisterende regler ikke er operationelle. Specielt inden for råstofområdet, hvor reglerne både er uklare og hvor forvaltningen savner en hver form for åbenhed. Det fremgår eksempelvis af råstofloven, at grønlandske virksomheder og medarbejdere har en fortrinsstilling i råstofprojekterne, men det fremgår ikke hvordan denne fortrinsstilling kan udnyttes, og dermed er den uden værdi.

Det fremgår tværtimod af flere regler og bestemmelser, at disse ikke gælder for råstofområdet, men det defineres ikke klart, hvad råstofområdet egentligt dækker. Hvor går grænsen for, hvornår man arbejder med råstofaktiviteter? Alt er op til en fortolkning af embedsmændene, så jeg forstår godt, at Ove-Karl Berthelsen behændigt undlader at nævne råstofområdet i sit svar.

Derimod bliver jeg beskyldt for i lang tid at have været handelsrejsende i det synspunkt, at landsstyret ukritisk inviterer udenlandske virksomheder til landet for at udføre konkrete opgaver - uden hensynstagen til vore egne virksomheder. Det er en lidt unuanceret udlægning, men giver mig endnu engang lejlighed til at præcisere følgende: GA ønsker en udvikling, hvor de nye virksomheder og arbejdspladser bliver en integreret del af det grønlandske samfund - og ikke udvikler sig parallelt hermed med risiko for, at de eksisterende virksomheder og befolkningen bliver tilskuere til udviklingen.

Vi ved, at der bliver skabt mange arbejdspladser, hvis vi finder olie, hvis Alcoa projektet realiseres og hvis nogle af mineprojekterne kommer igang. Også mange flere end vi selv kan besætte, dels på grund af antallet af jobs og dels på grund af manglende kompetencer. Netop derfor ønsker vi at forankre de kommende virksomheder og dermed deres kompetencer i landet - og ikke ukritisk tillade en fortsat videnflugt. GA har ofte møder med virksomheder, der ønsker at investere i Grønland. De finder det helt naturligt at etablere sig i de lande, de opererer i, på lige vilkår med eksisterende virksomheder. På dette område burde landsstyret og GA have fælles interesser. Vi kan dermed udvikle den motor, der kan understøtte vækst og fremgang for hele befolkningen - og ikke blot for de offentlige kasser, der må og skal udgøre en mindre andel af den samlede økonomi, hvis målet om et selvbærende samfund menneskeligt og økonomisk skal nås.

Lad mig slå én ting fast: Jeg påtager mig i al venskabelighed gerne rollen som ”handelsrejsende”, men så skal det være i det synspunkt, at et åbent og tillidsfuldt samarbejde mellem landets politiske ledelse og arbejdsmarkedets parter vil være en uvurderlig styrke for samfundet.

Det er GA’s politik at være en konstruktiv samarbejdspartner i relation til landsstyret, og det må i den forbindelse være fair at lægge op til en demokratisk debat om det offentliges dispositioner. Uanset om det er vedrørende forvaltningen af næringsloven, prioritering af rådgivningsopgaver, planlægning af bygge- og anlægsprojekter eller indkøb af diverse ydelser - inklusive flybilletter.