Historisk udredning om de 22 grønlandske børn - 8. Forsøgets konsekvenser for børnenes livsløb

En måde at belyse konsekvenserne på er igennem de individuelle livsfortællinger. I bogen I den bedste mening fra 1998 fortæller Tine Bryld således hvert enkelt ’barns’ historie gennem interviews med de (da) levende børn, medlemmer af deres biologiske familier og plejefamilier, deres efterkommere og andre, som har kendt til dem. De individuelle fortællinger er ligeledes bærende i en række erindringsudgivelser, dokumentarudsendelser og artikler, der hidtil har behandlet denne historie

Torsdag d. 14. januar 2021
Daniel Thorleifsen, Historiker. Grønlands Landsmuseum
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Sniff Andersen Nexø, Projektleder og forsker
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie, Socialt ansvar.

Indholdsfortegnelse:
8. Forsøgets konsekvenser for børnenes livsløb
8.1 Børnenes uddannelse og rolle i moderniseringen
8.2 Børnenes sociale og familiære forhold
Sammenfatning


Historisk udredning om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951

8. Forsøgets konsekvenser for børnenes livsløb

For de 22 børn, der blev udvalgt til at deltage i forsøget, indebar det på mange måder en grundlæggende indgriben i deres barndom og opvækst i forhold til, hvordan den ellers kunne have formet sig. I dette kapitel fokuserer vi på, hvilke konsekvenser deres ophold – og for nogles vedkommende forbliven – i Danmark og den efterfølgende opvækst på børnehjemmet i Godthåb fik for børnene.

En måde at belyse konsekvenserne på er igennem de individuelle livsfortællinger. I bogen I den bedste mening fra 1998 fortæller Tine Bryld således hvert enkelt ’barns’ historie gennem interviews med de (da) levende børn, medlemmer af deres biologiske familier og plejefamilier, deres efterkommere og andre, som har kendt til dem. De individuelle fortællinger er ligeledes bærende i en række erindringsudgivelser, dokumentarudsendelser og artikler, der hidtil har behandlet denne historie.

I vores behandling af konsekvenser for børnene trækker vi i meget høj grad på dette eksisterende materiale, da børnenes videre liv efter forsøgets afslutning ikke blev dokumenteret tæt, sådan som det var tilfældet for både beslutningsprocessen og opvæksten på børnehjemmet. Frem for at følge de individuelle fortællinger, behandler vi her konsekvenserne tematisk for gruppen som helhed, og identificerer derfor heller ikke i vores tekst, hvilke personer det drejer sig om i enkelte sammenhænge. Selv om formålet med Brylds bog, de udgivne erindringsværker og dokumentarudsendelsen ikke var en tværgående beskrivelse af mere konkrete forhold af den art, som vi søger her, er det ikke desto mindre muligt at læse oplysninger ud om en række aspekter i børnenes liv. Materialet er systematisk gennemgået, og de relevante oplysninger samlet i skematiske oversigter, som danner hovedgrundlag for kapitlet.
(301) Enkelte forhold, hvor der herskede tvivl, har vi fået belyst i vore egne interviews. Dertil har vi haft adgang til data om fødsels- og dødsdato og -sted i Grønlands Nationalarkiv og Rigsombudsmandens arkiv, begge i Nuuk.

Spørgsmålet om forsøgets konsekvenser for børnene kan ikke besvares simpelt. Det er i sagens natur ikke muligt entydigt at ’måle’, hvordan de 22 børns videre livsforløb var betinget af det forsøg, de blev en del af; eller at vide, hvordan deres liv ville have formet sig, hvis de ikke havde været det. Det står imidlertid klart, at der er en række gennemgående mønstre i livsforløbene for denne gruppe, som træder klart frem, når man går på tværs af de enkeltes fortællinger.

Der er indlysende menneskelige årsager til at belyse, hvordan det gik børnene. I denne udrednings sammenhæng er det desuden meningsfuldt også set i forhold til, hvilke formål initiativ- og beslutningstagere havde med at sætte forsøget i værk. Som det blev beskrevet i kapitel 4, var der to formål i spil i forsøget: Det primære formål med den lille gruppe børns særlige opvækst var, at de skulle tilegne sig dansk sprog og blive fortrolige med dansk kultur og levevis, så de kunne videreuddanne sig og derved ’danne kerne’ i den fremtidige udvikling af Grønland til gavn for både dem selv og, ikke mindst, for det grønlandske samfund. Som vi ved, kom sociale kriterier alligevel til at spille en rolle ikke mindst i udvælgelsen af børnene, senere også i behandlingen af adoptionssagerne, men også i deres opvækst på børnehjemmet: Man udpegede i mange tilfælde børn fra trange kår, med ingen eller én forælder, hvis forsørgelse man vurderede som usikker. Opholdet i Danmark og den videre opvækst på børnehjemmet eller i danske familier blev fra alle sider betragtet både som et løft i børnenes umiddelbare levekår og som vejen til en bedre fremtid for dem qua de muligheder, det danske sprog og uddannelse ville åbne for dem.

Disse to hensigter – uddannelse og fremtidig rolle i moderniseringen, og forbedring af umiddelbare og fremtidige levekår – strukturerer behandlingen af, hvordan det så gik de 22 børn, i det følgende.

301 Hovedparten af oplysningerne findes publiceret i Bryld, 1998; Ensom i livet (dokumentarudsendelse), Birch og Pedersen 1998; Thiesen 2010 og Knakkergaard 2012.


8.1 Børnenes uddannelse og rolle i moderniseringen

I lyset af forsøgets primære formål er det relevant at undersøge, hvordan børnene videreuddannede sig, og hvor de siden bragte deres evner i spil.

Seks af børnene blev adopteret og vendte derfor ikke tilbage til Grønland sammen med de øvrige børn i efteråret 1952. Af de seks fik fem faglært eller anden erhvervsuddannelse i Danmark som hhv. lageruddannet, mekaniker, maskinarbejder, butiksassistent og plejer, mens en ikke gennemførte en uddannelse.
(302) Selv om man i Grønlandsdepartementet havde overvejet disse børns mulighed for som voksne at vende tilbage til Grønland, har det næppe været forventningen og næppe heller motiveret valget af uddannelse – eller ikke uddannelse – for disse børn og deres adoptivfamilier. I den forstand blev de seks adopterede børn løsrevet fra forsøgets oprindelige formål, at uddanne sig og bidrage til Grønlands videre udvikling. En af de faglærte, en maler, flyttede dog senere tilbage og levede en stor del af sit voksen- og arbejdsliv i Grønland.

For de 16 øvrige børn skulle de dansk-kompetencer mv., som opholdet i Danmark og opvæksten på det dansksprogede børnehjem bibragte dem, bane vejen for deres videre uddannelse. Som beskrevet i kapitel 7, stoppede den egentlige skolegang dog for fires vedkommende efter grundskolen, hvorefter de kom i huset, ud og sejle, eller i lære. Andre fortsatte på den såkaldte efterskole, og bevægede sig derefter ud i arbejdslivet, for nogles vedkommende i lære. Blot to af børnene tog, så vidt vides, realeksamen.

Hvad angår videre uddannelse efter skolen, gennemførte tre af de 16, der vendte tilbage til Grønland, boglige uddannelser. To uddannede sig til hhv. børnehavepædagog og socialrådgiver i Danmark, mens en senere gennemførte pædagoguddannelsen ved det socialpædagogiske seminarium, der i 1976 blev oprettet i Godthåb. Seks andre fik faglærte uddannelser: To som malere, to inden for handel og kontor, en som tekniker og en som frisør. De resterende syv, eller næsten halvdelen af de børn, der voksede op i Grønland, fik ingen uddannelse ud over grundskolen.

Man skal være opmærksom på, at mestring af dansk var afgørende for opnåelse af formaliseret uddannelse i perioden, faglært så vel som boglig. Erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner var endnu ikke etableret i Grønland, og egentlige lære-/elevpladser fandtes kun i de dansk drevne og dansksprogede KGH, GTO mv.
(303) De seks faglærte gennemførte da også deres uddannelse her og i Danmark. Gymnasiale uddannelser fandtes endnu ikke i Grønland og måtte foregå i Danmark og på dansk. Ser man bort fra kateket- og læreruddannelsen på seminariet i Godthåb, krævede al anden videre boglig såvel som faglært uddannelse danskkundskaber. I den forstand bidrog børnenes primært dansksprogede opvækst formodentlig til, at en del af dem gennemførte formaliserede uddannelser, heraf seks faglige og tre boglige.

Samtidig må det bemærkes, at de uddannelser, som ni børn fik, næppe var af en sådan art, at de ville kunne placere dem som kernen eller fortroppen i den forestående udvikling af Grønland. Det gælder selvfølgelig ikke mindre for de syv, som på trods af forsøgets intention ikke opnåede nogen uddannelse.

Heller ikke på anden vis gik det, som håbet: Blot seks af de i alt 22 børn i forsøget endte med at bosætte sig permanent i Grønland, heraf en af de adopterede. Blandt de seks var en bogligt uddannet, fire faglærte og en ufaglært. 16 af børnene (5 adopterede og 11 opvokset i Godthåb) levede hovedparten af deres voksenliv uden for Grønland, de 13 af dem i Danmark. Nogle få havde som voksne kortere arbejdsophold i Grønland, men rejste igen. Det var altså et fåtal af børnene, hvis liv hovedsageligt kom til at udspille sig i det samfund, som man havde forestillet sig, at forsøget på
sigt skulle gavne. Hvorfor det blev konsekvensen, kan man forstå igennem børnenes erindringer, som bliver udfoldet i næste kapitel.

Samlet opnåede gruppen af børn således ikke det høje uddannelsesniveau, som man havde håbet, og hvorved de skulle danne fortrop eller kerne i udviklingen. De kom heller ikke til at udfylde den lidt snævrere forventede rolle som brobyggere mellem grønlandsk og dansk i skolen og i samfundet. Langt de fleste af børnene forlod eller vendte ikke tilbage til Grønland og tog således helt konkret ikke del i landets udvikling i de kommende årtier. Ingen af de 22 børn kom altså i deres voksenliv til at spille en egentlig fremtrædende rolle i den grønlandske moderniseringsproces.

302 Adoptionssagerne er behandlet i rapportens kapitel 6. Oplysninger om uddannelse og erhverv er hentet fra egne interviews samt Bryld 1998, Knakkergaard 2012; Ensom i livet 1998; og Thiesen 2010.

303 Første forsøg med en teoretisk faglig dagskole gennemførtes fx 1962-63, og Centralfagskolen i Godthåb blev etableret i 1969. Gam 1968; Grønlandsudvalgets betænkning 1960.


8.2 Børnenes sociale og familiære forhold

Hvad angår børnenes sociale forhold, placerede opholdet i Danmark og sidenhen opvæksten på børnehjemmet i Godthåb eller hos danske adoptivfamilier givetvis mange af dem under bedre opvækstkår, end de kom fra eller umiddelbart havde udsigt til. Fem af børnene var ved udvælgelsen forældreløse, mens syv var moderløse og ti faderløse, og ifølge indstillingerne levede mange af børnene som tidligere behandlet i hjem præget af alvorlig fattigdom, hvorfor forsøget i samtidige aktørers øjne kunne være en måde at sikre børnenes forsørgelse og sunde opvækst på. Som ovenfor beskrevet, var hverdagen på børnehjemmet i 1950’erne og de tidlige 1960’ere langt fra luksuriøs, men præget af relativt stor sparsommelighed. Set i forhold til beskrivelserne af børnenes baggrund er det dog sandsynligt, at deres materielle levestandard fik et umiddelbart løft såvel på børnehjemmet som i adoptivfamilierne.

På længere sigt bliver billedet imidlertid betydeligt mere komplekst. Sigtet er ikke her at ’evaluere’ de levede liv, men at pege på nogle fremtrædende mønstre på tværs af de individuelle livshistorier, der kan illustrere de sociale forhold for de 22 børn senere i livet.

Et af disse har at gøre med børnenes levealder. I dag er seks af børnene i live og er i alderen 75-77 år, mens 16 ikke lever længere. Heraf døde de 13, inden de var fyldt 70. To tidlige dødsfald skyldtes, så vidt det er oplyst, hhv. alvorlig sygdom (29 år) og en dødelig arbejdsulykke (50 år). De resterende 11, altså halvdelen af den samlede gruppe, var mellem 31 og 69 år ved deres død. For de yngste af dem (31, 32 og 44 år) var dødsårsagerne dramatiske; selvmord, mord og lejlighedsbrand. For de resterende otte døde i alderen 52 til 69 år kender vi ikke de nøjagtige dødsårsager. Men vi kender til træk af de relativt tidligt afsluttede livsforløb, som ifølge anden forskning har betydning for menneskers levealder.
(304)

For 11 af dem, der døde, inden de fyldte 70 – og halvdelen af alle børn i forsøget – beretter interview-, erindrings- og dokumentarkilder om et omfattende forbrug eller misbrug af alkohol og evt. andre stoffer – for de fleste som et livslangt mønster, for nogle mere periodisk. For nogle var dette ledsaget af psykiske problemer, selvmordstrusler, medicinering og indlæggelser. For enkelte også af småkriminalitet og domme.

Parallelt hermed viser materialet, at otte af dem i hvert fald i den sidste del (for nogles vedkommende hovedparten) af livet, ikke var i arbejde og levede af førtidspension eller andre sociale ydelser. I ét tilfælde fremgår det, at dette skyldtes en kombination af en konkurs og slidgift efter et hårdt arbejdsliv. For de øvrige syv kender vi ikke de konkrete årsager. Men der er et synligt sammenfald i materialet mellem de ovennævnte psykosociale problemer og den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet.

Iøjnefaldende er det endvidere, at ni af de 22 ikke levede deres voksne liv i en familie. Tre af dem var kortvarigt i ægteskab med eller uden børn, mens fire andre fik to eller flere børn, som de ikke efterfølgende havde kontakt med; i et enkelt tilfælde blev alle fem børn anbragt eller bortadopteret. I sammenhæng med dette gjaldt det ifølge interview- og erindringsmaterialet for hovedparten af de
22, adopterede såvel som børnehjemsbørn, at de ikke havde nære forbindelser, eller for den sags skyld blot kontakt, med deres biologiske familie igennem deres opvækst og voksenliv. Som det vil fremgå af kapitel 9, var dette forbundet med store savn hos de fleste, og der blev gjort mange forsøg på at genetablere kontakten.

De seks adopterede børn havde ikke umiddelbart mulighed for kontakt med deres biologiske familie, men skulle i stedet finde sig til rette med en ny dansk familie. Af dem fortæller to i interviews og erindringer om nære og gode relationer til adoptivforældrene og om savnet af dem efter deres død, hvilket bekræftes af andre pårørende. For én savnes konkrete oplysninger; vedkommende giver dog i interviews flere gange udtryk for at være helt uden familie, helt alene i livet. I de tre øvrige forhold brød adoptivforældrene helt eller delvist kontakten med børnene i løbet af deres ungdomsår. I to af disse sager har børnene eller deres pårørende efterfølgende fortalt, at bruddene skete som følge af adoptivfædrenes store skuffelse og sorg over børnenes udvikling og livsførelse: De gennemførte ikke de ønskede uddannelser, strejfede, brød aftaler, drak for meget og rodede sig ud i småkriminalitet. I det tredje tilfælde blev drengen som ca. 20-årig ifølge hans egen beretning ’smidt ud’ af adoptivmoderen. Nogle år senere, i 1969, søgte adoptivforældrene om ophævelse af adoptionen. De begrundede deres ønske med, at sønnen havde haft flere fængselsstraffe og havde været indlagt på forskellige institutioner som følge af et narkotikamisbrug, at han var psykopat, og at de havde ”opgivet håbet om, at han nogensinde bliver samfundsnyttig borger.” Adoptionen blev efter en langstrakt sagsbehandling med forhør, lægeudtalelser og udskrifter af strafferegisteret ophævet den 10. april 1970.
(305)

For en markant del af de 22 blev voksenlivet således kendetegnet ved omfattende sociale og/eller personlige problemer. Mange levede store dele af deres liv på forskellige overførselsindkomster, hyppigst førtidspension. Dette var sammenfaldende med liv præget af alkohol- eller andet misbrug, i nogle tilfælde også med psykisk sygdom, indlæggelser, selvmordsforsøg, småkriminalitet, periodisk hjemløshed og en omflakkende tilværelse. Og ligeledes sammenfaldende med, at mere end halvdelen af børnene ikke levede, til de blev 70 år gamle. Et flertal – også af dem, der ikke synes at have kæmpet med disse problemer – kom til at leve livet uden nære relationer til deres biologiske slægt, og en del stiftede heller ikke egen familie. Halvdelen af de adopterede børn oplevede, at adoptivforældre brød kontakten med dem i skuffelse over deres karakter og livsførelse.

304 Se fx Diderichsen m.fl. 2011.

305 Sagen findes i JM 1970-4153-17.


Sammenfatning

Vi har ikke fundet dokumentation for, at forsøget på noget tidspunkt blev genstand for en egentlig evaluering fra involverede organisationers og myndigheders eller fra politisk side. Med den viden, der er tilgængelig i dag, står det imidlertid ganske klart, at forsøget i det lange perspektiv ikke førte til de ønskede resultater.

Børnene kom ikke til at fungere som brobyggere mellem dansk og grønlandsk. Deres uddannelse og beskæftigelse kom ikke til at stå mål med de høje forventninger, man havde haft, og som forsøget på at udvælge særligt intelligente børn og det store arbejde med at stimulere deres danske sprog og understøtte deres skolegang sigtede imod. De fleste forlod deres land og fik alene derved ikke den plads i dets udvikling og fremtid, som man havde forestillet sig. Omkring halvdelen kæmpede med store sociale og menneskelige problemer med bl.a. arbejdsløshed, misbrug og psykisk sygdom; og omkring halvdelen døde meget eller relativt tidligt. Stort set alle levede uden eller med spinkle bånd til deres biologiske familier.

Med til dette komprimerede billede hører også modbilledet: Den halvdel af børnene, som lykkedes med at bygge en tryg tilværelse op for sig selv. Som gennemførte en faglig eller boglig uddannelse eller skaffede sig beskæftigelse, selv om de ved udskrivningen fra børnehjemmet i 15-årsalderen for manges vedkommende var overladt til sig selv: Ikke længere institutionens eller myndighedernes
ansvar, og for manges vedkommende uden en familie, som kunne støtte dem i den videre vej. Som oplevede et godt arbejdsliv, og derved også social og økonomisk tryghed for sig selv og de familier, som de selv stiftede. Som lærte sig grønlandsk, og som fandt overskuddet til at bruge deres særlige baggrund som afsæt for et engagement i det grønlandske foreningsliv eller i udsatte medborgere.

Forsøget førte ikke nødvendigvis til ødelagte liv. Men omfanget af tunge problemer i mange af børnenes liv sandsynliggør en sammenhæng med de vilkår, de var blevet givet i kraft af deres særlige opvækst. I det følgende kapitel vender vi blikket mod børnenes senere erindringer af denne opvækst, og hvilken betydning den fik i deres liv. Deres fortællinger om barndommen er vigtige i deres egen ret. Samtidig er de på én gang endnu en måde at belyse forsøgets konsekvenser for dem på – og en mulighed for derigennem bedre at forstå, hvordan forsøget formede dem, og altså også, hvorfor mange måtte kæmpe senere i livet.