Om blufærdighed og dobbeltmoral

Politikerne ønsker en presse, der ikke river op i skandalerne, men glatter ud, pakker ind og stryger med hårene. De ønsker en presse, der sikrer, at den gamle grønlandske blufærdighed overfor fornedrelse og menneskelig ydmygelse også i fremtiden vil dække over ansvar og skyld.

Torsdag d. 16. september 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Etik, Politik.

DET ER BLEVET så almindeligt og åbenlyst at rende fra sit ansvar, at det hæmmer udviklingen og fremskridtet.

Så længe vi flygter fra ansvaret, lærer vi ikke af vore fejl. Det var et af de stærke argumenter forud for indførelsen af hjemmestyret, at vi selv - og ikke skrivebordsgeneralerne i Hausergade i København - skulle lære af de grønlandske fadæser.

Vi begår alle fejl. Det bliver vi heldigvis ikke ringere mennesker af, men hvis vi nægter at erkende dem og oven i købet giver andre skylden, så er de menneskelige kvalifikationer ikke, hvad de kunne have været. Vi går i stå og udvikler kun manipulatorisk dygtighed.

På de præmisser har skiftende politikere gjort staten ansvarlig for en stor del af vor aktuelle dårligdom. Sundhedsvæsenet er dårligt, fordi det var nedslidt og misligholdt ved hjemmestyrets overtagelse. Det samme gælder boligmassen, der var dårligt vedligeholdt og bagud med renoveringen, og skolerne var ved at falde sammen, fordi staten trak penge ud af bevillingerne i årene op til hjemmestyrets overtagelse af området.

Det er jo bare ikke rigtigt. Det er ansvarsforflygtigelse, og vi ved det alle sammen. Vi kan jo godt huske, hvordan servicen var indenfor nævnte områder.

AG HAR i øvrigt et førsteklasses udkigspunkt, når det gælder politisk ansvar og konsekvens. Vi sidder simpelthen midt i brændpunktet. De ansvarlige henvender sig nemlig selv til redaktionen, når de har stået model til kritik i avisens spalter, og uden at blinke prøver de indigneret at give AG ansvaret for, at de har fået en lort på skoene, som de selv har smidt.

Det var på den baggrund AG’s skyld, at KNI’s krak for fire-fem år siden udløste en debat om ansvarsplacering. Det var AG’s skyld, at et antal landsstyrespidser - politikere og embedsmænd - for snart et år siden blev miskendt for deres skattesnyderi. Det var AG’s skyld, at en embedsmand mistede væsentlig anseelse efter at være grebet i at afgive forkert forklaring til ombudsmanden. Det er AG’s skyld, når det står i avisen, at landsstyremedlemmer lyver. Og helt ansvarsløst er det, når historien placeres på forsiden.

FORLEDEN SKREV vi her i bladet, at et landstings- og kommunalbestyrelsesmedlem fra Østkysten burde trække sig tilbage som aktiv politiker. Han havde nemlig gang på gang i fuldskab, højrøstet og ondskabsfuldt, ødelagt officielle arrangementer og bragt skam over sin kommune. Nu giver han AG skylden for de følger, hans optræden har ført med sig.

I tirsdags ringede den pågældende til den ansvarshavende og var rigtig ked af det. Det forstår vi godt her på redaktionen. Det må være meget ubehageligt at se sit navn nævnt på tryk i forbindelse med gentagne fuldemandsskandaler og nedrig og ringeagtende offentlig optræden overfor mennesker, der er i sorg.

Men der var ingen fortrydelse. Han var ikke ked af det på vegne af de mennesker, han havde generet. Han var ked af det for sig selv, for sin egen skyld. Det var ham, der var blevet dårligt behandlet, og de følger, det pludselig har fået, er noget udefra kommende, noget han ikke har haft indflydelse på.

- Min familie har det elendigt, og jeg har mistet mine venner, sagde han. - Men jeg har ikke gjort noget forkert. De andre er meget værre, hvorfor skriver I ikke om dem? Det er fordi I er ude efter mig, og fordi I vil hænge Østkysten ud!

Og mere af samme skuffe, indtil han havde talt sig så varm, at han fandt det på tide at smække røret på. Kort efter ringede han igen, undskyldte afdæmpet sin heftighed, snakkede sig varm og smækkede røret på igen.

HELE HANS KOMMUNE og alle i landspolitiske kredse har længe vidst, at den pågældende politiker har skandaliseret landsting og kommunalbestyrelse den ene gang efter den anden, men ingen har gjort noget ved det. Ind imellem har man været venner, har arbejdet sammen - har glemt.

Men nu, hvor det står i avisen, vender man ham ryggen. Nu først har skammen ramt ham, og vi må vel - omend nødtvungent - erkende, at det altså er AG’s skyld.

Det er nok også derfor, Siumut vil have en ny avis. Politikerne ønsker en presse, der ikke river op i skandalerne, men glatter ud, pakker ind og stryger med hårene. De ønsker en presse, der sikrer, at den gamle grønlandske blufærdighed overfor fornedrelse og menneskelig ydmygelse også i fremtiden vil dække over ansvar og skyld.

Men sådan går det ikke, venner. I AG er det for altid slut med den kulturelt betingede dobbeltmoral, som giver de ansvarlige mulighed for at gøre, som det passer dem.