Hvem sagde økonomisk vækst

Vi efterlyser politikere, der er i stand til at genopfinde den omkostningsdæmpende politik, der har visioner om samfundets udvikling og tør gennemføre dem

Lørdag d. 9. september 2000
Poul Krarup
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Det er landsstyrets officielle politik, at vi skal skabe økonomisk vækst. Det er vejen frem mod større uafhængighed, større selvstændighed og så videre. Alligevel fremlægger landsstyret den ene gang efter den anden forslag, der direkte modarbejder dette mål. Det er som om politikerne kun kan tale og give løfter, men glemmer at handle. Eller sagt på en anden måde, der er andre som handler, og de følger ikke de politiske løfter og de politiske udmeldinger. De der handler bestemmer selv ud fra deres egen lille, begrænsede verden. Både Jonathan og Josef med samme efternavn ønsker økonomisk vækst, begge har adskillige gange udtrykt forståelse over for eksporterhvervenes følsomhed for nye udgifter. Alligevel er eksportvirksomhederne de senere år blevet pålagt udgifter, der løber op over 60 millioner om året. Det svarer til en eksportomsætning på 3.000 tons rejer eller hvad seks mellemstore trawler under gode forhold kan skabe af overskud om året. Det er en utrolig farlig politik at hælde alle mulige omkostninger oven i verdens højeste omkostningsniveau. Vandprisen blev fordoblet for fiskeindustrien sidste år. Elprisen foreslås at stige med ca 30 % for i år. Fragten stiger. Olien stiger. Stort set alle andre slipper for belastning, kun landets primære erhvervsliv - fiskeri og fiskeindustri - er udset til at bære byrden. Landets eneste eksporterhverv. Der, hvor vi skal tjene pengene for at skabe økonomisk vækst, skal bære byrden. De personer, der bestrider politiske poster - ministrene - tænker som bogholdere: Når Nukissiorfiit mangler penge, så må eksporterhvervene bære byrden i form af højere vand- og elpriser. Ikke et ord om at rationalisere og effektivisere Nukissiorfiit, der til gengæld synes at have kronede dage og bygger - ikke alene administrationsbygning, men også ny vej (!), har eksplosiv udvikling i lønningerne - mens fiskerne skal betale "festlighederne". Hvad med at selskabet fik besked på at udskyde sit nye store flotte hovedsæde og bruge pengene til at renovere nogle ledninger for. Vi efterlyser politikere, der er i stand til at genopfinde den omkostningsdæmpende politik, der har visioner om samfundets udvikling og tør gennemføre dem, og ikke blot er bogholdere, som skal finde nogen til at dække udgifterne. Der er ikke noget lettere end at øge udgifterne, udfordringen ligger i at holde igen og nedbringe udgifterne. Bogholder-økonomerne har overtaget magten. Politikerne må vågne op. Landets bærende erhverv har aldrig haft ringere vilkår end netop nu, hvor en tidligere fabrikschef er erhvervsminister og driver sit område, som om det er en fiskefabrik, og hvor en ingeniør er minister for infrastrukturen og driver sit område som et byggeri i Grønland, der bare bliver dyrere og dyrere. Grønlands Eksporterhverv er ikke blot udsat for konkurrence fra konkurrenterne ude på verdensmarkedet. Erhvervet bliver som nævnt også udsat for benspænd på hjemmefronten. Tror man at japanerne betaler mere for rejerne, fordi Nukissiorfiit mangler penge? - Nej, det er fiskerne og arbejderne her i landet det går ud over, fordi vi må betale mindre for fisken og lavere løn på grund af højere produktionsomkostninger. Politikerne burde have kursus i ejerpleje og elementær nationaløkonomi om, hvordan man sikrer vækst? - Nemlig ved at bruge økonomiske styringsmekanismer målrettet og på de steder, hvor vækst kan gro Ikke gennem automatisk betonkommunistisk tankegang. Det er utroligt, at politikerne her i landet kan blive ved med at forsvare verdens højeste omkostningsniveau og endda blive ved med at forhøje det. Hvem påstår, at Grønland har økonomisk vækst.