Indsigt: Politiserende embedsmænd?

Politiserende embedsmænd?

I det hele taget er Grønlands tidlige økonomiske historie efter 2. verdenskrig kendetegnet ved manglende privat initiativ, selvom man åbnede op for dette. Men det vil de flyfriske »skrivebordsgeneraler« i økonomidirektoratet vist ikke rigtigt forstå, og derfor skal vi vedholdende udsættes for disse politiserende embedsmænd

Fredag d. 17. november 2000
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Erhverv, Forskning, Politik, Uddannelse, Økonomi.

Når jeg læser i landsstyrets strukturpolitiske handlingsplan ville jeg ønske, at jeg havde to hoveder at tage mig til! I passagerne omkring privatisering og markedsøkonomi leveres de sædvanlige udokumenterede påstande om, at man kan indføre en fri konkurrence, og at traditionel privat drift er den bedste af alle verdener.

Bag det hele kan man ane både en Århus-økonoms fidele kontrafej og en flok nyliberale papirtigre fra OECD. Man kan f.eks læse, at det ikke er sagligt berettiget, at lade det offentlige være ejere, når private operatører kan udføre en opgave mindst lige så godt, og at der ikke er noget behov for, at det offentlige driver produktion i konkurrence med private.

Det underforståede går i al sin enkelthed på, at det offentlige fortrænger det private initiativ, og at der i offentligt regi skal skæres ned på alle fronter. Det har vi til fulde fået demonstreret under finanslovsforhandlingerne.

Forrige uge inden tredjebehandlingen viste det sig f.eks, at man havde forsøgt sig med nedskæringer, der kunne havde ledt til fyringer af lærere på Ilisimatusarfik. Og alt dette skal vi høre på, selvom vi ved, at det offentlige og det private i Grønland som i andre arktiske regioner altid har fungeret i et frugtbart samspil baseret på gensidig afhængighed. Det private initiativ i Grønland ville stort set ikke havde været der, hvis ikke der i alle årene siden G50 havde været et offentligt initiativ.

I det hele taget er Grønlands tidlige økonomiske historie efter 2. verdenskrig kendetegnet ved manglende privat initiativ, selvom man åbnede op for dette. Men det vil de flyfriske "skrivebordsgeneraler" i økonomidirektoratet vist ikke rigtigt forstå, og derfor skal vi vedholdende udsættes for disse politiserende embedsmænd. Som kommende vælger med et standpunkt, der ligger lidt til venstre for midten, er jeg glad for at vide, at den slags er politik i dagens Grønland. Så ved jeg, hvor jeg i alt fald ikke skal sætte mit kryds!?

Eller hvad med påstande om, at det offentlige ejerskab indebærer ineffektivitet, mens det private ikke gør det? Det ville havde klædt skrivebordsøkonomerne, om de ærligt havde vedgået sig, at traditionel privat drift også er omfattet af effektivitetsproblemer. Dette, især når der er tale om de store private virksomheder, der uvægerligt vil opstå, når man vil lade et offentligt monopol blive et privat monopol.

Man refererer i denne forbindelse til et arbejde om privatisering i en eller anden embedsmandsgruppe. Men dette er noget, som man stort set aldrig hører om!?

Når man tænker på de tidligere overvejelser, der har været fra f.eks. ensprisudvalget, kan man have bange anelser om, at man er ved "at sælge ud af arvesølvtøjet" til danske og udenlandske kapitalinteresser. Og fremfor alt må det undre, at der ikke skal være en offentlig debat om noget så vigtigt?

Derfor bør et nyligt initiativ kunne påkalde sig en vis interesse i analysen af hvilke modeller, der kan indgå i privatiseringsovervejelserne.

I dagene omkring den første weekend i november arrangerede vi et seminar i Ilulissat om medeje og medbestemmelse i Grønland, og i andre arktiske regioner. I seminaret deltog en række internationalt anerkendte forskere bl.a. kolleger med ansættelse i "Verdensbanken" og "London School of Economics".

Emnet på seminaret gik på virksomheder, der udsteder medarbejderaktier, andelsvirksomheder og rene medarbejderejede og leverandørejede virksomheder. Denne form for privatiseringer har ved en sammenligning med traditionelle private virksomheder vist sig at have en række fordele.

Den væsentligste pointe er, at international forskning har godtgjort, at især en kombination af medarbejdereje og medbestemmelse synes at skabe økonomisk set stærkere og mere effektive virksomheder. Sådanne modeller kan medvirke til at bevare ejerskab og kapital i Grønland.

Hvorfor indgår den slags modeller overhovedet ikke i den grønlandske privatiseringsdebat - vi er ti år bagefter og trasker videre af den samme håbløse og forfejlede sti, som man gjorde i Østeuropa først i 90'erne. Analyse udført for UNICEF viste, at dette kom til at koste disse lande dyrt!!