Indsigt: Folketingspolitikere på frihjul

Folketingspolitikere på frihjul

De forstemmende kendsgerninger er, at Ellen Kristensen og Hans Pavia Rosing ikke formidler et troværdigt billede af deres eget arbejde

Tirsdag d. 12. september 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Etik, Politik.



DE GRØNLANDSKE folketingspolitikere Hans Pavia Rosing og Ellen Kristensen markerer sig i lange perioder med et forbløffende fravær i den offentlige debat. En tavshed, der er et sjældent og forunderligt karaktertræk hos politikere, som tjener til dagen og vejen ved at have samfundsmæssige holdninger og visioner.

Det blev senest åbenbaret, da debatten om USA’s planer om et antimissil-forsvar rasede og nye oplysninger om en eventuel brintbombe ved Thulebasen fik samtlige danske partier i Folketinget til at afkræve regeringen nye undersøgelser og redegørelser. Her overlod Hans Pavia Rosing og Ellen Kristensen det til blandt andet Enhedslistens Keld Albrechtsen at sende en byge af Grønlandsrelevante spørgsmål afsted til statsministeren og udenrigsministeren. En kendsgerning, der mildt sagt undrer, når der nu sidder to folketingspolitikere, som har ladet sig vælge til Folketinget for at varetage netop vores lands interesser.

Man får uvilkårligt den tanke, at Hans Pavia Rosing og Ellen Kristensen er blevet angrebet af den berømte Folketingsbacille. Den rammer mange politikere på Christiansborg, der i ubemærkethed sygner hen og overlader den politiske scene til mere energiske profiler. De glemmer, hvor de kom fra, og hvem de er sat til at repræsentere. Det er et emne, man først for alvor beskæftiger sig med, når et Folketingsvalg nærmer sig, og den fremtidige lønningspose skal sikres.

NU KAN HANS PAVIA Rosing og Ellen Kristensen måske have gode grunde til at trække hatten ned over hovedet, og dem hører vi gerne om. Og ganske vist træffer landsstyret i dag de fleste politiske afgørelser. Men der træffes stadig mange vigtige beslutninger i Folketinget - for eksempel de igangværende finanslovsforhandlinger, hvor Hans Pavia Rosing og Ellen Kristensen burde arbejde hårdt for at gøre deres indflydelse gældende til gavn for Grønland og ikke bare udfylde rollen som stemmekvæg.

Måske sker det også. Måske ikke. Offentligheden kan bare ikke få det at vide. Telefonbeskeder, der går via Ellen Kristensen og Hans Pavia Rosings fortvivlede sekretærer, besvares kun med tavshed. Sådan er det, når politikere går i selvsving i lukkede cirkler. De burde lære noget af eksempelvis landsstyreformand Jonathan Motzfeldt og statsminister Poul Nyrup Rasmussen. De forstår med holdninger at være i konstant samspil og dialog med offentligheden. Det er sådan et moderne demokrati fungerer.

DET ER PÅFALDENDE, at Ellen Kristensens politiske markeringer i den offentlige debat er faldet drastisk, siden Johnny Henriksen i foråret forlod jobbet som hendes sekretær. Det har længe været en offentlig hemmelighed, at Johnny Henriksen, der med en solid politisk og organisatorisk erfaring fra Atassut, i vidt omfang agerede dukkefører for Ellen Kristensen. At det var Johnny Henriksens politiske ambitioner, der var brændstoffet, ligesom han organiserede Ellen Kristensens valgkampagne, som førte hende ind på Christiansborgs bonede gulve. På den anden side var der berettigede forventninger om, at Ellen Kristensen undervejs udviklede sin egen politiske tæft og i højere grad blev i stand til at bestride arbejdet selv. Men i så fald holder den evnefulde politiker det godt skjult, når der ses bort fra et par politiske smådryp hist og her. Sørgeligt for den grønlandske befolkning, fordi Folketinget er en fremragende politisk platform, når det gælder om at fremme Grønlands interesser og omdømme.

HANS PAVIA ROSING er en dreven politiker med kontakter tæt på regeringen og med kendskab til både det officielle og uofficielle spil på Christiansborg. Men der er alt for langt imellem hans aktive indsats. Måske fordi Hans Pavia Rosing ikke genopstiller til næste valg og mere tænker på, hvad han skal lave i fremtiden. Måske skulle man i Siumut allerede nu finde hans afløser, så folketingspladsen blev udnyttet optimalt.

På længere sigt er det naturligvis den grønlandske befolkning, der afgør, hvem der skal repræsentere dem i Folketinget. Og dommen burde blive hård, hvis der kom valg i morgen. De forstemmende kendsgerninger er, at Ellen Kristensen og Hans Pavia Rosing ikke formidler et troværdigt billede af deres eget arbejde. De markerer sig ikke i vitale spørgsmål af grønlandsk interesse og honorerer dermed ikke vælgernes tillid.