Ligger Bermuda i Nordatlanten?

- ansvarsforflygtigelsens Bermudatrekant i det såkaldte rigsfællesskab.
Ja, jeg vil i dag tale om Bermuda, som jeg skal vende tilbage til. Jeg vil tale om den internationale finanskrise og dens stadier. Om demokrati, ansvar og frihed, som også statsministeren lagde vægt på i sin redegørelse. Om udenrigspolitik og interessekonflikter, der ikke løses i jævnbyrdige forhandlinger.

Lørdag d. 9. oktober 2010
Høgni Hoydal, Medlem af Folketinget, valgt på Færøerne
Emnekreds: Folketinget, Færøerne, Rigsfællesskabet.

Tale ved Folketingets åbning

- ansvarsforflygtigelsens Bermudatrekant i det såkaldte rigsfællesskab

Ja, jeg vil i dag tale om Bermuda, som jeg skal vende tilbage til. Jeg vil tale om den internationale finanskrise og dens stadier. Om demokrati, ansvar og frihed, som også statsministeren lagde vægt på i sin redegørelse. Om udenrigspolitik og interessekonflikter, der ikke løses i jævnbyrdige forhandlinger.

Statsministeren er, som jeg kender ham, en udadvendt mand. Uanset om det er som nyslået fårebonde i en færøsk bygd. Eller når han løfter pegefingeren, og advarer imod, at et folk ikke kan beslutte sin egen demokratiske forfatning.

Men statsministerens redegørelse i tirsdags var meget, meget indadvendt. Med et begrænset udsyn, hvor det kun handlede om Danmark og Danmark og det indadvendte perspektiv.

Det er selvfølgelig hans ret at vælge det. Men jeg kunne have ønsket, at udsynet var anderledes.

Kunne have ønsket, at han ville behandle verdens sande tilstand og brændpunkter. At han ville have behandlet Mellemøsten og de strandede fredsforhandlinger. Ville have sendt et klart signal – gerne samordnet med de nordiske lande – om at Israels bosættelsespolitik må standses omgående, hvis der skal være nogen reel forhandling om fred. At han ville have behandlet Nordatlanten og Arktis og de enorme udfordringer, der åbner sig og tegnes for hver dag, der går.

Der er ingen tvivl om, at vi står endnu i den internationale finanskrises verdensomspændende forløb. Og uanset vores ståsted i det politiske spektrum, kan vi forhåbentlig være enige om erfaringerne med finanskrisens årsager, forløb og stadier.

Finanskrisens grundlag og første stadium er demokratiets – folkestyrets – fuldstændige kapitulation overfor finanskapitalens magt, grådighed og enorme luftige omflytning af den brede befolknings værdier og produktion til de få privates hænder. Hvor demokratiet og de valgte politikere ikke har reguleret og tæmmet finanskapitalen, men har derimod tilskyndet og givet den endnu mere magt og fordele til sit spil.

Finanskrisens andet stadium handler om demokratiets – folkestyrets – storstilede redningsaktion for den selv samme finanskapitals ulykker, hvor den brede befolkning skal sikre de finansielle institutioners og deres infrastrukturs fortsættelse.

Og det tredje stadium – som vi gennemlever nu over hele verden – er finanskapitalens genopståen som en anden Fugl Fønix fra asken, hvor den bliver endnu rigere og mere magtfuld end før krisen og demokratiets redningsaktion. Og hvor kapitalen atter samles på de samme få hænder, som stod i spidsen for galskaben.

Det vil vi se i stor målestok, hvis der ikke gøres noget.

Bankkrisen
Og i Færøerne runder vi i disse dage et jubilæum. Et jubilæum, som der ikke er grund til at fejre, og som vi ikke på nogen måde kan være stolte af. Det er nemlig i disse dage præcis 18 år siden den sidste bankkrise i Færøerne, der fandt sted i begyndelsen af 90’erne.

Og netop i disse dage, oplever vi desværre vores tredje bankkrise på blot ca. 50 år.

Nu er en stor eg – et egetræ – faldet. Den gamle sparekasse, der blev til Eik Bank, er suspenderet og lagt under Finansiel stabilitet. Det er halvdelen af hele det færøske finansmarked. Halvdelen af erhvervslivets finansiering.

Vi havde ikke troet, at vi skulle opleve det igen. Vi gik rundt i den naive tro, at de færøske banker ikke var i så store problemer, grundet dels lærdommen fra sidste bankkrise, og dels at de havde været mere langsomme med at deltage i ekspansion udenlands.

Men som det ser ud, var det særlig Eik Banks engagementer og fremfærd på det danske marked, der udløste problemerne og den proces, der siden har udspillet sig.

Den manglende demokratiske kontrol og ansvar med finanssektoren, som vi har set over hele verden, er i Færøerne nærmest dobbelt. En slags dobbelt fremmedgørelse, fordi det politiske flertal i Færøerne konsekvent har kastet ansvaret fra sig for regler, love, kontrol og tilsyn med finanssektoren – og har ønsket at det skulle være et dansk ansvar.

Og det skaber en absurd og demokratisk fuldstændig uacceptabel situation for de folk – den brede befolkning – der skal leve med konsekvenserne.

For at klargøre dimensionerne, så svarer dette efter danske forhold til, at Den Danske Bank og Nordea på en gang – nærmest “overnight” – blev erklæret reelt konkurs og overtaget, uden at regering eller Folketing eller det danske folks repræsentanter havde nogen som helst indflydelse eller indsigt i forløbet og de videre beslutninger.

Lad mig understrege, at det jeg siger nu, skal ikke forstås som et forsøg på at fralægge ansvar eller give Danmark og danske myndigheder skylden. Men er tværtimod et klart krav om, at vi selv må tage ansvaret for vores eget samfund og alle de beslutninger, der vedrører os.

Forløbet har været sådan: At en tirsdag sidst i september bliver den danske økonomiminister orienteret af Finanstilsynet om problemer i Eik Bank. Først tre dage efter orienterer han de færøske myndigheder. Der bliver fastsat en frist på blot 57 timer til at finde en løsning for banken – på trods af, at man havde alle muligheder for at forlænge garantier og undgå panik offentligt. Og præmisserne for tidsfristen ænders blot få timer før Finansiel Stabilitet overtager Eik Bank. De færøske myndigheder foretager sig intet, men sætter sig som tilskuere til denne enorme omvæltning.

Bankpakkerne er konstrueret til både at sikre indskydere, men særligt til at foregribe og undgå en sådan situation på det danske finansmarked. Vi ved jo godt, at Den Danske Bank og andre større danske banker uden tvivl har været i mindst lige så store problemer, men de er blevet reddet af bankpakkernes redskaber.

Eik Bank bliver betragtet som en lille bank på det danske marked – og ikke som halvdelen af det færøske marked. Og derfor agerer Finanstilsyn, Virksomhedsråd, Det finansielle Råd og de andre instanser, der har fået nærmest ubegrænsede handlemuligheder i lovgivningen her fra Folketinget, ud fra sit rationale om at skabe stabilitet på det danske marked.

Præcis dette blev der advaret mod og stillet ændringsforslag til fra vores side i forbindelse med bankpakkerne, hvor vi foreslog, at det færøske marked skulle ses som et finansmarked, og at de færøske myndigheder skulle påtage sig ansvar og sikre sig fuld indsigt i de færøske bankers situation og skulle deltage i mulige indgreb og beslutninger om indgriben og /eller rekonstruktion.

Det blev desværre nedstemt.

Demokrati og ansvar
Vi må selvfølgelig have klarlagt og få en tilbundsgående undersøgelse af hele forløbet omkring Eik Banks suspension. Vi må sikre at der placeres ansvar – både hvis der er grundlag for det mod bankens ledelse og bestyrelse – og hvis der er grundlag for det hos de myndigheder der har ageret og fastsat de korte tidsfrister. Og vi må have klarlagt den politiske rolle og ansvar hos ministre i Danmark og Færøerne.

Men det er ikke kernen i hele denne erfaring, som vi nu oplever for tredje gang på blot ca. 50 år under det såkaldte hjemmestyre i Færøerne.

Det vigtigste er, at vi fokuserer på demokrati, frihed og ansvar. At det ikke kan ske igen, at vi blot sætter os som tilskuere til vores egen fremtid.

At vi ikke bekræfter den dystre sætning, hvor politik defineres som kunsten at holde folk væk fra de vigtigste beslutninger, der virkelig angår dem.

Ansvaret er blevet fralagt af flertallet af de færøske politikere.

Og det er her jeg vender tilbage til om Bermuda ligger i Nordatlanten. Ikke for at udøse fordomme om landet Bermuda, men på grund af et fænomen, som har navn efter Bermuda i Sargassohavet.

For vi må konstatere, at forholdet og konstruktionen i forholdet mellem Danmark og Færøerne eller i det såkaldte “rigsfællesskab” kan sammenlignes med Bermuda-trekanten.

Det er blevet en “ansvarsforflygtigelsens Bermuda-trekant”. Hvor uanset hvilke store og vigtige sager der sejler ind i denne trekant, så har de altid det forløb, at ansvaret fordufter og bliver væk. Det evaporerer.

Nu kan færøske politikere jo sige, at vi ikke har ansvaret for finansmarkedet, fordi det ligger i Danmark. Og danske politikere kan henvise til, at Færøerne må beslutte selv. Og sådan kan det blive ved.

Og det gælder ikke blot denne tredje bankkrise, hvor ansvaret igen fordufter. Det gælder store sager, hvor Danmark selvfølgelig har andre interesser end Færøerne. Hvor der er åbenlyse interessekonflikter.

Lad os bare tage sagen om hvalfangst, hvor Danmark i år gik stik imod Færøske interesser. Det kan være forståeligt, men det har ikke noget med demokrati og ansvar at gøre.

Eller EU-sager som helhed.

Eller hvad med den arktiske politik og udviklingen i Nordatlanten, hvor Danmark formelt har ansvaret for udenrigspolitikken, men hvor ansvaret fralægges og bliver væk? Det er fuldstændig uholdbart.

Vi må have en demokratisk oprustning. Og tænk hvis man brugte blot en del af de enorme midler, der er blevet brugt til at redde finanskapitalen til at styrke demokratiet.

Hvordan kommer vi så videre? Hvad bør der gøres?

Ja, der ligger jo et helt konkret forslag i Færøerne, som er vejen frem. Nemlig forslaget til en færøsk forfatning. Et forslag til en demokratisk infrastruktur for Færøerne, hvor det færøske folk tager ansvaret for sin egen fremtid og selv beslutter sin grundlæggende samfundsstruktur. Alle partier har været enige i Færøerne.

Men hvad ser der sket over sommeren? Først kommer Søren Espersen på banen, og som Den Store Bastian fra børnebogen truer han med at revse de uvorne unger, der vil beslutte sin egen demokratiske forfatning.

Og siden kommer statsministeren på banen – nok mere afdæmpet i stil som politimester Bastian fra Kardemomme byen – og siger det samme: Det må I ikke!

Og desværre ser det ud til at missionen er ved at lykkes. Flere af de partier, der har været fuldstændig enige, er nu begyndt at bakke ud og vi får en ny splid.

Det skal være mit håb, at man både i regeringen og i Folketinget ændrer denne fremfærd. Statsministeren har slået fast, at mennesker vokser gennem frihed, ansvar og tillid. Det samme gælder for samfund.

Mit budskab skal være, at vi bruger den kommende tid til demokrati, ansvar og tillid.