Er der risiko for 'national dumping'?

For at storskalaprojekterne kan skabe reel vækst og vedvarende arbejdspladser, skal man sikre sig, at grønlandske virksomheder og deres medarbejdere bliver aktive deltagere i disse projekter. Det fremsatte lovforslag til en storskalalov sikrer ikke den opbygning af kompetencer i Grønland, som er en forudsætning for langsigtet udvikling af samfundet

Lørdag d. 20. oktober 2012
Brian Buus Petersen, Direktør, Grønlands Erhverv
Emnekreds: Erhverv, Isukasia, Minedrift, Råstoffer.

For at storskalaprojekterne kan skabe reel vækst og vedvarende arbejdspladser, skal man sikre sig, at grønlandske virksomheder og deres medarbejdere bliver aktive deltagere i disse projekter. Det fremsatte lovforslag til en storskalalov sikrer ikke den opbygning af kompetencer i Grønland, som er en forudsætning for langsigtet udvikling af samfundet.

Ingen skal være i tvivl om, at Grønlands Arbejdsgiverforening støtter, at man skal gøre alt for at udvikle råstofsektoren som en ny bærende søjle i Grønlands økonomi, og at det skal være økonomisk attraktivt for investorerne at komme til Grønland. Samfundet har brug for vækst og arbejdspladser, og derfor er det vigtigt, at vi får den nødvendige lovgivning på plads. Men det er først og fremmest vigtigt, at der er tale om den rigtige lovgivning, og det er det aktuelle lovforslag efter GA’s mening ikke udtryk for. Det bør der gøres noget ved nu på Landstingets efterårssamling.

I en ny rapport, der præsenteres på Hotel Hans Egede, den 23. oktober kl. 10:00, argumenterer GA for, at myndighederne skal formulere skarpere krav til de industrier, som er på vej til Grønland. Dette er en afgørende forudsætning for, at råstofsektoren kan føre til en reel social og økonomisk bæredygtig værditilvækst. Det stiller krav om både en mere præcis lovgivning og nye måder at samarbejde på mellem myndighederne, erhvervslivet og samfundets mange organisationer. Set i dette perspektiv er det foreliggende lovforslag til en storskalalov helt utilstrækkelig. Samtidige afskaffer man med det nye forslag til næringslov en række rimelige krav til de udenlandske selskaber, der vil operere i Grønland.

Langsigtet udvikling vigtigere end kortsigtede indtægter
Fra politisk hold appellerer man til, at grønlandske virksomheder og deres medarbejdere naturligvis skal have opgaver i storskalaindustrien - på konkurrencedygtige vilkår. Men samtidigt tillader man, at mine- og olieselskaberne kan bruge importeret arbejdskraft, der ifølge lovforslaget må aflønnes til under halvdelen af den løn, som den grønlandske virksomhed er forpligtet til at betale i de kollektive aftaler.

Det siger sig selv, at lokale virksomheder og deres medarbejdere ikke får en chance for at få jobs i de store industriprojekters anlægsfase under disse betingelser. En ting er, at samfundet derved mister indtægter, men endnu værre er det, at den vigtigste værditilvækst i form af kompetenceløft udebliver. Et problem man ser resultatet af i nogle arabiske lande i dag. I begyndelsen får man tilført skattekroner til øget offentligt forbrug ved at have andre til at arbejde i råstofindustrien - indtil udviklingen vender, og vi ikke længere har råd til en ”overophedet” livsstil. Problemet er så, at vi ikke længere har de lokale virksomheder og de medarbejdere, som industrien efterspørger - og så kan vi risikere at blive fattige.

Vi skal derfor sikre, at de hensigter, der er i de såkaldte Impact Benefit Agreements (IBA), klart specificerer omfanget af outsourcing fra råstofvirksomheden til det lokale erhvervsliv. Det kan være lige fra udførelse af konkrete kontrakter til fx hjælp til optimering af forretningsgange, indførelse af nye processer og kvalitetssikring etc. Det er også vigtigt at de udenlandske selskaber har en forpligtelse til proaktivt at opfylde målene, så ansvaret også hviler på dem. De krav kender man andre steder.

Vi skal lære af erfaringerne fra fx Canada og Norge
Det interessante er, at industrien generelt ikke har noget imod sådanne krav, da de er vant til dem de fleste steder i verden. Til gengæld bryder de sig ikke om usikre og uklare vilkår. Det fortæller man os, når vi deltager i internationale konferencer i fx Canada og Norge, hvor man gerne stiller sine erfaringer til rådighed.

Vi skal kort sagt sikre et maksimalt afkast til samfundet i bredeste forstand - og samtidigt tilgodese, at udenlandske selskaber finder betingelserne for efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grønland internationalt konkurrencedygtige. Derfor slår GA til lyd for, at den nye storskalalov skal gøres mere præcis og gennemskuelig, og at man politisk tager stilling til, hvilke rammer og prioriteringer, der skal udmøntes i IBA-forhandlingerne.

Det er der i dag ingen politisk stillingtagen til, og drøftelserne om afkast til samfundet har hidtil mest fokuseret på beskatning, selvom der netop i IBA´erne ligger potentielt meget store værdier for landet. Vi skylder både de seriøse internationale investorer en bedre regulering og ikke mindst den grønlandske befolkning, som skal leve med konsekvenserne af lovgivningen i rigtigt mange år.

Lad os derfor ikke kun have blikket rettet mod social dumping, som det hedder, når udenlandsk arbejdskraft får en væsentlig lavere løn end den fastboende befolkning i et land. Langt værre er det, hvis den viden og de arbejdspladser, som storskalaprojekterne ellers kunne tilføre Grønland, ikke bliver forankret i samfundet og dermed ikke bidrager til den udvikling, vi er så afhængige af. I sin yderste konsekvens kan det resultere i ’national dumping’.