Hjemtransport af døde

Det forekommer noget kynisk, at ansvaret for et påbegyndt behandlingsforløb slutter, så snart behandlingen er mislykket, og patienten dør

Tirsdag d. 1. maj 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Etik, Politik, Sundhedsvæsenet.

DET BØR VÆRE SAMFUNDET, der betaler hjemtransporten af patienter, der dør efter at være overført til behandling på danske hospitaler.

På side 10 bringer vi en artikel, hvori en kvinde fortæller, hvordan det opleves at stå i et fremmed land og blive afkrævet 19.000 kroner, før hun kunne få lov for at få sin netop afdøde mand med hjem til Grønland.

I samme artikel fortæller landsstyremedlem for sundhed, Alfred Jakobsen, at direktoratet er ved at undersøge muligheden for alternativ hjemtransport. Men regningen skal stadig betales af familien til den afdøde.

Det er en urimelig situation at stå i. Undertiden kan hjemtransporten koste 30.000 kroner, en omkostning, som udløses af, at det grønlandske sundhedsvæsen er nødt til at trække på ekspertise og kapacitet i Danmark.

PATIENTTRANSPORTEN fra Grønland til Danmark betales som en naturlig ting af sundhedsvæsenet, men landsstyremedlem for sundhed, Alfred Jakobsen, vil ikke betale returbilletten. Det skal han heller ikke efter de gældende regler, men det forekommer noget kynisk, at ansvaret for et påbegyndt behandlingsforløb slutter, så snart behandlingen er mislykket, og patienten dør.

Den døde ligger stadig på Rigshospitalet, og de pårørende har meget andet at tænke på.

DET ER IMIDLERTID ikke afgørende, hvilken offentlig myndighed, der betaler hjemtransporten, bare den bliver betalt. Behandlingssystemet - også den del, der foregår i Danmark - er et kollektivt ansvar for os, der bor her i landet, og vi må naturligvis stå sammen om at betale den meget store omkostning.

Vi skal have en fast procedure, der træder i kraft, når patienter dør i Danmark. Hjemtransporten bør være "fuldautomatisk", noget, der bare sker uden, at de pårørende skal kastes ud i bekymringer om uoverskuelige økonomiske og praktiske forhold.

Det er den eneste ordentlige og civiliserede måde at gøre det på. Og hvis der ikke er politisk mulighed for, at det offentlige betaler alle hjemtransporter (nogle har jo råd), så skal det bare ikke være et problem, der diskuteres ved dødslejet. Det offentlige skal tage sig af det praktiske, eller i det mindste påtage sig besværet for de efterladte. Når sorgen er kommet lidt på afstand, kan man tage stilling til betalingen efter faste retningslinier.