Det umulige salg

Ikke mindst når fangerne selv siger, de ikke kan få afsat al kødet men at regnestykket ikke engang går op, selv hvis de kun fik 10 dyr hver!

Fredag d. 15. september 2000
Kim Krohn
Emnekreds: Biologi, Erhverv, Fritid, Jagt.

Nu hvor myggene er på tilbagetog tager de få heldige ud på en længe ventet rensdyrjagt. De resterende står tilbage på kajen og kikker med længselsfulde øjne på den ene familie efter den anden sejle ind i Godthåbsfjorden på jagt.

Og ofte er stemningen blandet med en eller anden sur smag i munden af ærgrelse og uretfærdighed - for nogle år efter år (få har endda aldrig fået licens!). Fortvivlet tænker man straks tilbage på "de go'e gamle dage - med grønt og blåt jagttegn - hvor jagten var noget mere fritstillet og rensdyrbestandene store.

Som de fleste nok har bemærket er antallet af rensdyr gennem 90'erne faldet, hvilket har medført begrænset jagt efterfulgt af det meget omtalte lodtrækningssystem blandt de ivrige jægere.

Et system som siden dets indførelse ikke har skabt andet end splittelse, ja - nogle gange had og race diskriminerende kontroverser mellem erhvervsjægere - fritidsfangere samt det kommunale- og politiske system. Dette bringer mig ind på kvoteforholdet fra erhvervsjæger til fritidsjæger.

Forståeligt nok er det at erhvervsjægerne får tildelt en langt større rensdyrkvote end fritidsjægerne, men der skal vel egentligt også være mening med galskaben.

Ifølge dette års uddeling af rensdyr, har erhvervsfangerne tilsammen fået 2.786 dyr og fritidsjægerne tilsammen 1.194 dyr til deling.

Der er ca. 122 registrerede erhvervsfangere (med betalt bevis)og ca. 2.091 fritidsjægere (ligeledes med betalt bevis) i Nuuk kommune.

Salget på Brædtet i Nuuk startede 2. aug. og slutter den 30 september - altså i alt rundt regnet 50 dage med hensyntagen til søn- og helligdage.

Jeg anslår at slagtevægten på et gennemsnits rensdyr er på ca. 54 kg inklusive knogler, hvilket svarer til knap 15 tons rensdyrkød, der skal sælges på Brædtet på 50 dage.

Dette giver 800 kg eller groft 6 rensdyr hver dag mandag - lørdag i hele perioden!

Det er forståeligt at biologerne alarmerer om nedgang i rensdyrbestanden og opfordrer til begrænset jagt. Det er også i orden at man fra Grønlands Hjemmestyre udarbejder et tidssvarende skærpet regelsæt for jagt af rensdyr.

Så indførtes lodtrækningssystemet, okay, men at det stadigvæk anvendes i dag, er en frygtelig fejltagelse, når nu man år efter år ser hvor mange konflikter det har medført.

Erhvervsfangerne får mange flere rensdyr end fritidsjægere, fint nok, for fangst er jo også deres primære indkomst. Men at de får 22.8 per mand og fritidsjægerne 0.57 per mand er jo fuldstændigt uproportionalt.

Ikke mindst når fangerne selv siger, de ikke kan få afsat al kødet men at regnestykket ikke engang går op, selv hvis de kun fik 10 dyr hver!

Det er jo direkte spild af kød, ovenikøbet når kilopriserne fastholdes med henvisning til et udbud- og efterspørgselssystem af helt anden karakter i Sisimiut.

Jagtetik og jagtmoral blev først misligeholdt efter indførelsen af lodtrækningssystemet, så mon ikke det var på tide at fordele kvoterne på behørig vis og lade flere nyde godt af kødet, jagten og oplevelsen, så vi kan komme videre...og som om der ikke var problemer nok i forvejen.

Velbekomme og god efterårsjagt!.