Indsigt: Folkets politikere, vælgernes ansvar

Folkets politikere, vælgernes ansvar

Forleden kunne vi skrive, at en flok tilrejsende landstingspolitikere havde vraget deres udmærkede anviste boliger for uden skrupler at påføre skatteborgerne ekstra omkostninger på flere hundrede tusinde kroner

Torsdag d. 12. oktober 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Etik, Politik.

TD>
POLITIKERNE RIDER IKKE den dag, AG foreslår at sadle. Først længe efter, at ulykkerne er sket og har efterladt varige men, bestemmer Landstinget sig for eksempel for at sætte loft over, hvad det offentlige må betale i husleje på det private boligmarked. Den ide er Nuup Kommunea med på, og så mener alle, at den hellige grav være vel forvaret.

Det er den bare ikke.

For det første er det aftalte huslejeloft alt for højt til, at almindelige boligsøgende får glæde af det, og for det andet er det ikke muligt med kunstige indgreb at fastsætte priserne. Kun byggeri vil for alvor få indflydelse på huslejepriserne. Det er efterspørgslen, der bestemmer, og ikke det offentliges forkælede stampen i jorden: - Vi vil ikke betale, vi vil ikke betale! Efter, at det offentlige selv har ødelagt markedet.

Og det er præcis sådan, det forholder sig.

I forsøget på at skaffe boliger til de ansatte har de enkelte direktorater i hjemmestyret konkurreret med hinanden. Det ene direktorat har overbudt det andet, og det har udviklet sig til en endeløs skrue af ågerudlejninger - som for eksempel den på side 3 omtalte tjenestebolig til 27.000 kroner.

De vanvittige priser, som især har været gældende for vakantmarkedet, har skruet priserne i vejret på boliger i det hele taget.

Huspriserne er steget voldsomt, så ingen almindelige mennesker har råd til at bo i egen bolig. Byggeriet er blevet dyrere, og der bliver mindre råd til nybyggeri, som er det eneste, der kan imødegå det kompleks af meget alvorlige problemer, vi har på boligområdet.

Nu er det så besluttet, at det offentlige ikke vil betale helt så meget som hidtil, men accepterer dog stadig overpriser, og spørgsmålet er, om det nye tiltag kommer til at betyde andet, end at man sparer lidt penge.

Det er for sent at trække i nødbremsen, når boligtoget er kørt af skinnerne - med alle vogne.

HVORDAN SKULLE VI vel også forvente vågen opmærksomhed fra landstingspolitikere, der opfatter deres arbejde og ansvar så håbløst useriøst og uprofessionelt. Hvor bliver fremskridtene af? Hvad er det for et produkt, politikerne bruger tid og ressourcer på at udvikle?

Hvis vi holder os inden for boligområdet, hvad sker der så? Jo, der er for Nuuks vedkommende igangsat et overordnet byggemodningsarbejde, som skulle have været gennemført for længst, og der er netop færdiggjort nogle boliger ved Qernertunnguit som erstatning for udskudt boligbyggeri andre steder.

Men det er ikke engang nok til at imødekomme det offentlige behov for yderligere tjenesteboliger.

VI KAN BLIVE VED med at pukke på politikerne, og der kan være god grund til det. Men det kommer vi ingen vegne med. Vi har nemlig de politikere, vi fortjener. For det første har vi valgt dem, og dernæst lader vi dem opføre sig, som det passer dem.

Forleden kunne vi skrive, at en flok tilrejsende landstingspolitikere havde vraget deres udmærkede anviste boliger for uden skrupler at påføre skatteborgerne ekstra omkostninger på flere hundrede tusinde kroner. Hvor bliver protesterne af? Nogle steder i verden ville sådanne politikere blive truet, og man havde måske kastet sten ind af deres vinduer.

Vi må også undre os over, hvor de boligløses tusindtallige protestdemonstrationer bliver af. Nogle steder i verden ville en lignende boligsituation udløse voldshandlinger ved politikernes boliger, som de måske ville blive hindret adgangen til, så de på deres egen krop kunne mærke savnet efter hjemlig hygge og tryghed i de lune stuer. Hvor bliver protesterne af?

Hvor er forældrenes heftige modstand og de organiserede elevstrejker, der lægger skolerne øde, indtil det dokumenteres, at hjemmestyret sætter det ind, som er nødvendigt for at overbevise forældre og elever om, at nu bliver folkeskolen forsvarlig.

Hvor er lønmoldtagernes rasende demonstrationer imod landstingspolitikernes radikale lønforhøjelser, der bestemt ikke kan begrundes med opnåede resultater.

Og hvorfor får politikerne ikke "kniven på struben", indtil sundhedsvæsenet/sygdomsforebyggelsen bliver tilført de ressourcer, der er nødvendige for kvalificeret diagnosticering og behandling.

VI HAR DE POLITIKERE, vi fortjener.

OG HVEM VED. Måske findes der ingen bedre. Måske har de sidste 20-30 års forfejlede folkeskole og uddannelsespolitik ødelagt mulighederne for at rekruttere folk, der er dygtige nok til at lede landet. Eller bare ordentlige og retskafne nok til, at der kan arbejdes seriøst og alvorligt med landets mange påtrængende problemer.

Vi skal som vælgere skaffe os nogle andre politikere, folk der hele tiden tænker på at hjælpe borgerne. Folk, der kan løse problemer i fællesskab med andre, i stedet for at konkurrere om de yderst begrænsede ressourcer, vi har til rådighed.

Folk, der er så fremsynede, at de ikke hele tiden behøver at skyde sig selv i foden.