Yderst ringe kundeservice

Jeg kan til nød forstå, at man ikke behøver at arbejde i weekenden, når man driver en monopolvirksomhed. Jeg kan forstå, at det tager noget af mandagen, at komme i gang med arbejdet. Men jeg kan absolut ikke forstå, at Tele Greenland i over en uge holder mig hen med at sige »Det tager tid at grave et hul«

Tirsdag d. 13. august 2002
Taitsisakooq Heilmann
Emnekreds: Forbrugerspørgsmål.

Fredag anden august skrev man i AG, hvor frustrerende det kan være at være uden telefonforbindelse. Det må så hjælpe lidt, at Tele Greenlands direktør så flot udtaler, at man arbejder i døgndrift på at få løst problemet. Det er da betryggende, at vide, at Tele Greenland i den grad sætter pris på sine kunder, at man er villig til at arbejde i døgndrift.

Havde det ikke været for det efterfølgende ville jeg såmænd heller ikke have tænkt yderligere over det.

Vi har en InternetCafé, der modtager sponsorstøtte fra Tele Greenland. Støtten hjælper til at få det hele til at løbe rundt. Men i over en uge at skulle meddele kunderne, at man ikke har forbindelse til Internettet, det hjælper absolut ikke til at få tingene til at løbe rundt i et nystartet firma!

Jeg kan til nød forstå, at man ikke behøver at arbejde i weekenden, når man driver en monopolvirksomhed. Jeg kan forstå, at det tager noget af mandagen, at komme i gang med arbejdet. Men jeg kan absolut ikke forstå, at Tele Greenland i over en uge holder mig hen med at sige "Det tager tid at grave et hul", og "Vi har 3 mand på arbejde hele tiden", når jeg ved selvsyn kan se, at der IKKE står 3 mand (faktisk står der en gang i mellem kun én) ved et hul, der er knapt 40 cm dybt.

En hel bydel har problemer med telefonlinien, og Tele Greenland gør øjensynligt ikke noget seriøst ved det.

Jeg har normalt mange kunder hele dagen igennem, særligt nu i turistsæsonen, men har i weekenden, og hele ugen måtte afvise mange faste kunder og alle turister, da der ikke er adgang til Internettet.

Ved henvendelse til Tele Greenland meddeles det blot, at man arbejder på højtryk for at løse problemet. Jeg har fået at vide, at det er et kabelbrud. Så burde "arbejde på højtryk" betyde, at man fik gravet et kabel op og fik det skiftet! Eller hvad? Jeg har ved henvendelse til Tele Greenland fået at vide, at man ikke arbejder efter kl. 16 eller i weekender. Jeg må så vente til at man finder problemet alvorligt nok til at man gider tage sig af det.

Er kundernes levebrød ikke vigtigt nok til at Tele Greenland vil bevilge overarbejde?

Nu er det weekend igen, og hverken telefon, fax eller Internet virker. Hvis der så bare blev arbejdet på problemet, ville min tålmodighed være større. Men når jeg ved selvsyn kan se, at der simpelthen ikke er vilje til at løse det, så er det jeg farer i flint.

Ville tilstanden være den samme, hvis vi havde haft mere end én udbyder af telefon/ Internet? Jeg har svært ved at tro det. Den form for negligering af kunderne kan simpelthen kun finde sted, når kunden ikke har andre steder at henvende sig. Sker den form for negligering af kunder som Grønlandsbanken, Kommunen eller andre store virksomheder? Der tror jeg godt nok at Tele Greenland ville have sat lidt flere ressourcer af til at få løst problemet.

Jeg har ondt af de stakler, der sidder på fejlkontoret i denne uge, og må høre på mit brok hver dag. Det er jo ikke dem, der nægter at udbetale overarbejde til personalet, så problemerne kan blive løst. Det er jo ikke dem, der holder tilsyn med at tingene bliver gjort. De bringer bare beskeden videre.

Det er utåleligt, at man dag efter dag, kan se, at der ikke bliver gjort noget reelt for at få løst problemet. Man sender én mand ud med en skovl, og tænker "det var det, nu må det løse sig med tiden". Hvis det er så stort et problem at få gravet det hul, så ring til mig! Jeg har tid til at komme, for jeg har ingen kunder. Nå Nej - Man kan jo ikke ringe til mig. Lige så lidt som jeg kan sende en e-mail med min klage, som jeg ellers blev opfordret til af en Tele Greenland medarbejder.

Hvorfor skal jeg betale abonnement for en ydelse jeg ikke kan få?

Eller hvorfor får jeg ikke den ydelse jeg har betalt abonnement for?

Eller SKAL jeg betale abonnement for en ydelse jeg ikke kan få?

Det kan jeg ikke få svar på hos Tele Greenland.

Bliver der nu trukket i min sponsorstøtte, da jeg jo i den forløbne uge, ikke har kunnet tilbyde den adgang til Internettet, som jeg er forpligtet til, ifølge min sponsorkontrakt med Tele Greenland? Det kan jeg heller ikke få svar på.

Jeg ville ønske at jeg var så vigtig en kunde, at Direktøren for Tele Greenland ville sætte sine folk til at løse, ikke bare mit, men mange menneskers problem her i Ilulissat.

Hvis Tele Greenlands omsætning blev halveret i en uge på grund af mig, ville jeg jo nok have deres advokater stående herude og banke på. Min omsætning er halveret, men jeg har ingen advokater at sende ud. Jeg har ikke råd, slet ikke nu. Jeg kæmper for at betale mine regninger, men jeg kan ikke klare det uden Internet, og det formår Tele Greenland ikke at levere.