Overfiskeri er ikke bæredygtigt

Desværre spiller landsstyret hasard med vores fiskeri og det kan udvikle sig til en økonomisk katastrofe, en miljømæssig katastrofe og ikke mindst en menneskelig katastrofe for vores land

Torsdag d. 23. juli 2015
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Fiskeri.


Fisk er en ressource, fuldstændigt som vores råstoffer. Men i modsætning til råstofferne er vores fisk en ressource der fornyer sig selv – hvis altså vi formår at passe på den.

Desværre spiller landsstyret hasard med vores fiskeri og det kan udvikle sig til en økonomisk katastrofe, en miljømæssig katastrofe og ikke mindst en menneskelig katastrofe for vores land. landsstyret tager meget store chancer og deres indskud i dette hasardspil er landskassen. Dermed er det os alle der rammes, hvis bestandene overfiskes eller vores fisk får et dårligt omdømme blandt verdens forbrugere og indtægterne til landskassen falder. Det er dybt uansvarligt og landsstyret bør huske på, at hele landet afhænger af et stærkt fiskeri. Ikke kun fiskerne – men alle borgere og alle offentlige institutioner.

Landsstyrets koalitionsaftale har i mange tilfælde vist sig at være ord uden indhold. Det gælder for eksempel løftet om et fiskeri baseret på bæredygtighed. Det er en skændsel at landsstyret bliver ved med at bruge dette ord om sin fiskeripolitik. Der er derimod tale om en politik der i den grad lægger op til overfiskeri og en politik der gavner de få og ikke de mange.

Kvotefri områder for hellefiskfiskeriet er et klart eksempel på en uigennemtænkt fiskeripolitik. Og denne overfiskerispolitik er fulgt op gang på gang. Senest med torskekvoten der er dobbelt så stor som anbefalet.

Koalitionen må påtage sig ansvaret for deres handlinger. Det er ufint af Demokraterne og Atassut at kritisere kvoteforhøjelserne uden at stille tydelige krav om ændringer mod ansvarlighed og bæredygtighed. Landsstyret består ikke af en række individer, men er en samlet enhed. Dermed står demokraternes formand og Atassuts formand sammen med det øvrige landsstyre om den politik der føres. Hvis dele af koalitionen ønsker at føre en anden politik må de klart udnytte den magtbase de har som koalitionsmedlemmer til at påvirke politiken i en anden retning.

Dette er derfor en klar opfordring til Atassut og Demokraterne om at omsætte deres holdninger til handling – ellers må vi antage at disse partier står 100 procent bag Siumut i den førte fiskeripolitik.