Ændringsforslag til Finanslovsforslaget for 2012

Landsstyret har overvejet andre forskellige afgifter. Herunder et konkret forslag fra Siumut, der pålægger selskaber med en licens til efterforskning af mineraler og olie en afgift på 10 % af deres efterforskningsudgifter. Efter nærmere undersøgelse og et Landstinget seminar om emnet, er det landsstyrets klare vurdering, at en sådan afgift på nuværende tidspunkt vil virke direkte skadelig for efterforskningsselskabernes lyst til at investere i efterforskning i Grønland. Derfor kan den ikke anbefales.

Onsdag d. 2. november 2011
Maliina Abelsen
Emnekreds: Efterårssamling 2011, Finanslov.

Landsstyret har fremsendt sine ændringsforslag til 2. behandlingen af forslaget til næste års finanslov. Baggrunden for mange af ændringsforslagene er de forhandlinger som Medlem af landsstyret for Finanser Maliina Abelsen har haft med de politiske partier.

”Jeg har lyttet til hvad partierne har sagt. Eksempelvis var der bred enighed om, at der skal afsættes flere midler til byggeri i hele landet, at der skal afsættes midler til et multislagteri i Narsaq og, at der skal afsættes flere midler til undersøgelser af de kystnære fiskeriressourcer. Derfor har vi fundet midler til bl.a. dette, og jeg håber, at Landstinget vil tage godt imod vores ændringsforslag, da jeg mener de afspejler de ønsker, der er blandt partierne” siger Maliina Abelsen, Medlem af landsstyret for Finanser.

I finansloven lægger landsstyret også op til, at der afsættes 12 millioner til den regionale udviklingsstrategi og 10 millioner til IKT – området samt yderligere 10 millioner til børne og ungeområdet. Dertil er der afsat flere midler til sundhedsvæsenet pga. den demografiske udvikling. Disse tiltag har der også været bred opbakning til.

Der har også været bred opbakning til landsstyrets forslag om at udlægge den pædagogisk-psykologiske rådgivning til kommunerne. Samtidig øges bevillingerne til området så rådgivningen også inkluderer børn i førskolealderen, som er i tråd med ønsket om tidlig indsats i forhold til børn.

Det er vigtigt, at finansloven balancerer. Derfor har landsstyret for at finansiere ændringsforslagene endevendt alle muligheder for at finde kompenserende besparelser som der kunne opnås bred tilslutning til blandt partierne. Dette er ikke lykkedes fuldt ud. Derfor er det nødvendigt inden 3. behandlingen, at foreslå nye besparelser eller indtægter for i alt 28 mio. kr. Her stiller landsstyret forslag om at hæve lotteriafgiften fra 15 % til 30 %, hvilket vil give 8 mio. kr. Dermed skal landsstyret fortsat finde besparelser eller nye indtægter for i alt 20 mio. kr. inden 3. behandlingen.