Indsigt: Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 4. Grønlandsk-danske relationer

Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab - 4. Grønlandsk-danske relationer

Forud for moderniseringen udgjordes de grønlandske retsbestemmelser af tre kilder: Sædvaneretten, lovgivningsmagtens og administrationens fastsatte regler og endelig almen menneskelig moralsk opfattelse af ret og uret. Det grønlandske samfund var altså ikke uden et retssystem, men det var først efter styrelsesloven af 1908, at der formelt fandtes en skreven grønlandsk ret. Den var dog fortsat meget begrænset, og sædvaneretten havde stor betydning på retsområdet indtil opbygningen af et grønlandsk lovkompleks i forbindelse med udviklingen efter Anden Verdenskrig

Lørdag d. 23. januar 2021
Einar Lund Jensen, Cand. mag., projektkoordinator
Jens Heinrich, Ph.d. historiker
Linda Nielsen, Dr. jur., professor
Emnekreds: Forskning, Grønlands historie.

Indholdsfortegnelse:
4. Grønlandsk-danske relationer
4.1 Kolonipolitik – og afkolonisering
4.2 Inddragelse af grønlænderne i egne anliggender
4.3 De administrative forhold og retssystemet


Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974

4. Grønlandsk-danske relationer

4.1 Kolonipolitik – og afkolonisering

Grønland var som dansk koloni indtil Anden Verdenskrig et lukket og beskyttet samfund– fremmede folk, altså også danskere, skulle have tilladelse af den danske stat til at komme ind i landet.(39 Den danske stat havde siden 1774 haft ansvaret for handlen i Grønland, fra 1776 organiseret i KGH (Kongelige Grønlandske Handel). KGH varetog administrationen og handlen i Grønland indtil oprettelsen af Styrelsen for Kolonierne i Grønland i 1912. Den danske Grønlandspolitik havde ifølge den senere departementschef i Grønlandsministeriet, Eske Brun: ”fra den første Begyndelse […] været karakteriseret af et bestemt Træk: Dets Formaal var at hjælpe Grønland og Grønlænderne.”(40) Danskerne opfattede sig selv som hjælpere,(41) og Danmarks engagement i Grønland kunne på den baggrund klart kaldes atypisk for en kolonimagt.

Denne udlægning af det danske engagement skal dog tages med et gran salt: Indenrigsminister Hauge mente i hvert fald i 1927, at vedvarende underskud på administrationen og styringen af Grønland ville føre til et folkeligt krav om at afhænde kolonien.(42) Selve det økonomiske aspekt af koloniforetagendet var baseret på sælfangsten, og reelt var der ikke noget alternativ til den humane og erhvervsbevarende tilgang.(43) Grønlandsadministrationen tilskyndede grønlænderne til at blive ved sin læst – sælfangsten. (44) Denne tankegang var, ifølge Brun, stadig udbredt i 1930’erne.(45)

Den grønlandske fangerkultur, der både var det økonomiske fundament, hvorpå økonomien hvilede, og selve grundlaget for den grønlandske livsførelse(46), blev i løbet af første halvdel af det 20. århundrede sat under pres. Sælen blev fanget i færre og færre antal, samtidigt med at der kom flere og flere fisk. I 1920’erne overtog fiskeriet rollen som landets største erhverv. Det gældende økonomiske princip indtil efter Anden Verdenskrig var imidlertid, som også citatet af Hauge demonstrerer, at Grønland skulle hvile i sig selv – det økonomiske råderum fra Grønlands Styrelses side til at iværksætte og investere i f.eks. et industrielt fiskeri var derfor begrænset.(47) Netop det fiskeri og jagt i grønlandske farvande m.m. af 1. april 1925, G50, bet. 2, s. 8. industrielle fiskeri blev derimod i Grønlandskommissionens betænkning fra 1950 anset som det økonomiske fundament, hvorpå det moderne Grønland skulle bygges.(48)

I de første årtier af det 20. århundrede var tanken, at hvis Danmark undlod at værne den grønlandske befolkning, ville den gå til grunde i mødet med den øvrige verdens folk.(49) Efter statsminister Staunings rejse til Grønland i 1930 udtalte han således:

”Hvis man efter Privatmonopolets ophævelse i 1774 havde foretaget Aabningen og ladet de frie kræfter raade, var Eskimoerne blevet Trælle for de kapitalstærke Handelsfolk, der saa havde slaaet sig ned i Grønland… Der vilde nu, efter 180 Aars Forløb, ikke have været meget tilbage af det gamle frie Jægerfolk.”(50)

Statsministeren, som siden 1929 havde haft Grønland under sig som ressortområde, overlod i overvejende grad ansvaret til Grønlands Styrelse, som var en nærmest almægtig myndighed mht. Grønland indtil efter Anden Verdenskrig.(51)

Der var fra Danmarks side en udbredt frygt for, at en for hurtig udvikling ville underminere samfundet, og politikken var én: ”der først og fremmest tog sigte paa en langsom, en skaansom og en lempelig og billig Udvikling i den danske Besiddelse og i Arbejdet blandt Befolkningen i Grønland.”(52) Direktøren for Grønlands Styrelse fra 1938 til 1948, Knud Oldendow, mente at love først skulle indføres, når samfundet var parat til disse. Grønlands Styrelse var altså indstillet på en reformering af det grønlandske samfund, men det skulle ske i et adstadigt tempo, og det var især på dette punkt, at kampen kom til at stå i efterkrigstiden. En udløber af denne politik var, som nærmere behandlet nedenfor, at der intet udbygget retssystem fandtes i Grønland før moderniseringen.

Det danske politiske mål, administreret af Grønlands Styrelse under statsministeriet, var, at grønlænderne langsomt skulle opnå en sådan modenhed i kulturel, økonomisk og social henseende, at den afsondrede tilstand, som Grønland befandt sig i, på et tidspunkt kunne ophøre, så: ”Grønlænderne kan blive i Stand til at leve i fri Forbindelse med den øvrige Verden.”(53) I yderste konsekvens ville dette føre til, at Danmark gjorde sig selv overflødig som koloniherre i Grønland – men samtidig var det op til den danske stat at afgøre, hvornår denne modenhed for det grønlandske samfund i givet fald indtraf.

Perioden under Anden Verdenskrig betød, at ønskerne om politiske reformer fra både dansk og grønlandsk side blev mere udtalte. Krigen og den teknologiske udvikling i perioden gjorde Grønland værdifuld ud fra geopolitiske og militære betragtninger, og USA nærede ingen ønsker om at forlade Grønland, da krigen sluttede.(54) Grønlands Styrelse kom imidlertid i efteråret 1946 under et voldsomt pres fra den danske presse. Kritikken gik på, at Danmark misligholdt sine forpligtigelser som moderland i Grønland, og det frygtedes, at Grønland skulle glide Danmark af hænde.(55)

Internt i Grønland havde krigen ligeledes betydet et ændret syn på, hvorledes Grønland skulle styres. Fra grønlandsk side var der på landsrådsmødet i august/september 1945 ønsker om vidtgående reformer. Grundelementet i landsrådenes ønske var, at man i højere grad skulle styre Grønland fra selve landet – og at fjernstyringsprincippet, som kendetegnede styringen før Anden Verdenskrig, skulle fraviges. Grønland skulle i højere grad ligestilles med det øvrige Danmark.(56)

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig opstod en kamp mellem såkaldte traditionalister og modernister, som så forskelligt især på tempoet i Grønlands udvikling – en kamp som blev vundet af sidstnævnte:(57) Udviklingen i Grønland under krigen havde understreget den positive samfundsudvikling, og i 1948 mentes den grønlandske befolkning at være modnet nok til, at politikken kunne ændres. Statsminister Hans Hedtoft spurgte de samlede landsråd, om Grønland og grønlænderne var parate til igangsættelse af et storstilet reformprogram, hvormed Grønland kunne forlade den beskyttede og lukkede tilstand, som landet indtil da havde befundet sig i. Landsrådene gav deres tilslutning til omformningen af det grønlandske samfund,(58) som i første omgang påbegyndtes gennem den store Grønlandskommission, der blev nedsat i efteråret 1948, og som afleverede sin betænkning i starten af 1950 (kendt som G50). Betænkningen, som blev det formelle startskud på Grønlands modernisering, anbefalede på en række områder en omkalfatring af Grønlands styring og administration.(59)

Af andre faktorer, der indvirkede på Grønlands udvikling i perioden var afkoloniseringstendenserne i FN, der pålagde Danmark at igangsætte en samfundsudvikling i Grønland.(60) Endelig spillede de grønlandske landsråd en væsentlig rolle i forbindelse med påbegyndelsen af Grønlands modernisering.(61)

Grundlovsændringen i 1953 gjorde Grønland til en formelt ligestillet del af det danske rige. Opbygningen af det moderne Grønland forløb dog som bekendt ikke uden vanskeligheder, specielt ikke omkring den praktiske udfoldelse af den ønskede politik. I den årlige redegørelse fra Grønlandsdepartementet til Folketingets Grønlandsudvalg i 1954 blev det påpeget, at

”Uanset at Grønland herefter er en ligeberettiget del af det danske rige, indtager Grønland dog i administrativ henseende en særstilling, således at man ikke uden videre kan ligestille Grønland med et dansk amt.”(62)

Grønland var altså nu ligeberettiget, men indtog en særstilling.

39 Første gang fastslået i reskript af 27. januar 1736, gentaget i anordning af 18. marts 1776 og senest i lov om fangst,

40 Brun, 1946, s. 26 - I 1930´erne var et af argumenterne for bibeholdelsen af statsmonopolet, at det sikrede forsyninger af nødvendige varer til alle distrikterne, hvilket private firmaer af hensyn til rentabiliteten, ikke kunne forventes at sikre. Sveistrup, 1933, s. 19

41 Thisted, 2004, s. 133.

42 Hauge, 1927, s. 60.

43 Thomsen, 1998, s. 23.

44 1782-instruksen, § 6, a), s. 373

45 Brun, 1985, s. 22

46 Her tænkes på familiestrukturen, fangstdelingsprincipperne og den overvejende grad af selvforsyning.

47 Heinrich, 2010, s. 180

48 Ibid, s. 220

49 Jens Daugaard-Jensen i Nielsen, 1996, s. 40

50 Stauning, 1999, s. 129-130

51 Formelt fra 1933 – fra 1929 havde ministeriet for søfart og handel (også under statsministeriet) ansvaret for Grønland. Før dette havde indenrigsministeriet Grønland som ressortområde.

52 Therkilsen, 1949, s. 3

53 Udateret notat fra 1939, FB

54 DIIS, 2007, s. 45

55 Sørensen, 1983, s. 13 og DIIS, 2007, s. 102

56 LR 1945, s. 452-455

57 DIIS, 2007, s. 127

58 LR 1948, s.76

59 Se Grønlands Kommissionens betænkning, København, februar 1950

60 Sørensen, 1983, s. 153

61 Se Heinrich, 2010

62 Redegør vedr grl til ft grludvalg, nov 1954, s2, FB


4.2 Inddragelse af grønlænderne i egne anliggender

Siden midten af 1800-tallet havde grønlændere deltaget i administrationen af egne anliggender igennem forstanderskaberne.(63) Disse råd, som havde deres forbillede i de danske sogneråd fra slutningen af 1840’erne, sørgede bl.a. for uddeling af fattighjælp og repartition.(64) Den daværende inspektør i Sydgrønland, Hinrich Rink, mente, at de alvorlige samfundsproblemer i Grønland, bl.a. hungersnød, kunne løses ved at inddrage grønlænderne i styret af egne anliggender, og dermed bl.a. mindske handelens indflydelse på det grønlandske samfund.(65) Forstanderskaberne fungerede indtil 1911 og erstattedes af landsråd og kommuneråd ifølge styrelsesloven fra 1908. Grønlænderne skulle igennem kommunal og national selv- og medbestemmelse i højere grad inddrages i styringen af landet.(66) En konsekvens af dette var, at danskerne ikke længere sad med i disse råd.(67) I forbindelse med revisionen af 1908/1912-lovene blev der i 1920 nedsat en kommission, der leverede grundlaget for en revideret styrelseslov, nemlig Lov nr. 134 af 18. april 1925 om Grønlands styrelse. Kommissionen havde som den første af slagsen deltagelse af grønlændere, bl.a. præsten Mathias Storch. Grønlænderne var tilsyneladende blevet så modne, at de for alvor kunne inddrages i administrationen af Grønland.(68)

I 1925 afløste Lov nr. 134 af 18. april 1925 om Grønlands styrelse 1908- og 1912-lovene. Det enkelte landsråd skulle så vidt muligt samles årligt og drøfte landsdelens fælles anliggender, både de sager som måtte være rejst af den danske regering, og de sager som landsrådet måtte finde relevante. Landsrådene medvirkede til fastsættelsen af retsbestemmelser, der angik hele det grønlandske samfund, og skulle afgive betænkning med hensyn til alle forslag til love og anordninger angående offentlige foranstaltninger for landsdelen eller hele landet. Ingen af landsrådenes vedtagne beslutninger havde gyldighed, før landsfogeden eller vedkommende minister havde godkendt denne.(69) Landsrådene var, som navnet angiver, rådgivende og havde altså ingen beslutningskompetence. En anden og ikke uvæsentlig faktor var, at man overordnet set fra grønlandsk side havde tiltro til både den førte politik og til Grønlands Styrelse.

Landsrådene valgtes efter 1925-styrelseslovens § 17 af samtlige de i kredsen bosatte kommuneråds- og sysselrådsmedlemmer. Kommunerådsmedlemmerne valgtes fra befolkningen af befolkningen (§11), mens sysselrådene udgjordes af det respektive kolonidistrikts kommuneråds- og landsrådsmedlemmer samt danske tjenestemænd med to års anciennitet (§14). Der var ikke tale om direkte valg til landsrådet, men idéen bag landsrådene var netop, at de skulle varetage deres landsdels interesser og må som sådan formodes, at være repræsentative for hele befolkningen.(70)

Efter 1925-lovens § 7 oprettedes Rigsdagens Grønlandsudvalg, der skulle afgive betænkninger i alle sager vedrørende Grønlands hele stilling, herunder også adgangen til landet og monopolhandlen. Udvalget bestod af 4 medlemmer udpeget af folketinget og 4 af landstinget. Det langsigtede mål for Grønlands udvikling var, som nævnt ovenfor, at landet i højere grad blev i stand til at varetage egne anliggender. Fra grønlandsk side var det kendetegnende, at man allerede fra starten af det 20. århundrede ønskede mere indflydelse og et større ansvar – eksempelvis omkring tilegnelsen af det danske sprog. Et fåtal af grønlænderne talte på det tidspunkt dansk, men sproget blev set som et redskab til fremmelse af samfundets udvikling.(71) Styrelsesloven fra 1925 åbnede op for muligheden for danskundervisning i børneskolen, men det var først efter 1950, at der reelt var mulighed for, at grønlænderne lærte at tale dansk i stor stil.

Landsrådene havde indtil 1950 kun en rådgivende og indstillende funktion, men havde også ret til at blive hørt i sager af principiel betydning for det grønlandske samfund. Landsrådsloven fra 1950 øgede rådets selvstændige beføjelser. Det var stadig som udgangspunkt kun rådgivende, men Grønlands-administrationen var i langt højere grad tilbøjelig til at følge rådets anbefalinger – og det var efter kongelig anordning af 30. juli 1952 fastsat, at vedkommende minister kunne træffe bestemmelser, hvormed landsrådet kunne udfærdige gældende regler.(72)

63 Hvert kolonidistrikt fik fra starten af 1860’erne etableret et forstanderskabsråd, der som regel havde præsten (missionæren) som formand, kolonibestyreren som regnskabsfører, og i øvrigt inkluderede lægen, handelsassistenterne, overkateketerne, og eventuelt brødremissionens forstander samt en indfødt for hvert mindre distrikt, der enten var eller havde været en dygtig kajakfanger. Indenrigsministeriet, 1872/1881, § 5 – bestemmelserne blev ændret flere gange – det første egentlige regelsæt er fra 1862, mens der i Sydgrønland på prøvebasis var indført disse råd nogle år forinden. Antallet af danskere måtte ikke overstige antallet af grønlændere i disse råd.

64 Repartition var en form for belønningssystem, hvormed der forsøgtes at opildne til driftighed blandet grønlænderne. Fangerne inddeltes i klasser og de flittigste fik som incitament en større præmie end de mindre flittige.

65 Handelens skadelige indflydelse, Sørensen, 1983, s. 16

66 Nielsen, 1996, s. 43

67 Efter 1925-styrelsesloven blev danskere inddraget i sysselrådene.

68 Gad, 1954, s. 461

69 Lov nr. 134 af 18. april 1925 om Grønlands styrelse,
70 Goldschmidt, 1952, s. 20

71 Mathias Storch havde allerede i 1914 på et præstekonvent foreslået at grønlænderne skulle lære det danske sprog, Kleivan, 1993, s. 89

72 G60, 1964, s. 59


4.3 De administrative forhold og retssystemet

Forud for moderniseringen udgjordes de grønlandske retsbestemmelser af tre kilder: Sædvaneretten, lovgivningsmagtens og administrationens fastsatte regler og endelig almen menneskelig moralsk opfattelse af ret og uret. Det grønlandske samfund var altså ikke uden et retssystem, men det var først efter styrelsesloven af 1908, at der formelt fandtes en skreven grønlandsk ret. Den var dog fortsat meget begrænset, og sædvaneretten havde stor betydning på retsområdet indtil opbygningen af et grønlandsk lovkompleks i forbindelse med udviklingen efter Anden Verdenskrig.

Indtil 1953 var Grønland en koloni med to fungerende retssystemer.(73) Ét retssystem for grønlænderne og ét for danskerne. Ifølge daværende landsfoged og senere direktør for Grønlands Styrelse, Knud Oldendow, var grunden til denne opdeling:

”at Grønlænderne endnu staar paa et efter europæisk Maalestok lavere Kulturtrin, hvorfor der hverken kan være Tale om at Danske kan gaa ind under deres primitive Ret, saalidt som Landets almindelige Befolkning endnu er moden til at gaa ind under det for deres Retsopfattelse altfor fremmedartede og moderne danske Retssystem.”(74)

Grønlands Styrelse så som nævnt helst, at det grønlandske samfund blev modnet, førend et sådant retssystem kunne indføres.

Grønlands modernisering blev iværksat i forlængelse af Grønlandskommissionens betænkning – og opbygningen af et moderne samfund krævede i sagens natur et tilsvarende moderne retssystem. Grønlandskommissionen behandlede særskilt retsvæsenet, og anbefalede her at den hidtidige skelnen mellem danskere og grønlændere ophævedes, ligesom der blev lagt op til, at opbygningen af retssystem blev sat på skinner. Opfattelsen i kommissionen var, ”at udviklingen i Grønland nu må siges at have nået et sådant trin, at muligheden for at indføre et ensartet retssystem, der skal være gældende for hele den grønlandske befolkning, bør overvejes…”(75)

Da opbygningen af et retssystem i Grønland blev påbegyndt i starten af 1950’erne, var udgangspunkt, at der stort set intet var at bygge videre på. Der måtte derfor foretages en prioritering af, hvilke love der først skulle implementeres. Efterhånden viste det sig især problematisk, at lovene på det civilretlige område ikke var færdige. Fra et møde i Godhavn i juli 1956 fremkom et ønske fra det grønlandske rets- og politivæsen om at:

”gennemførelsen af love, der angår den personlige retsstilling (arveloven, børneloven og en myndighedslov), ikke varer for længe, fordi sådanne regler vil medføre større klarhed for befolkningen og myndighederne samt betyde, at den forskellige retsstilling for personer under grønlandsk og dansk ret omsider helt kan forsvinde. Derimod fandt vi, at der med hensyn til anden lovgivning burde udvises tilbageholdenhed.”(76)

Spørgsmålet om børns retsstilling var altså blandt de love, som havde høj prioritet, og som i øvrigt var gensidigt forbundne. Børneloven fra 1962 afhang bl.a. af en række andre love, herunder retsplejeloven (14. juni 1951) og arveloven (1. januar 1959).

Opfattelsen i forbindelse med moderniseringen af Grønland var, at Danmark som et resultat af den historiske udvikling havde fået overdraget ansvaret for at føre den grønlandske befolkning frem mod et civilisatorisk stade svarende til den omkringliggende verdens. Folkerepræsentationen og retsplejen i Grønland var indført på administrationens foranledning, og ikke som i Danmark efter et folkeligt pres. Det samme måtte nødvendigvis ske med den nye lovgivning, eksempelvis med straffelovgivningen, og dette med udgangspunkt i danske regler og lovgivning, da ”grønlandsk Samfundsliv [ikke] kan – saalidt som dansk kan det – undvære Befrugtningen, Impulserne udefra.”(77) Det blev således opfattet som en selvfølgelighed, at opbygningen af et retssystem, ligesom i øvrigt den overvejende del af samfundsudviklingen, skulle tage udgangspunkt i det danske samfund, dog med hensynstagen til de særlige grønlandske forhold.

Grønland var formelt ligestillet efter Grundlovsændringen i 1953, men reelt var situationen en anden. Grønlandsdepartementet berettede overfor Folketingets Grønlandsudvalg i januar 1954 at:

”Den stedfundne ændring i Grønlands statsretslige status har, som naturligt er, ikke straks kunnet give sig udtryk i, at retstilstanden i Grønland er ændret således, at den er på linie med den i den øvrige del af riget gældende. Det er imidlertid regeringens mål gennem den fremtidige administration at søge at nå hen til retsenhed, således at der kun på de områder, hvor de særlige forhold gør det påkrævet, skal gælde særlige regler for Grønland.”(78)

Diskussionen om retsenhed og retslighed rammer centralt ind i hjertet af denne udrednings problemstilling. Retsenhed vil sige at der er fuldstændig samme regler og love, i dette tilfælde i både Danmark og i Grønland, mens retslighed vil sige at der er tilsvarende, men ikke nødvendigvis ens regler og love i de to landsdele. Denne skelnen blev afgørende i formuleringen af reglerne i den grønlandske børnelov fra 1962.

73 Dog var visse grønlændere underlagt det danske retssystem - 1925-styrelsesloven § 40 anførte, at personer født udenfor Grønland, personer med danske forældre, personer med kongeligt eller ministerielt ansættelsesbrev, eller person gift med en dansker stod under danske love, mens de øvrige stod under grønlandske retsbestemmelser.

74 Oldendow, 1931(b), s. 44

75 G50, bet. 2, s. 10

76 beretning til landsrådet vedr. det grl retsvæsen af landsdommer Kisbye Møller, s. 4-5, FB

77 Eske Brun rapport om straffeanordningssagen 9. marts 1935, RA

78 ber til ft grludvalg, jan 1954, s2, FB