Minik Rosing: Dengang jeg var dreng, fejlede børn ikke noget med store bogstaver

Det mest spændende finder man sidst i afsnittet om geologi, hvor Minik Rosing fortæller om livets indflydelse på jordens udvikling. Det er ikke kun menneskets indflydelse, men alt levendes indflydelse. - helt fra de tidligste tegn på liv og op til nutiden.
Det er Minik Rosing, der som den første har fundet disse tidligste tegn på liv. Han fandt dem inde i området Isua, tæt på indlandsisen nordøst for Godthåbsfjorden.
Som et kuriosum kan det nævnes at ”rejsen til tidernes morgen” for Minik Rosings vedkommende kun har været på omkring 100 kilometer i fugleflugtslinje stik nord til Isua fra hans barndomshjem i Itinnera

Onsdag d. 21. november 2018
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Erindringer, Geologi, Grønlands historie, Nyhedsbreve.

Minik Rosing har skrevet en bog, der har den lange titel ”Rejsen til tidernes morgen – jorden set fra Grønland”.
Det er Minik Rosing egen rejse til tidernes morgen, fra dengang hans familie boede på renavlerstationen i Itinnera i bunden af Godthåbsfjorden, og hans mor måtte evakueres til Nuuk for at føde ham.

Her begynder bogen og den fortsætter med Minik Rosings egen fortælling om hans opvækst i Grønland og få år senere i Danmark med skiftende ophold i Grønland.

Minik Rosing er en fortæller af et sjældent format. Man fængsles af hans levende beskrivelser. Ikke mindst, fordi man som læser kan spejle sig selv i de mange hændelser i Minik Rosings liv. Vi har alle oplevet noget af det samme, bare hver for sig og lidt på andre måder.

Der sker så meget i bogen, at man som læser hurtigt bliver mæt af indtryk, men bestemt ikke træt af at læse. Der skal bare holdes en pause, før man fortsætter med usvækket interesse.

Det første der dukker op, når man åbner bogen er et kort over Grønland i stift karton. Kortet er lidt mindre end selve bogen.
Det er ikke noget, der i lagt i bogen, fordi man glemte at sætte kortet ind på sin egen side i bogen, før den blev trykt. Det er et kort, der kan bruges som bogmærke i stedet for at bøje æselører. Og så er det praktisk hele vejen gennem bogen at have grønlandskortet lige ved hånden.

De første godt hundrede sider handler om Minik Rosings opvækst og årene, indtil han fandt ud af, at han ville uddanne sig i faget geologi.

Vi kommer vidt omkring i disse første år, både med beretninger fra hans liv i Danmark og hans kortere og længere ophold forskellige steder i Grønland. Bogen er fuld af skarpsindige og tankevækkende iagttagelser.

En af iagttagelserne er gengivet i her i overskriften: ”Dengang jeg var dreng, fejlede børn ikke noget med store bogstaver”.

Da jeg nåede til siderne om geologi, trængte jeg til en længere pause. Der var så mange indtryk fra den første del af af bogen, som jeg skulle have tid til at fordøje. Og så var der det der med geologien: Blev det ikke alt for indviklet og svært at forstå?

Det gjorde det ikke.
Da jeg efter nogle dage genoptog læsningen, kom der igen fuldt tryk på.

Minik Rosing skriver så godt og vel tilrettelagt, at uanset, hvor meget eller hvor lidt man ved om geologi, så læser man med udbytte. Man føler hele tiden, at man lærer mere, end man vidste i forvejen.

Det mest spændende finder man sidst i afsnittet om geologi, hvor Minik Rosing fortæller om livets indflydelse på jordens udvikling. Det er ikke kun menneskets indflydelse, men alt levendes indflydelse. - helt fra de tidligste tegn på liv og op til nutiden.

Det er Minik Rosing, der som den første har fundet disse tidligste tegn på liv. Han fandt dem inde i området Isua, tæt på indlandsisen nordøst for Godthåbsfjorden.

Som et kuriosum kan det nævnes at ”rejsen til tidernes morgen” for Minik Rosings vedkommende kun har været på omkring 100 kilometer i fugleflugtslinje stik nord til Isua fra hans barndomshjem i Itinnera.

Bogen er vildt spændende, interessant og meget oplysende - indtil de sidste sider i bogen, hvor den ryger i grøften to gange.

Første gang er på side 261, hvor Minik Rosing skriver følgende om en rejse til Skjoldungen syd for Ammassalik, hvor geolog og billedkunstner, Per Kirkeby, deltog:

"Det tog nogen tid og en ikke ringe mængde selvdisciplin at løsrive sig, vende båden og sejle tilbage mod Skjoldungen, med Per liggende i bunden af gummibåden, mens han fæstnede sundets skønhed til en skinnende blank kobberplade med en stikkel af stål".

Hvorfor skriver Minik Rosing sådan noget vrøvl?
Det har Minik Rosing enten ikke set, eller også burde han ikke nævne det.

Under alle omstændigheder må han vide fra sin fars, Jens Rosings, måde at arbejde på, at det eneste man får ud af  at fæstne "sundets skønhed til en skinnende blank kobberplade" fra bunden af en gummibåd i bevægelse, er en ødelagt kobberplade.

At tegne på papir, male på et lærred eller arbejde på en kobberplade kræver et stabilt underlag. Det har man ikke i en gummibåd på vej ud af en fjord.

Anden gang er på siderne 265-270, hvor Minik Rosing beskriver et forløb under en klimakonference i Paris i december 2014.
Isen smelter
Jeg husker fra dengang det skete, at jeg undrede mig over, at Minik Rosing som seriøs forsker havde engageret sig i dette cirkusnummer med "tolv grønlandske isfjelde". At han tager det med i her i sin bog er ubegribeligt.

Han skriver her ikke som forsker, han skriver som demagog i det, han opfatter som en god sags tjeneste. Og han har allieret sig med kunstneren Olafur Eliasson, der har gjort den slags hundekunster til en levevej.

Minik Rosing indleder med at kalde de 12 isskosser for 'isfjelde'.
I Grønland et 'isfjeld' et stykke drivis, der er så højt, at det kan ses ude i horisonten. Det kan de udstillede isskosser ikke.

Efter en længere beskrivelse af anstrengelserne med at indsamle skosserne og bringe dem til Paris, uden at de smelter undervejs, undlader han at fremhæve, hvad ethvert barn ved: at is smelter, når temperaturen er over nul.

Som indehaver af en videregående uddannelse må Minik Rosing vide at: "Celsius-skalaen er en temperaturskala, der populært sagt har 0 grader ved rent vands frysepunkt og 100 grader ved rent vands kogepunkt, begge ved 1 atmosfæres tryk. Temperatur i Celsius-skalaen angives med enheden °C" .

Det værste i Minik Rosings fortælling om de 12 isskosser i Paris er denne tekst på side 270:

"En plads fuld af is svarer til den mængde is, Grønland uigenkaldeligt mister - ikke på en dag - ikke på en time - ikke på et minut - ikke på et sekund, men hver 1/100 sekund.
Hvert sekund mister Grønland 10.000 ton af sin indlandsis".


Det lyder af ufatteligt meget. Det er også hensigten, og det må også være derfor, at geologiprofessor Minik Rosing ikke gør regnestykket færdigt ved at sætte det ind i den rette sammenhæng:

Omregner man de 10.000 tons smeltet is i sekundet til en årlig afsmeltning, bliver det til 315,3 kubikkilometer.
Dividerer man den totale mængde af indlandsis på anslået 2.850.000 kubikkilometer med en afsmeltning på 315,3 kubikkilometer om året, så når man frem til, at indlandsisen vil være smeltet bort om 9.048 år.

Hvorfor gennemfører Minik Rosing ikke den udregning i bogen?
Er det, fordi det tager luften ud af panikballonen?

Jeg ville gerne have læst om både Per Kirkebys radering på en gummibåd i fart og Mink Rosings fortælling om cirkusnummeret i Paris med "tolv grønlandske isfjelde", før jeg læste resten af bogen. Det havde gjort mig knap så udelt begejstret og lidt mere skeptisk.

For mange år siden læste jeg i en fortælling af Jørgen Riel, at ”om vinteren, når dagen var kortest, så stod solen op i øst og gik ned igen med det samme”. Jeg har af den grund ikke siden læst noget af Jørgen Riel.

Sådan kommer det ikke til at gå med Minik Rosings skriverier.
Han skriver simpelt hen uundværligt godt.

Bogen kan købes her

Relevante link
Celsius
Greenland ice sheet