FOR FØRSTE GANG har det private erhvervsliv støttet en konkret politisk handlingsplan økonomisk. Det samme gælder de store hjemmestyreejede aktieselskaber, en række institutioner, foreninger og organisationer. 43 af dem har indrykket en annonce for landsstyremedlem Ole Dorph til støtte for hans handlingsplan for forebyggelse af omsorgssvigt.
Den er den handlingsplan, der vil nedbringe antallet af børn og unge, som på grund af omsorgssvigt anbringes uden for hjemmet, med 10 procent om året. Metoden er at trække på "lokalbefolkningens ekspertise" og flytte ansvaret fra det offentlige til de trængte familier og deres personlige netværk. Og målet er at skære antallet af døgninstitutioner ned med 10 pladser om året og halvere udgifterne pr. barn.
OLE DORPH bad et konsulentfirma om at skaffe nogle solide støtter til planen, og en mand herfra ringede rundt til de 43 donorer, hvoraf langt de fleste over for Atuagagdliutit oplyser, at de blev bedt om give et bidrag til en annonce, der skulle sætte fokus på omsorgssvigtede børns vanskelige situation. Kun nogle ganske få var klar over, at det handlede om en politisk handlingsplan, og af disse få kendte kun to handlingsplanen og dens konsekvenser til bunds - blandt andet, at dens vigtigste mål snarere er at begrænse børnenes muligheder end at løse deres problemer.
DET HAR SKABT vrede og forundring i donorkredsen, hvoraf flere rent ud kalder det bondefangeri. Kun en enkelt "ikke-politisk" donor sluttede bevidst op om den politiske handlingsplan, mens ingen erhvervsvirksomheder, organisationer, institutioner eller foreninger ønsker at medvirke til at fremme en bestemt politisk sag.
Det er det bekræftende i denne historie - tilkendegivelsen af, at hverken erhvervslivet eller andre ønsker at støtte - endsige købe! - bestemte politiske programmer. Det hører andre kulturer til. Her hos os skal der være rene linier, og det er betryggende.
Men det er kreperligt, at et landsstyremedlem, der ikke forstår værdien af disse grundlæggende, demokratiske magtprincipper, får held til at bilde borgerne ind, at han har en plan, som alle støtter. Heldigvis lykkedes det kun ved at føre donorerne bag lyset og - ifølge fleres udsagn - udsætte dem for regulært plattenslageri. Det er heldigvis til at tage og føle på.
Atagu:
Firmaet Eskimo Management ApS (som mest passende - og hvis man skal være meget venlig - kan oversættes fra sit engelske navn til det danske: " Eskimo Dressur ApS") - det firma har i mange år huseret i Grønland og forhåbentligt ikke ret mange andre steder.
Det er det firma, der ikke bare har stået for annonceringen, men også for den bagved liggende "Handlingsplan", der har fået mølposenavnet "Tassa - de næste 1001 dage".
For annonceringen har firmaets indehaver, Søren Vestergaard Mikkelsen, overfor AG
stillet følgende regnskab op: - Sponsorstøtte 43.000 kr.
- Udgifter til annonce i Sermitsiaq 30.195 kr.
- Udgifter til honorering for tekstudarbejdelse,
kontakt til annoncører,
mødevirksomhed,
koordinering,
tolkning,
korrekturgange,
kørsel,
administration
med videre ... 10.805 kr.. Søren Vestergaard Mikkelsen siger i den forbindelse til AG: "Jeg har ikke bondefanget nogen "
Hvad skal der til for at få sådan en opgave og til hvilken pris? Det er mindst lige så interessant, hvordan det er lykkedes for ham og hans firma at få opgaven af Ole Dorphs direktorat. - Hvilke faglige forudsætninger har firmaet for at udarbejde sådan en handlingsplan?
- Hvad har direktoratet måttet betale for handlingsplanen?
- og hvilke seriøse alternativer har man i direktoratet haft for en ekstern analyse af de tunge problemer, som mange misbrugte og ulykkelige børn i Grønland må leve med?
|