Ansvaret for milliardunderskud ligger hos Siumut og Atassut

Præcist hvor uansvarligt forslaget var, har vi svaret på nu. Det daværende landsstyre forudså et underskud på 310 millioner kroner og i dag sidder vi så med et historisk stort underskud på en milliard kroner.

Tirsdag d. 20. april 2010
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Finanslov, Forårssamling 2010.

En gang imellem er det som om, at vi ikke alle lever i den samme virkelighed. Sådan var følelsen i hvert fald, da vi i Landstinget debatterede tillægsbevillingsloven for 2009, der viste et DAU - underskud på lige over en milliard kroner.

Enhver med en smule fornuft ved, at tillægsbevillingsloven for 2009 er en udløber af Finansloven for 2009, der på Efterårssamlingen 2008 blev vedtaget af et snævert flertal bestående af de daværende koalitionspartier. De nuværende koalitionspartier stemte imod Finanslovsforslaget, da det var åbenlyst uansvarligt. Derudover er det store underskud tillægsbevillingsloven for 2009 udtryk for de seneste mange års uansvarlige økonomiske politik.

Præcist hvor uansvarligt forslaget var, har vi svaret på nu. Det daværende landsstyre forudså et underskud på 310 millioner kroner og i dag sidder vi så med et historisk stort underskud på en milliard kroner. I al sin uansvarlighed budgetterede det daværende landsstyre altså godt 700 millioner kroner for lavt. Det daværende landsstyre tog hverken finanskrisen alvorligt eller tog andre hensyn med i deres arbejde, da de udarbejdede Finansloven for 2009. Det er ganske enkelt et udtryk for komplet uduelighed.

Helt slemt bliver det imidlertid, når Siumuts formand fralægger sig ethvert ansvar for det store underskud. Dette velvidende, at den finanslov, der i første omgang ligger til grund for det store underskud blev stemt igennem udelukkende med stemmer fra Siumut og Atassut. Inuit Ataqatigiit og Demokraterne stemte rent faktisk imod.

Der er således ingen tvivl om, hvor ansvaret for det rekordstore underskud skal placeres. Om et års tid, når vi skal se tilbage på, hvordan det er gået med finanserne for 2010, så lover jeg, at den nuværende koalition tager det fulde ansvar for resultatet. Til den tid bygger resultatet nemlig på den finanslov som blev vedtaget uden Siumuts og Atassuts stemmer på Efterårssamlingen 2009.