Undskyldninger på historiens vegne

Og ganske, ganske specielt, hvis disse kolonier har rummet en befolkning af meget »oprindelige« mennesker, folk som har levet tæt på naturen og i balance med naturen, indtil vi slemme moderne mennesker kom og forstyrrede harmonien.

Tirsdag d. 5. oktober 1999
Niels Højlund
Emnekreds: Grønlands historie, Oprindelige folk, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
Landsrettens dom
Thules historie
De amerikanske baser i Grønland
Thule-basen
"Thulestammen"


Undskyldninger har fået en besynderlig plads i det moderne politiske liv. Når Clinton har haft det lidt for saftigt med en praktikant, så undskylder han sig. Når en EU-kommissær bliver anklaget for at have favoriseret venner og familie, så undskylder hun sig. Hvis Christiansborg-politikere har vedtaget love, hvis indhold de knap nok selv var bekendte med, så siger de undskyld og regner så med, at derefter er alting glemt. Ellers er det jo vælgerne, der er krakilske. Herregud - en pølse i slagtetiden, vi tager allesammen fejl engang imellem, og så videre af samme skuffe.

En ganske særlig afart af denne undskyldningsmani er undskyldninger på historiens vegne, med tilbagevirkende kraft så at sige. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på det filosofisk problematiske ved den slags undskyldninger: Hvem kan egentlig have et ansvar? Levende personer, vel sagtens. Men hvad så, når de er døde, er det så de efterlevende, der skal overtage dette ansvar? En ting er jo kollektiv skyld; det er i sig selv svært at snakke meningsfuldt om. Men kollektiv skyld på fortidens vegne? Så synes jeg det stopper.

Men et eller andet sted rumsterer skylden jo alligevel. Den er ikke opfundet af kirken, som så mange påstår. Den er tværtimod en integreret del af menneskets egen sjælelige husholdning. Der er et eller andet sært lystfyldt ved at påtage sig skylden og føle sig brødebetynget.

Ganske specielt når det angår moderne menneskers og samfunds skyld i forhold til tidligere kolonier. Og ganske, ganske specielt, hvis disse kolonier har rummet en befolkning af meget "oprindelige" mennesker, folk som har levet tæt på naturen og i balance med naturen, indtil vi slemme moderne mennesker kom og forstyrrede harmonien. Desangående kan vi simpelthen ikke få skyld nok. Og for denne skyld-lystfølelse glemmer vi gerne hele historien og alle de omstændigheder, som i dag måske ikke længere eksisterer, men som var højest reelle engang og bestemmende for de mennesker, som dengang skulle leve og, træffe beslutninger.

Landsrettens dom
Som nu Danmarks forhold til befolkningen i det allernordligste Grønland. Landsretten har netop afsagt en dom, der pålægger den danske stat at betale erstatning til samfundet i Qaanaaq og til navngivne efterkommere af de mennesker, som engang måtte flytte fra Thule til Qaanaaq. Det handler om efterkommere af i alt 30 familier, der i 1953 fik besked på at flytte fra Thule og 150 km nordpå, "fordi fangstforholdene på grund af den amerikanske bases oprettelse var blevet alvorligt forringede". De fik i øvrigt penge med, så de kunne bygge nye huse på det sted, hvor i dag Nordgrønlands eneste bysamfund ligger. Gode træhuse, som de selv på gammel grønlandsk vis skulle omgive med en tørvemur, hvilket bare ikke skete.

Ved dommen blev Thulefolket i øvrigt anerkendt som en særlig "stamme", der er omfattet af FNs konvention angående oprindelige befolkninger.

Og så blev statsministeren selvfølgelig bedt om en kommentar. Han kom ikke med en undskyldning, han nøjedes med en beklagelse, men det var snublende tæt på, og man kunne ligefrem se på Nyrup, at havde hjertet fået lov at tale, så skulle det have været en undskyldning. I alle fald: "En moralsk sejr for Thulestammen", som dagspressen så flot udtrykte sig.

Thules historie
Men inden vi nu kommer alt for godt i gang med at piske os selv med svøber, så kunne det jo være, at vi skulle huske historien lidt bedre. Thulestammen hed engang polareskimoerne; de boede nemlig ikke i Thule, men i hele området omkring det smalle sund mellem Canada og Grønland, Smith Sund hedder det på europæisk. Det var en slags halvnomader, der boede spredt på en række fangstpladser og flyttede rundt efter fangstdyrene.

Da amerikaneren Peary i 1890-erne indledte en række fremstød mod Nordpolen, tog han udgangspunkt i polareskimoernes samfund. Han brugte unge mennesker derfra som hjælpere på sine ekspeditioner og han forsynede samfundene med våben og krudt, så de bedre kunne klare sig. Men selvfølgelig med den konsekvens, at da Pearys ekspeditioner fra 1909 ophørte (af den gode grund, at han faktisk nåede til Nordpolen), så var de eskimoiske fangersamfund ilde stillet. Deres gamle færdigheder var gået i opløsning, de var uhjælpelig blevet en del af pengeøkonomien og var afhængige af at kunne sælge deres produkter og købe varer til gengæld.

Det forstod Knud Rasmussen og derfor oprettede han i 1910 en handelsstation ved en af de eskimoiske bopladser, hvor fangerne kunne afhænde deres produkter og købe det allernødvendigste til gengæld.

Det blev til Thule, som i øvrigt var i Knud Rasmussens private besiddelse helt frem til hans død i 1931. En stor del af årene blev stationen bestyret af hans gode ven, Peter Freuchen.

Så meget om Thule, der altså ikke er mere eskimoisk boplads end så meget andet, men først og fremmest en europæisk handelsstation, endda privat ejet. På samme måde som de andre "kolonier" i Grønland ikke så meget var grønlændernes spredte bebyggelser som det var den danske stats handelsstationer langs den grønlandske kyst.

De amerikanske baser i Grønland
Den der har undt sig selv den fornøjelse det er at læse Bo Lidegaards mere end 800 sider store biografi over den danske USA-ambassadør Henrik von Kauffmann, som kom for et par år siden og indbragte sin forfatter doktorgraden med megen ære, vil vide, at det var samme Kauffmann, der i 1941 underskrev en traktat på Danmarks vegne med USA, en traktat som tillod amerikanerne at anlægge et udspecificeret antal baser i Grønland. Kauffmann blev afskediget for denne underskrift, men unægtelig sidenhen rehabiliteret, og hans underskrift blev udgangspunktet for den mangeårige amerikanske tilstedeværelse på verdens største ø.

Lad os huske omstændighederne: USA er netop indtrådt i krigen på Englands side (efter japanernes angreb på Pearl Harbour) og USA er i den allerstørste nødvendighed for at kunne råde over det grønlandske territorium. Ellers kunne flyene ikke mellemlande på vej til Europa. Og tyske ubådsbaser i de dybe grønlandske fjorde var en helt uacceptabel tanke. Desuden var det afgørende nødvendigt at kunne få meteorologiske oplysninger fra Grønland, for herfra "styres" vejret i hele Nordatlanten, og denne oplysningsmulighed skulle nødig falde i tyske hænder. Endelig ville amerikanerne også meget gerne have rådighed over verdens eneste kryolitmine, i Ivittuut i Sydgrønland, for herfra kunne man hente de metaller, som var afgørende for datidens aluminiumproduktion og dermed for flyproduktionen. Så meget taler for, at havde von Kauffmann ikke sat sin underskrift på papiret, så var amerikanerne rykket ind i alle fald. Det var krigens lov, der herskede i de år.

Men nu fik vi altså en aftale. Og den var skam af stor betydning for Grønland. Den sikrede forsyninger, som jo ikke længere kom frem fra Danmark. Og den blev i øvrigt af afgørende betydning for Grønlands modernisering, fordi man simpelthen med egne øjne kunne se, hvor meget der kunne lade sig gøre. Det havde den alfaderlige Kongelige Grønlandske Handel, KGH, hidtil holdt Grønlands beboere i uvidenhed om. Et enkelt eksempel: før 2. verdenskrig var petroleum faktisk forbudt på Grønland "af hensyn til brandfaren i de grønlandske hytter ", kun de grønlandske spæklamper var tilladt. Det ændredes med et slag og de bebudede brandkatastrofer udeblev ganske.

Amerikanerne havde ved aftalens indgåelse måttet love, at de ville forhindre enhver fraternisering mellem den grønlandske befolkning og basepersonalet, og dette løfte blev strikte overholdt. Først og fremmest derved, at de to baser, Blue West One og Blue West Eight blev anlagt langt inde i de grønlandske fjorde tæt op mod indlandsisen, hvor ingen grønlændere boede. Baserne kom siden til at hedde Narsarsuaq og Søndre Strømfjord og de blev af afgørende betydning for det moderne Grønlands fremvækst.

Så meget om den del af "skylden ".

Thule-basen
Men hvad så med Thule-basen da?

Ja, det er faktisk en helt anden historie. Den har ikke med 2. verdenskrig at gøre. Den har med den kolde krig mellem Sovjetunionen og Vesten at gøre.

Danmark havde bestemt regnet med, at amerikanerne skulle ud af Grønland, når krigen var forbi. Men da jerntæppet ned gennem Europa var en kendsgerning fra 1947-48 og en ny krig på atombomber en overvældende trussel fra omkring 1950, så var det for Danmark nødvendigt at søge beskyttelse. Og det eneste vi havde at handle med, var faktisk Grønland. Den danske suverænitet over Grønland var den altafgørende grund til, at USA og med det Nato var dybt interesserede i at få os med i alliancen.

Det var jo just ikke vor militære kapacitet i Danmark, der gjorde indtryk på nogen, og man kan sikkert også gå ud fra, at de vestlige stormagter i givet fald var indstillet på at opgive at forsvare selve Danmark. Men Grønland! Det var conditio sine qua non. En russisk base på Grønland, hvorfra Sovjet kunne nå USA med langtrækkende missiler, det var et skræk-scenarie. Det måtte for enhver pris forhindres.

Det kan man så i dag kalde overdreven frygt, man kan tale om amerikansk paranoia, om mccarthyismen, om deres utrolige kommunistforskrækkelse i 50-erne. Man kan kalde det, hvad man vil, men frygten var en realitet, og meget taler for, at havde vi ikke sluttet aftale med amerikanerne om fortsatte base-rettigheder på Grønland af egen fri vilje, så var vi blevet tvunget til det. Eller de havde simpelthen gjort det, og skrevet de fornødne papirer senere.

Der er ligeledes heller slet ingen tvivl om, at mens vi ikke ville have atomvåben på dansk jord, så var det stiltiende accepteret fra danske toppolitikeres side, at de amerikanske baser på Grønland var en undtagelse. Her måtte amerikanerne færdes med det militære isenkram de nu fandt fornødent. Al senere overraskelse over, at der faktisk var atombombebærende fly på de amerikanske baser i Grønland, er det rene hykleri. Selv de grønlandske politiske ledere - da sådanne dukkede op - var helt klare over sagernes sande sammenhæng.

At det så var uheldigt, at et sådant fly faldt ned på isen ud for Thule, og at oprydningen efter katastrofen tilsyneladende foregik uden at man gjorde arbejderne klar over, hvor farligt jobbet var, det er en helt anden sag, som det er svært at finde nogen undskyldning for. Men det har slet ikke noget med " Thulestammen" at gøre.

"Thulestammen"
Jamen, var det da ikke "beklageligt", at vi som dansk overhøjhed i området så uden videre beordrede eskimoerne væk fra deres bopæl og deres gamle j jagtområder? Jo, det var det selvfølgelig. På samme nåde, som det er beklageligt, at millioner af mennesker som følge af 2. verdenskrig måtte flytte fra deres hjemstavn og opgive alt. På samme måde som det er beklageligt, at palæstinensere måtte flytte ud af Palæstina i tusindvis, da jøderne skulle have plads (fordi Europa skulle betale af på sin dårlige samvittighed over for dem?). På samme måde, som det hver dag er beklageligt, at storpolitiske eller bare statspolitiske interesser går foran de individuelle og personlige rettigheder, al snak om menneskerettigheder til trods. Historien er nu engang ikke en beretning om retfærdighed og hensyntagen i forhold til individer. Heller ikke i forhold til 30 eskimoiske (eller kunne vi ikke lige så godt kalde dem grønlandske?) fangerfamilier i Dundas. Men var de blevet boende, så var de i alle fald gået til grunde. På grund af den uundgåelige fraternisering med basens personel. Og fordi de så ville have vænnet sig til at leve af basens affaldsbjerge fremfor af sæl, bjørn eller hvalros.

Nu flyttede man dem, og reddede derved "Thulestammen" over i den moderne tid. Med hospitaler, skoler og socialforsorg. Med speedbåde og snescootere. Og med en levestandard, som der absolut ikke er basis for i områdets egne ressourcer, men som stammer fra dets tilknytning til det øvrige Grønland. Og som hvad det øvrige Grønland angår stammer fra dets tilknytning til det rige Danmark. Og det er alt sammen som det skal være. Der er i alle fald ingen vej tilbage til naturfolkets "uskyldige" omgang med naturen i det gamle Grønland.

Men det har absolut intet med "Thulestammen" at gøre. Det udtryk er bare noget nogen smarte advokater har fundet på for at få den platform, hvorfra man med alskens moderne retorik har kunnet anlægge sag mod den danske stat. Oprindelig med et krav på en erstatning på 25 mio kr. Som endte i en erstatning på ca. 1 mio kr. Honoraret til advokaterne er sikkert heller ikke uden forbindelse med erstatningens størrelse, mon dog?

Og skulle vi så ikke sætte punktum her. Jeg synes egentlig ikke Danmark har så meget at beklage i forhold til "Thulebeboerne". Man fik drejet armen om, man måtte gøre som stormagten ville, og stormagten havde endog rimeligt gode argumenter for sin handlemåde. Det var ikke bare i Amerikas interesse, at der lå en base i Thule. Det var faktisk også i Danmarks. Ja, det var måske tilogmed i Grønlands egen interesse. Og det var i alle fald i hele den frie verdens interesse (nu kan vi vel sige det med en vis historisk ret: vi var faktisk fri i forhold til dem, der ikke var frie øst for jerntæppet).

Det gik ud over 30 familier, der måtte flytte bopæl, som de havde gjort så mange gange i løbet af århundreders fangertilværelse. Men så var det vel heller ikke værre.

Gem angeren til alvorligere synder.

Thule Air Base er idag arbejdsplads for 600 civile arbejdere, heraf omkring 150 fra Grønland.
De betaler årligt godt 60 millioner kroner i skat til Landskassen. (foto og kommentar: an)

Niels Højlund er redaktør af Højskolebladet, og har tidligere arbejdet i Grønland, i KNR og på Sermitsiaq. Denne kommentar er første gang offentliggjort i september 1999 i Højskolebladet nr. 26.