Indsigt: Gode rammer for forskning og uddannelse

Gode rammer for forskning og uddannelse

Landsstyret fortjener stor ros for, at det sidste år skabte lovgrundlaget for, at unge fra Grønland - og for den sags skyld også den øvrige verden - kan få sig en forskeruddannelse i arktiske kultursprog- og samfundsforhold ved Ilisimatusarfik

Fredag d. 20. september 2002
Ole Marquardt
Emnekreds: Etik, Forskning, Politik, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Påstande
Argumenter
Tilkaldte og hjemmehørende
Befolkningsstørrelse og rekruttering
Andre lande
Færre bogligt begavede
Forskeruddannelse og Ilimmarfik
Kan lade sig gøre
Gode rammer
Ingen fråds


Per Berthelsen fra Demokraterne fremlægger i et par indlæg i Sermitsiaq 35/2002 sit syn på Ilisimatusarfik og Ilimmarfik (Universitetsparken).
 

Per Berthelsens
2 indlæg:

Selvstyrekommissionens betænkning:
EN DYR SKÅLTALE

Universitetsparken
eller folkeskolen?

   
 

Per Berthelsen i sit
indlæg af 28. august 2002:

Men det bedste argument for sammenhængen har du igen selv leveret, Augusta Salling.
I AG den 8. maj 2001 udtrykte du dig i så klare vendinger, så ingen kunne misforstå, hvor din sympati lå:

"Vi kan ikke tillade os, at bruge 160 millioner kroner på enkelte uddannelser, mens skolebørn får undervisning i fyrrum, omklædningsrum, containere, boglagre og gangarealerne"

   
Per Berthelsen konstaterer korrekt, at for øjeblikket er hovedparten af dem, der sidder i universitetets forsker- og underviserstillinger, tilkaldte.

Påstande
Heraf udleder han, at man "nok må erkende, at befolkningsgrundlaget er for lille til at kunne have en forskningsbaseret institution som et universitet. For at skabe et frugtbart og kritisk forskningsmiljø kræves der et stort befolkningsgrundlag, som man konstant kan rekruttere forskere fra".

Ideen om at Grønlands befolkning er for lille til at dække universitetets behov for rekruttering af forskere og undervisere, får ham videre til at påstå, at Ilisimatusarfik med sin nuværende universitetskurs har spillet fallit, og at institutionen bør være en forvaltningshøjskole eller et sted, som giver suppleringsuddannelse til dem, der er uddannet i Danmark. "Så Ilimmarfik (Universitetsparken) burde på forhånd være en død sild", konkluderer han efterfølgende.

Argumenter
Per Berthelsens argumentation rummer tre elementer:
  1. et lands universitet spiller fallit, hvis ikke hovedparten af dets lærere er født i landet.
  2. når hovedparten af forskerne og underviserne ved Ilisimatusarfik i dag er tilkaldte, så er det udtryk for, at landets befolkning simpelthen ikke er stor nok til at udgøre et tilstrækkeligt rekrutteringsgrundlag for universitetet.
  3. når landets befolkning er for lille til at dække universitetets behov for forskere og undervisere, så er der ikke behov for et universitet og derfor heller ikke for Ilimmarfik.


Tilkaldte og hjemmehørende
Jeg tror ikke, at det er nogen idealtilstand for et universitet, hvis hele forsker- og underviserstaben er rekrutteret i det land, som universitetet befinder sig i. I både den nordiske og den internationale universitetsdebat lægges der vægt på, at udefrakommende forsker- og underviseransatte er en god ting, for de giver de nye impulser og det friske pust, der forhindrer et universitet i at stagnere i selvtilstrækkelig akademisk provinsialisme.

Det tror jeg også, at Per Berthelsen er enig med mig i. Omvendt er jeg enig med Per Berthelsen i, at den nuværende situation, hvor hovedparten af forskerne og underviserne er tilkaldte, inviterer til en diskussion om, hvordan man kan få ændret på tingenes tilstand.

Netop med tanke på den diskussion er det uheldigt, når Per Berthelsen lægger sig fast på, at man slet ikke ikke kan ændre på tingene, sålænge den grønlandske befolkning kun er på de nuværende 56.000.

For det første tager han nemlig ganske alvorligt fejl, når han tror, at denne befolkning er for lille til, at man fra den kan rekruttere et antal forskere og undervisere, som er mere end tilstrækkeligt for Ilisimatusarfiks behov.

For det andet kommer han med sin holdning i den barokke situation, at han som politiker, der kritiserer den skæve fordeling mellem tilkaldte og hjemmehørende forskere og undervisere på universitetet, ender med at foreslå, at Ilisimatusarfiks universitetskurs skal opgives, og at det Ilimmarfikprojekt, som faktisk kan gøre noget ved skævheden, ikke skal gennemføres.

Befolkningsstørrelse og rekruttering
På Ilisimatusarfik er der i skrivende stund besat 11 forsker- og underviserstillinger. Dertil kommer en forskerstipendiat (PhD-stipendiat), som er ansat i en stillingstype, der sigter mod rekruttering af bl.a. forskere og undervisere. Alt i alt er der altså tale om 12 forsker- og underviserstillinger, som vi p.t. har besat.

Af disse 12 stillinger indehaves tre af folk, som er født i Grønland, mens resten indehaves af folk fra Danmark (syv) og det øvrige udland (to). Set i forhold til den grønlandske befolkning som helhed betyder det, at der findes en universitetsansat forsker- og underviser for hver ca. 4.700 indbyggere - samt en universitetsansat forsker- og underviser som er født i Grønland for hver 18.700 indbyggere.

Per Berthelsen ser ud til at mene, at når der i dagens Grønland kun findes en grønlandsk universitetsansat forsker- og underviser for hver 18.700 indbyggere, så må befolkningen vokse til 12 x 18.700 eller ca. 225.000, førend alle de ovennævnte 12 forsker- og underviserstillinger kan besættes med folk, som er født i landet.

Ved udflytningen til Ilimmarfik er Ilisimatusarfik med sine nuværende fire institutter projekteret til at have 22 forsker- og underviserstillinger, nemlig 18 adjunkt-lektor-professor stillinger og 4 PhD-stipendiater (rekrutteringsstillinger).

Efter Per Berthelsens regnestykke skal landets befolkning altså vokse til 410.000, førend rekrutteringsgrundlaget er tilstrækkeligt til at samtlige 22 forsker- og underviserstillinger kan besættes med hjemmehørende.

Og den skal vokse til mellem 225.000 og 410.000, hvis hovedparten af forsker- og underviserstillingerne skal besættes med denne type arbejdskraft.

Indtil det er sket, kan man så passende putte både Ilisimatusarfiks universitetsprofil og hele Ilimmarfikprojektet i mølposen.

Andre lande
Det er mærkeligt, at Per Berthelsen ikke har skelet til andre lande, inden han lagde sig fast på, at den nuværende grønlandske befolkning er alt for lille til at Ilisimatusarfiks behov for forskere og undervisere kan dækkes med grønlandsk arbejdskraft i rimelig grad.

Som sagt er der i dagens Grønland kun 1 grønlandsk universitetsansat forsker- og underviser (inkl. PhD-stipendiater) for hver 18.700 indbyggere. Men i Danmark er der en1 universitetsansat forsker- og underviser (inkl. PhD-stipendiater) for hver kun 500 indbyggere (Rektorkollegiet, "Danske Universiteter", 2002). Og i Island er der endda en universitetsansat forsker- og underviser (inkl. PhD-stipendiater) for hver kun 280 indbyggere (Nordisk Universitetsadministrationssamarbejdet, "Nordisk Universitetshandbok 2000"). I både Island og Danmark finder man også dét, der svarer til tilkaldt arbejdskraft, blandt universiteternes forskere og undervisere. Men det store flertal er født i det land, de arbejder i.

Resultatet er altså, at hvis der i det grønlandske samfund herskede islandske uddannelsesvaner og -forhold, så ville landets befolkning på 56.000 være tilstrækkeligt grundlag for rekrutteringen af ikke mindre end 200 grønlandske forskere og undervisere. Hvis der herskede danske uddannelsesvaner og -forhold, så kunne der rekrutteres 112. I begge tilfælde er det langt flere, end Ilisimatusarfik har og i den overskuelige fremtid vil få brug for.

Færre bogligt begavede
Kun hvis Per Berthelsen går ud fra, at der pr. 1.000 fødsler fødes langt færre bogligt begavede børn i Grønland, end der gør i Danmark og Island, kan han få sit regnestykke om, at 56.000 er en alt for lille befolkning til at kunne dække Ilisimatusarfiks rekrutteringsbehov på forsker- og underviserområdet, til at gå op.

Nu er der jo intet i hans indlæg, der peger i retning af, at han mener, at intelligenspotentialet i den grønlandske befolkning er lavere end så mange andre steder. Tværtimod, for hans engagement i folkeskolepolitikken peger snarere i modsat retning.

Men når Per Berthelsen altså ikke mener, at grønlandske unge af natur er mindre bogligt begavede end danske og islandske unge, så bliver han til gengæld nødt til at indrømme, at han havde for travlt, da han fortalte Sermitsiaq's læsere, at den nuværende grønlandske befolkning er for lille til at løse Ilisimatusarfiks rekrutteringsbehov.

Det er ganske enkelt ikke rigtigt, hvad han siger. Og heldigvis for det, for det betyder, at man ikke behøver at vente med at gøre noget ved de forhold, som Per Berthelsen kritiserer, indtil den grønlandske befolkning er vokset til et sted mellem 225.000 og 410.000.

Forskeruddannelse og Ilimmarfik
Forklaringen på det lille antal grønlandskfødte universitetsansatte forskere og undervisere og PhD-stipendiater ved Ilisimatusarfik må søges i de velkendte historiske, kulturelle og økonomiske forhold.

Som uddannelsessamfund er Grønland stadigvæk i opbygningsfasen. Gymnasiale uddannelser har landet kun haft i få årtier, og universitetet har man kun haft i 15 år. Traditionen for, at unge grønlændere sætter sig en universitetsuddannelse som målsætning her i livet, er stadig i sin vorden. Og traditionen for, at de som livsmål sætter sig en forskeruddannelse og en efterfølgende karriere som universitetslærer i deres hjemland, er af gode grunde endnu svagere udviklet.

Endelig gør landets begrænsede ressourcer det nødvendigt at opgive enhver forestilling om at få opbygget et vidtforgrenet universitetssystem med en bred vifte af specialiserede forskningsenheder og uddannelser.

Så selv hvis Grønland når det islandske niveau for rekruttering af akademikere fra landets befolkning, vil det stadig være sådan, at flertallet af de 200 forskere og undervisere og PhD-stipendiater, som et befolkningstal på 56.000 i så fald giver basis for rekrutteringen af, ikke vil være tilknyttet Ilisimatusarfik.

Kan lade sig gøre
Til gengæld er der heller ikke tvivl om, at det med den i dag kendte befolkningsstørrelse godt kan lade sig gøre at få øget andelen af hjemmehørende blandt Ilisimatusarfiks forskere og undervisere. En realistisk målsætning forekommer det at være, at man indenfor en 10-15 årig periode skal have skabt en situation, hvor mindst halvdelen af universitetets forskere og undervisere er født og opvokset i det land, hvis universitet de er ansat ved.

At nå det mål kræver imidlertid, at viljen er tilstede - og herunder ikke mindst den politiske vilje til at skabe gode og tidssvarende fysiske rammer for både studerende og ansatte på Ilisimatusarfik, og til at sørge for, at universitetet får de midler, der kræves for at få sat yderligere gang i den forskeruddannelse, som på sigt kan levere kvalificerede rekrutter til de ordinære forsker- og underviserstillinger.

Gode rammer
Landsstyret fortjener stor ros for, at det sidste år skabte lovgrundlaget for, at unge fra Grønland - og for den sags skyld også den øvrige verden - kan få sig en forskeruddannelse i arktiske kultursprog- og samfundsforhold ved Ilisimatusarfik.

Behovet for gode og tidssvarende rammer for studier og forskning på universitetsniveau søger landsstyret som bekendt at få tilgodeset gennem bygningen af Ilimmarfik. Ilimmarfik repræsenterer en god og tidssvarende løsning på vores - og en række øvrige institutioners - lokalebehov. Men Per Berthelsen tager helt fejl, når han tror, at Ilimmarfik repræsenterer en luksuspræget løsning på behovene.

Ingen fråds
Der er ikke ruttet med kvadratmeterne eller frådset med indre og ydre udsmykning ved projekteringen af Ilimmarfik. Og de lokalemæssige problemer for bl.a. Ilisimatusarfik, som Ilimmarfik skal løse, er så sandelig heller ikke luksusproblemer. Vi snakker faktisk om så grundlæggende ting som mangelfuld plads, utætte tage, regn- og smeltevand i computerrum - samt om en flere år gammel bygningsrapport, der peger på træværk, som på grund af overforbrug af bygningen er ved at gå i forrådnelse.

Det er nok også vigtigt at gøre opmærksom på, at ingen - hverken Ilisimatusarfik selv eller de politikere og embedsmænd, der gennem årene har haft med universitetet at gøre - har haft planer om, at universitetet skal blive til et stort eller bare mellemstort universitet med mange uddannelser og med plads til flere tusinde studerende og ansatte.

Det har altid været erkendt, at en lille befolkning ikke giver plads for mere end et lille universitet. Det har ligeledes altid været erkendt, at hvis man vil undgå, at man kommer til at sprede sig over mere, end bukserne kan holde til, så må man kende begrænsningens kunst - og koncentrere sig om de uddannelser og forskningsområder, som Grønland er et naturligt hjemsted for.

Den erkendelse præger også projekteringen af Ilimmarfik. Ilimmarfik repræsenterer ikke nogen ambitiøs drøm om et stort universitet eller et monumentalt byggeri, sådan som Per Berthelsen mener.

Ilimmarfik repræsenterer en nødvendig og prisbevidst løsning på, hvad der må være næste skridt, hvis Grønland i større grad end hidtil skal have mobiliseret det potentiale for akademisk uddannelse og efterfølgende forskerkarrierer, der findes i en befolkning på 56.000 indbyggere.

Ilimmarfik repræsenterer langt fra hele løsningen på, hvordan man i øget grad kan få mobiliseret intelligensreserven i Grønland. Men den repræsenterer en nødvendig del af løsningen.