Lånte fjer

Hvis Jens B. Frederiksen tillægger de omkostninger, som han i kraft af aflyste licitationer, ændrede udbudsformer osv. selv har været skyld i, og derfra trækker de reduktioner, som omprojekteringen giver, ville sammenligningsgrundlaget være fair. Men den sandhed kommer næppe for dagen ...

Torsdag d. 29. marts 2012
Henrik Leth, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv
Emnekreds: Boliger, Erhverv, Politik.

I Grønlands Arbejdsgiverforening er vi overordnet set tilfredse med, at opførelsen af de længe ventede byhuse i Qaqortoq, Sisimiut og Ilulissat omsider kan komme i gang. Vejen mod målet er vi til gengæld ikke imponerede over.

Medlem af landsstyret, Jens B. Frederiksen, udsendte 27.3. en pressemeddelelse, hvor han understreger, at han i kraft af sin vedholdenhed har fået kvadratmeterprisen på disse huse reduceret ganske kraftigt.

Det er uomtvisteligt, at prisen er lavere end ved udbuddet sidste sommer, men det må også konstateres, at det er to forskellige byggeprojekter, Jens B. Frederiksen sammenligner. Derfor mener vi i al stilfærdighed, at landsstyremedlemmet i dette tilfælde smykker sig en smule med lånte fjer.

Der er nemlig sket væsentlige omprojekteringer, som eksempelvis har medført, at omkostningen til beton er blevet langt mindre. Herudover sammenligner Jens B. Frederiksen ikke de to priser et fair grundlag.

Hvis Jens B. Frederiksen tillægger de omkostninger, som han i kraft af aflyste licitationer, ændrede udbudsformer osv. selv har været skyld i, og derfra trækker de reduktioner, som omprojekteringen giver, ville sammenligningsgrundlaget være fair. Men den sandhed kommer næppe for dagen ...

Når det er sagt, er GA som nævnt -ligesom Jens B. Frederiksen - glade for, at byggeriet endelig kommer i gang. Men det hidtidige forløb har efter vores opfattelse været en farce -med to aflyste licitationer og efterfølgende underhåndsbud. En proces, som vi ikke ville prale med, hvis vi stod bag.

Til gengæld håber vi, at landsstyret som bygherre har lært af sagen, så vi i fremtiden undgår både uklare udbud, spild af entreprenørernes tid samt forsinkelser af boliger, der er særdeles hårdt brug for.

Læs også Byggeri af byhuse i Sisimiut, Ilulissat og Qaqortoq er klar til start